tirsdag den 24. april 2012

Nye bukser

I forrige uge fik jeg købt et par nye bukser til sommer. Jeg kan slet ikke huske, hvornår jeg sidst er gået ind i en butik og købt et par bukser, men for lidt tid siden gik jeg forbi en Noa Noa butik på Valby Langgade, hvor de udenfor havde nogle posebukser fra sidste år, sat ned fra 500 til kun 150 kr. De havde dem heldigvis stadig et par dage senere, hvor jeg havde tid til at prøve, og de passede perfekt, så de kom med hjem. De er rigtigt fine, god kvalitet og i en flot koksgrå farve med et svagt mørkegrønligt skær.

De ser lidt stive ud på billederne, men de er dejligt bløde og vævet i en god kvalitet.



De er lange nok til, at man ikke kan se elastikken forneden, de poser ligesom ud over. Det kan jeg rigtigt godt lide. Jeg tænker, at de kunne være funky med et par hvide Converse støvler til, med bukserne puttet ned i. Det bliver bare hurtigt lidt dyrt, når man har brug for to par i hver sin størrelse, så jeg kigger lidt på Trendsales og eBay. De havde dem på tilbud i SuperBest for nyligt, men jeg var for langsom, der var kun to par tilbage, da jeg kom, og det var i str. 44. Bedre held næste gang.
Igår, idag og i morgen går jeg til fysioterapi og bliver bandageret, for i morgen skal jeg til bandagisten og have taget mål til knæstrømpen. Det går OK, men det er nu lidt et hyr at komme omkring i busser og tog med stift ben.

onsdag den 18. april 2012

Flere skavanker og handicaps

Jeg har opdateret indlægget om at have synlige skavanker og handicaps, da jeg er kommet i tanker om nogle flere. Der er rigtigt mange, der "har noget".

Forleden kontaktede jeg bandagisten for at sige, at den nye "jacket" til at tage udenpå Jovipak natbandagen var for stram, og han bad mig klippe et hak i den ved tæerne, så jeg kan bruge den og vurdere om den ellers passer på resten af benet. Det har jeg gjort, og jeg synes, den sidder godt til. Tiden må vise, om den sidder stramt nok, jeg synes ikke, der er noget at se endnu, efter en uges tid. I næste uge skal jeg hen til ham for at have taget mål til knæstrømpen, så må jeg se, hvad han siger til det.

Bonusinfo: I næste sæson (tror jeg det er) kommer der et afsnit af Greys Hvide Verden hvor en patient har Lymfødem. Det er med en vis nervøsitet, jeg ser frem til det. Det er jo min kiksede sygdom, der pludselig bliver eksponeret, vist frem, sat til skue. Måske vil blive talt om, ynket og hånet. Antageligt er det et ekstremt tilfælde, de viser. Nå, men måske kan man i denne sag sige, at al omtale er god omtale, da det alt andet lige vil bringe lidt opmærksomhed på Lymfødem.

lørdag den 14. april 2012

Mine tips


Så fik jeg endelig gjort min lille guide til nye med Lymfødem færdig. Den har været klar lidt tid, jeg manglede bare at sætte et billede på, og så kom jeg fra det igen, men nu er den klar. Jeg håber, nogen kan have gavn af den.

mandag den 9. april 2012

Mere kompression

For nyligt var jeg en tur hos bandagisten for at tale om min Jovipak natbandage, og om at den ikke rigtigt har givet noget. Han drøftede sagen med Jovipak i Amerika, som laver den, og jeg har nu fået en anden type yderstrømpe (en "jacket") til at have udenpå, den skulle give lidt mere tryk. Det gør den også, faktisk alt for meget, i hvert fald på tæerne. Jeg kan ikke bruge den, og må have fat i bandagisten igen.
Forud for besøget havde jeg i en tid tænkt på, om Mobiderm natstrømpen kunne være noget for mig, en strømpe med små skumfirkanter, til at give varieret tryk, syet ind i. Hos fysioterapeuten får jeg nogengange et lille stykke Mobiderm indenunder kortstræksbandagerne, og det er ret effektivt, så jeg tænkte, at en hel strømpe/støvle måske var sagen – den er også noget mindre klodset end Jovipak'en. Bandagisten sagde dog, at med Mobidermstøvlen ville jeg skulle lægge en fuld bandage udenpå. Så er det jo lidt ligemeget, når det skulle være i stedet for bandagering.
Da jeg var der, foretog han en kontrolmåling, og det viste sig, at mit underben var gået temmelig meget op siden jeg fik bandagen og de kompressionsstrømper, jeg har nu. Jeg er nok nødt til at have en knæstrømpe, klasse 1, til at have udenpå, i hvert fald noget af dagen, den anden kan ikke holde ødemet nede. Øv. Jeg har nu bestilt tid til både bandagering og måltagning i april.