mandag den 16. december 2013

Buksetip

En læser har tippet om tøjmærket Nikita, de har en del bukser med lidt vidde og læseren har selv haft gode erfaringer med mærket. Man kan bl.a. købe det hos Zalando og Junkyard. Jeg har blandt andet set disse, som jeg synes, er ret cool:


Lige nu, til og med den 18. december, er der hos Junkyard (hvor bukserne ovenfor er fra) 20% rabat på alt og gratis fragt over 400 til og med 19. december. De har også Converse sneakers og mange andre ting, men tjek deres bukser ud.
Jeg har også set disse Nikita bukser (hos Zalando):




lørdag den 23. november 2013

Ikke et ord om Lymfødem


Jeg har lige købt et par cowboybukser på eBay fra en sælger i Litauen. Jeg holder øje med en bestemt model fra Diesel, som vist ikke længere er i handlen, men som jeg nu har købt to par af, brugt. Selv om de "nye" er samme model og størrelse som dem, jeg havde og elsker, sidder de en lille smule tæt på lymfebenet, men måske kan jeg hive lidt i dem, når jeg, efter vask, hænger dem til tørre. Jeg synes, de er super fede. Incl. porto gav jeg ca. 250 kr. for dem, det synes jeg er OK, da de koster over 1.000 kr. fra ny, og de er i god stand. Jeg er nødt til at lægge dem op, men det er ikke noget problem, for jeg har fået købt mig en symaskinenål, som kan sy i cowboystof, og lige her kan du se, hvordan jeg gør, så den originale kant bevares. På billedet herunder er et andet par, jeg købte i foråret og selv lagde op med den metode.


Var det ikke fantastisk, at der blev samlet næsten 144 millioner kroner ind ved Cancer indsamlingen for nyligt? Jeg synes, det var helt vildt. Jeg sad og så programmet, og da jeg kunne se de ret store bidrag, der tikkede ind tænkte jeg i starten af showet "hold da op, det ender da med at blive flere millioner". Øh ja, det gjorde det. Desværre blev der ikke nævnt et ord om Lymfødem, hvilket jeg synes, havde været relevant. Hvorfor gjorde der ikke det? Var Lymfødem for kikset til det polerede program? Havde programtilrettelæggerne ikke hørt om Lymfødem, og var de heller ikke blevet gjort opmærksom på det af folk, som har med kræft og senfølger at gøre? Øv.

Jeg er begyndt at bruge en bodylotion fra Matas, den hedder Fugtighedsbodylotion og indeholder glycerin. Den er helt fin, fed men ikke overfed. På lymfebenet smører jeg den på, når jeg går i seng. Det ville ikke kunne gå om morgenen, hvor jeg skal have kompressionsstrømpen på.

Apropos kompressonsstrømpe, så jeg har modtaget den nye strømpe, jeg for nyligt bestilte hos bandagisten. Den er, som den plejer at være, bortset fra en vigtig og god detalje, nemlig et lille stykke silke, som er syet ind i strømpen, der hvor foden bøjer og strømpen har tendens til at irritere huden. Det fungerer godt, og jeg kan mærke, at den ru strømpe ikke gnubber mod huden.

Min Jovipak er på operationsbordet hos bandagisten, den er nok snart klar, så må vi se, om den er blevet mere brugervenlig for mig.

fredag den 1. november 2013

Grillstøvle og æblekage

Min store bandageringsmarathon skulle være sluttet i dag, men blev udsat, da jeg kom til skade med min ryg. En af den slags, hvor man bare står helt stille og lænden uden varsel braser sammen. Av! Og øv. Efter indtil videre otte kiropraktorbesøg er jeg heldigvis i bedring, men jeg blev enig med fysioterapeuten om, at det nok ikke var smart at stavre rundt på et indsnøret ben, når kroppen ikke var helt stabil og oppe at køre endnu. Siden har jeg tænkt, om det overhovedet nyttede noget med alt det bandagering, efter få dage eller uger er benet jo alligevel tilbage, hvor det var før, men så alligevel, det er nok godt at det får en omgang af og til, så vævet ikke bliver hårdt. Jeg tror dog, jeg vil nøjes med en uge, når jeg når dertil – nok engang i det nye år.

Jeg beholdt min tid hos bandagisten i dag, hvor jeg blev målt og fik bestilt en ny strømpe. Fordi jeg har lidt problemer med at strømpen gnaver lidt lige der, hvor foden bøjer, får jeg nu syet et lille stykke silke ind, således at friktionen vil være mellem strømpen og silken og ikke mellem strømpen og huden. Det skal nok blive godt. Den ene af pelotterne bliver også justeret lidt.
Vi talte også om min Jovipak, som har været i skammekrogen de sidste par måneder, fordi den og mine ekstremt følsomme knogler på siden af forfoden er samspilsramte. Nu skal vi prøve at klippe lidt af (Jovipakken, altså), så jeg kan bandagere forfoden og dernæst tage Jovipakken – eller grillstøvlen, om man vil – på.

På vej hjem fra bandagisten kom jeg forbi et sted, hvor der lå en hel masse nedfaldsæbler, som jeg straks stod af cyklen og snuppede. De var helt fine, jeg tror, det måske var Gråsten. Der blev en stor portion dejlig kompot til fryseren. I den forbindelse vil jeg gerne reklamere for en rigtig lækker æblekage, jeg for nyligt prøvede at lave.
Lige præcis ved denne tid sidste år lå jeg jo på hospitalet med Rosen i Spanien, og straks hun fik besked om, hvad der var hændt, sendte min søde mor en pakke afsted med kurer, hvori der – udover underbukser, chokolade, avis og et brev – var et Femina med den fantastiske opskrift. Jeg tænkte, at den så og lød virkelig lækker, og nu har jeg så endelig prøvet den. Den er laber! Du kan finde den her.

Det var alt fra mig idag, men jeg vender snart tilbage - yeah right... - nej virkelig, jeg har bl.a. noget om cowboybukser og 144 millioner!



fredag den 11. oktober 2013

Varme støvler fra eBay

Jeg er blevet ret glad for eBay, hvor man stort set kan finde alt (i variende kvalitet) og jeg skal helt klart have kigget mere på sko og støvler. Sidste år fandt jeg, men købte dog ikke, disse støvler nedenfor, som må være gode for lymfeben, måske kan de endda bruges, når man er bandageret. De er måske ikke de allersmarteste, men med lymfeben har man ikke altid så meget at vælge imellem, som andre, sådan er det i hvert fald for mig. Jeg var lykkelig, da jeg den første vinter fandt bamsestøvler i Kvikly – bare det at have noget varmt og behageligt vinterfodtøj var fantastisk. Med priserne på disse to er der råd til at købe to par i hver sin størrelse, som jeg for det meste er nødt til. Jeg tænker, at disse støvler også kan bruges af folk med endda meget stort Lymfødem.
Jeg vender tilbage med mere fodtøj fra vidunderbugten, når jeg får lidt tid til at søge. Tip: Jeg bruger den engelske (ebay.co.uk), der kan man ved en "advanced" søgning angive, at man kun vil se varer, der tilbydes sendt til Danmark, det er nemlig ikke alle, der gør det. Der kan komme told og moms (gebyret alene er 160 kr.) på varer under 80 kr. fra lande udenfor EU, men gør det langt fra altid. De (alt for mange) ting jeg har købt fra Kina, har været ca. tre uger undervejs.

Klik her for at komme til disse støvler. Ca. 90 kr., gratis fragt.

Find disse støvler her. Ca. 40 kr., gratis fragt.

Jeg burde aldrig være blevet betroet et kreditkort... Heldigt for mig, at jeg godt kan lide havregrød ;-)

mandag den 30. september 2013

Tema om Lymfødem hos KB m.m.

Jeg har opsnappet en nyligt publiceret artikel om Lymfødem, Kræftens Bekæmpelse har nemlig tema om Lymfødem. Du kan læse artiklen lige her.

Nu nærmer tiden sig for min store, årlige bandageringstur, jeg har booket ni tider hos fysioterapeuten og til slut tid til måltagning til nye kompressionsstrømper hos bandagisten. Jeg ser frem til den dejlige massage hos min søde fys, men ikke til at have snøret benet ind i ni dage. Som et lille plaster på såret har jeg købt en sushi-deal til en sushibar lige  i nærheden af fysioterapeuten, så kan jeg en dag tage sushi med hjem og forkæle mig lidt med, siddende med mit stive og indsnørede ben.

Jeg har søgt om nye kompressionsstrømper hos kommunen, syv stk. Det er det, jeg har brug for. De får jo nok et føl, og det ender sikkert også med, at jeg kun får to eller tre. Det har jeg nu tænkt mig at klage over, igen. Jeg synes, det er ærgerligt, at skatteydernes penge skal gå til at min latterlige klagesag kører igennem systemet, men det er den mulighed, jeg har, for at gøre oprør og sige at det simpelt hen ikke er i orden med kun to strømper. Tænk, hvis vi alle klagede hver gang vi søgte om strømper, så kunne det være, der skete noget... Én ting er, at jeg ikke magter at stå og vaske i hånden hver aften og at strømpen ikke altid kan nå at tørre helt, men noget andet er, at allerede efter et halvt års tid er kompressionen aftaget så meget, at strømpen falder ned og jeg alt for tit skal hive den op, og så selvfølgelig at den ikke giver den optimale kompression/behandling længere. For nyligt var jeg på shopping med min mor, og jeg da jeg lige over middag for fjerde eller femte gang havde siliconekanten siddende nede om knæet måtte jeg gå ind i et prøverum for at hive strømpen op, arghh!

Ellers går det OK. Jeg har fået lavet min årlige hybenmarmelade og også æblesmør, som er en slags krydret æblegelé, den blev intet mindre end fantastisk, vidunderlig smuk og dejlig. Du kan finde opskriften hos Klidmoster, det gjorde jeg. Snart skal jeg igang med årets hyldebærsaft, det glæder jeg mig til.

Og så har jeg fået bestilt tid hos min personlige shopper i Magasin, jeg har timet det til starten af vinterudsalget, altså allerførst i det nye år. Jeg glæder mig allerede til at se hvad hun mon finder til mig.

tirsdag den 20. august 2013

Vinderne af give-away'en


Så blev det tid til at finde vinderne af min lille sommer-give-away, og de heldige er Tina, AH og Mette-Marie, tillykke! Vil I sende jeres adresser til mig på lymfeblogger@gmail.com, så sender jeg en Sim-Slide afsted.

Tak til Mediq Danmark for at sponsere præmierne.

søndag den 11. august 2013

Om at antaste en fremmed med Lymfødem

For nogle uger siden cyklede jeg forbi en dame som sad og ventede udenfor sin bolig. Hun havde to kæmpe store ben, som bestemt ikke så ud til at få eller have fået nogen behandling. Jeg ville gerne have talt med hende og steg også af cyklen, men hun talte i telefon og blev hentet imens, så det gik lidt i vasken, desværre. Hun var nok ikke blevet imponeret, hvis jeg havde afbrudt hende for at tale om hendes store ben...

Jeg blev ked af at se hendes endog meget store ben, og jeg var lidt oprevet, da jeg måtte køre videre uden at have gjort hende opmærksom på, at hun måske havde Lymfødem og at hun kunne få hjælp. Jeg er 99% sikker på, at det var Lymfødem, hun havde.

Siden den dag kørte jeg den vej hjem, i håb om at se hende igen, og to-tre uger senere skete det! Mit hjerte sprange vist et slag over inden det hoppede op i halsen og videre ud af min blomstrede sommer t-shirt. Jeg steg af cyklen, og selvom det var temmelig grænseoverskridende og jeg var meget tæt på at vende om og droppe projektet gik jeg hen til hende og sagde hej og at jeg kunne se at hun havde nogle store ben, om hun nogensinde var blevet undersøgt for Lymfødem. Det var hun ikke! Jeg forklarede, at det var en sygdom i lymfesystemet, at jeg selv havde det og at der var hjælp at få. Inden jeg sadlede op skrev jeg Lymfødem på en lap papir og gav hende, og hun sagde, at hun ville tale med sin læge om det.

Da jeg cyklede hjemad var jeg både høj over at have talt med hende og måske været medvirkende til at hun får hjælp, men samtidig var jeg edderspændt rasende på hendes læge for ikke at vide noget om Lymfødem og for ikke at hjælpe hende. Jeg håber inderligt, at hun nu får hjælp og kommer igang med behandling.

Husk min sommer give-away, hvor du kan vinde en Sim-Slide til at tage kompressionsstrømpe af og på med – læs mere her.

søndag den 28. juli 2013

Sommer give-away!



Jubiii, bloggens første give-away er skudt igang!

Da jeg var forsøgskanin hos lymfeterapeuterne for nyligt fik jeg, udover de flotte blomster, også nogle skumting til at bandagere med, og så en Sim-Slide til at tage kompressionsstrømpen af og på med. Jeg har prøvet den nogle gange nu og er glad for den. Jeg havde en påtager i forvejen, men det smarte ved Sim-Sliden er, at man også kan bruge den til at tage strømpen af med. Man tager den blot udenpå strømpen, snører snoren i toppen ind og fører strømpen ud over den og af – ret nemt. Noget nemmere end at hive og mase, som jeg gør nu, når jeg skal have den af.

Jeg har fået mulighed for at udlodde tre stk. Sim-Slide til mine søde læsere, Mediq Danmark har været super flinke at sponsorere. Sim-Sliden har en værdi af 358 kr. Man kan også købe den i deres webshop lige her.

Vil du være med, så skriv en kommentar til hvilken som helst af mine indlæg, jeg trækker lod blandt alle kommentarer som tikker ind fra nu af og til og med den 18. august, der er de fleste vel ved at være tilbage fra ferie. Skriv alle de kommentarer, du vil, de tæller allesammen. Husk at skrive dit navn eller et eller andet alias, så jeg kan efterlyse dig, hvis du er en af vinderne (adressen kan jeg få senere). Du kommer til kommentarfeltet ved at klikke der hvor der står "1 kommentar" eller hvor mange, der nu er i forvejen. Det er lige nedenunder de enkelte indlæg. Held og lykke!

PS: Hvis du har downloadet og sendt min flyer om Lymfødem afsted, så anfør det gerne, for så ryger der en ekstra seddel med dit navn på i min kæmpestore sommerhat! Læs mere om flyeren her.

søndag den 30. juni 2013

Forsøgskanin


I sidste uge var jeg forsøgskanin for kommende lymfødemterapeuter under uddannelse. Det gik godt, og de var allesammen meget, meget søde. Først talte jeg lidt med læreren, en tysk lymfødemterapeut fra en klinik i Tyskland, så hun vidste lidt om mig og mit lymfødem. Dernæst tog jeg tøjet af og eleverne fik mulighed for at kigge på mit ben og spørge om alt det, de måtte have lyst til. Så var det tid til at de på skift kunne røre ved mit ben og mærke forskellen på det og det gode ben, og de prøvede ganske lidt at lave manuel lymfedrænage på mig. De var meget blide ved mig og var hele tiden meget opmærksomme på om jeg var OK. Til sidst viste læreren, hvordan man bandagerer. Lymfeterapeuternes formand Kirsten Hedeager var også med til at undervise.

Som tak fik jeg den meget smukke buket, I ser på billedet, den blev jeg rigtigt glad for. Blomsterne dufter rigtigt dejligt, og buketten pynter sådan i min vindueskarm.

Egentligt skulle man tro, det ville være lidt grænseoverskridende at ligge der kun i undertøj og blive kigget og følt på af 15 fremmede mennesker, men det var det ikke. Jeg følte mig helt tryg. De var jo også i forvejen fysioterapeuter og vant til at omgås mennesker på en varm, kærlig og forstående måde. Det er det, der er så dejligt ved faggrupper, som arbejder med mennesker. De kan lide mennesker og bliver ikke frastødt af abnormaliteter. De er opmærksomme på mennesket inde bagved.

Forleden var jeg til en røntgenundersøgelse og det var en helt anden oplevelse, der var jeg en vare på et transportbånd. Jeg blev taget i, flyttet rundt som en pakke og kommanderet med. Der var ikke megen venlighed og bagefter måtte jeg gå ud på toilettet og fælde en tåre, fordi det havde været så koldt, uvenligt og grænseoverskridende og jeg følte mig så blottet.

Ved spørgerunden hos lymfeterapeuterne var der én, der sagde noget i retning af "så du har ikke nogen større gener af det?". Den kom lidt bag på mig. Jeg synes, det at have Lymfødem er ét kæmpestort problem, men jeg har jo ikke smerter, uro eller føler tunghed, som mange andre døjer med. Jeg har også kun haft Rosen den ene gang sidste år. Jeg hørte mig selv sige "nej, det er mest småting". Det er det vel, men det føles ikke sådan. For mig er det et kæmpe problem, at jeg ikke kan gå i sommerkjole, sandaler, smarte lange støvler. At jeg ikke bare kan tage ud at bade. At jeg skal passe på ikke at få Rosen. At jeg skal købe to par sko hver gang, og de alligevel klemmer. At der skete noget med min krop, så den nu ser helt forkert ud og jeg ikke er herre over det. At jeg føler mig som en elefant. I forhold til f.eks. livstruende sygdomme er det jo at skabe sig over ingenting. Ingen kan umiddelbart se, at jeg har Lymfødem. (Og ingen kan se, hvilket arbejde det er, at skabe den illusion at intet er galt...). Måske var dette en påmindelse om endnu engang at prøve at nedjustere selvynken og se på alt det, jeg stadig kan, og måske endda udforske nye muligheder (nu med værdifulde lærepenge – og antibiotika – i rygsækken...).

lørdag den 22. juni 2013

Nye sko



Den kæmpestore kasse med de seks par sko ankom i går, og nu har jeg to par fine, nye sommersko.
Det gik således, at str. 39 på den gode fod og 40 på den anden var sagen, så de to par 41 er sendt retur. Jeg synes selv, det var en ret god handel – for 350 kr. har jeg fået to par sko. Ja, i virkeligheden fire, men to som jeg kan bruge. De er rigtigt fine, og jeg er glad for dem.
Især efter jeg har fået Lymfødem er jeg blevet opmærksom på det smarte ved at hamstre, når man finder noget, der fungerer, og jeg burde måske i virkeligheden have købt flere par, men disse to kan nok også godt holde lidt tid, de ser i hvert fald ud til at være af nogenlunde kvalitet og med en kraftig gummisål.

Jeg er blevet spurgt om jeg vil komme og være patient, når nye, kommende lymfødemterapeuter er på kursus i næste uge, og det har jeg sagt ja til. Jeg regner med at skulle bruges til bandageringsdemo og måske lymfedrænage, hvem ved. Det skal nok blive spændende.

Dagens gode nyhed: Vi går nu mod vinter! Mod mere lymfødemvenlige temperaturer og dermed ditto beklædning. Jeg nyder nu også sommeren med dens fantastiske lys, lyde, dufte, afgrøder (jeg har lavet rabarberkompot i lange baner) og den opførsel og livsglæde den forårsager hos mennesket, men at have kompressionsstrømpe og tåkappe på i varmen er knap så dejligt.

Skoene hedder Anna Field og er fra Zalando.


mandag den 17. juni 2013

Skotip

Jeg har lige et tip til især dem af jer derude der, ligesom jeg, bruger to forskellige størrelser sko – en størrelse til hver fod.
På Zalando har de lige nu udsalg, og der er mange fine sneakers til ikke ret mange penge. De har gratis fragt og gratis returfragt, så i princippet kan man bare bestille løs og så sende dem tilbage, man ikke kunne bruge. Der er vist også noget med en værdikupon til første køb, hvis man tilmelder sig nyhedsbrevet.
Selv har jeg bestilt disse i størrelse 39, 40 og 41, så håber jeg, jeg kan få stykket et par sammen af dem. Jeg har bestilt dem i både blå og hvid, så der er seks kasser sko coming up!
Det kan være en kostbar affære at skulle købe to par hver gang, så jeg går efter de lidt billigere sko, i hvert fald lige pt, hvor jeg ikke arbejder fuld tid.


fredag den 7. juni 2013

Print, send, informer...

Jeg har den seneste tid arbejdet på en lille flyer om Lymfødem, og nu er den klar. Som mange har erfaret er kendskabet til Lymfødem hos praktiserende læger – og mange andre – ofte begrænset eller måske ligefrem ikke-eksisterende, og mange bliver enten aldrig diagnostiseret eller fejldiagnostiseret. Jeg mener, der er behov for mere oplysning, og derfor har jeg lavet denne flyer/løsblad, som man selv kan downloade, printe på sin printer og sende til sin egen læge, hvilken som helst læge eller andre, man mener kunne være relevante. Download flyeren her (gratis, selvfølgelig).

Print og send så mange, du vil. Jo flere, jo bedre, og det koster kun et frimærke. Selv påtænker jeg at tage et kig på denne liste over læger, finde mit område og dernæst sende nogle stykker afsted. Jeg har med vilje ikke sat afsender på eller informeret om konkrete adresser osv., for jeg vil ikke have noget ballade og det centrale er jo, at modtagerne bliver klar over at Lymfødem findes, således at når de står med en patient med et stort ben, en stor arm eller andet, kan have i tankerne, at det kan være Lymfødem. Efterfølgende har de jo muligheder for at finde mere information i deres databaser, fagbøger osv.

Jeg håber, I vil være med til at hjælpe. Man kan også hænge den op på en opslagstavle et sted, hvor man synes, det er relevant. Jeg så engang en dame med meget store ben i min vaskekælder, måske ville hun få hjælp, hvis hun så min flyer på opslagstavlen dernede. Eller man kan sende den pr. e-mail til nogen. Personligt synes jeg nu, at et print med posten vil have større effekt, da den slags mails tit drukner i mængden, og at det er noget andet at sidde med den i hånden end at læse på skærmen.

Jeg anbefaler, at man ikke bruger "fit-to-page" funktionen, når man printer, men blot centrerer siden. Der ligger tre på arket, så klip dem fra hinanden langs de stiplede linier.

tirsdag den 16. april 2013

Bukser på nettet

Jeg er ret glad for at handle på nettet. Især efter jeg har fået Lymfødem siger det mig ikke så meget at gå i tøjbutikker, der er alligevel sjældent noget, jeg kan bruge, i hvert fald, når vi taler bukser, nederdele og kjoler. Nej, så er internettet meget bedre, og i netbutikkerne kan man næsten altid se tøjet på en model, det kan jeg godt lide.

Jeg har fået et tip om en webbutik, der hedder Etsy.com. En af sælgerne hedder SophiaClothing og har mange, flotte bredbenede bukser, bl.a. disse her nedenfor:

De koster i ca. 413 kr. (og er altså over toldgrænsen).
Find dem her. Kan fint bruges sammen med f.eks.
et par gummisko eller f.eks. Converse støvler.

På eBay er der også rigtig mange bredbenene bukser, søg blot på f.eks. "wide leg pants", "baggy pants" eller "harem pants", så kommer der en hel masse, bl.a. disse her nedenunder:


Hvis du bruger ebay.co.uk kan du lave en "advanced" søgning og angive, at du kun vil se varer, som sælger vil sende til Danmark, det er ret smart. Husk at på varer udenfor EU, der overstiger 80 kr. kan der komme moms og et stort gebyr på, men ofte angiver sælger varens værdi til lavere end den er, så den går igennem tolden.

mandag den 1. april 2013

Pift op med tørklæder

I forlængelse af dette indlæg, hvor jeg viste nogle tørklæder, jeg havde bestilt, kommer her et par billeder af, hvordan de ser ud i virkeligheden. Jeg er glad for dem, og da der er så mange farver i dem kan de bruges til mange forskellige overdele.



denne her video kan man lære at binde et tørklæde på mange flotte måder. Ophavskvinden har desuden et utal af de mest fantastiske hår-videoer, hvor hun viser, hvordan man kan lave de smukkeste, opsatte frisurer. I sandhed fascinerende, tjek dem ud! Bare jeg kunne finde ud af sådan noget, men måske kan man lære det. Et flot opsat hår er også en måde at flytte opmærksomheden fra det store ben eller den store arm.

Jeg har fået købt hele to par cowboybukser, hurra! Jeg er altid på udkig efter cowboybukser, og jeg slår til, når jeg ser nogen der duer, for der kan være langt imellem. På Den Blå Avis har jeg en agent som kigger for mig, og som jeg tidligere har skrevet om, pløjer jeg jævnligt Trendsales igennem for bukser i min størrelse. Billeder af de nye bukser kommer snart!
Nu skal jeg bare have fat i en symaskinenål, som kan sy i cowboystof, så jeg kan lægge dem op. Hvorfor betale en skrædder for det, når man selv kan gøre det, bare man har det rigtige udstyr.


mandag den 18. marts 2013

Om at tage chancer

Da jeg lå på hospitalet i Spanien med Rosen sidste år tænkte jeg nogengange, at det var min egen skyld, og at det var tåbeligt overhovedet at have begivet sig ud på sådan en tur med lymfeben. I bagklogskabens ulideligt klare lys skammede jeg mig frygteligt over at have været så uforsigtig.
Det fik jeg antydet, da jeg fra sygesengen en dag SMS'ede med min lillebror, og han skrev noget til mig, som betød meget for mig. Han skrev:

Der er sgu da intet at skamme sig over, tvært imod – hatten af for at du prøvede at flytte en grænse og tog en chance :-)

Sådan var det ikke faldet mig ind at se på det.
Så skrev jeg et eller andet, som jeg ikke længere har i min udbakke, og han svarede:

Det vigtigste er vel, at du ved, at verden går videre, selvom man lander på et kedeligt hospital i et par uger :-)

Da holdt jeg op med at slå mig selv oven i hovedet med min uforsigtighed. Så var det jo heller ikke værre. Siden er jeg også kommet i tanker om, at hverken fysioterapeut eller bandagist, som begge kendte til mine planer, havde luftet nogen bekymring over projektet.

Jeg burde nu nok alligevel have været mere forsigtig, men jeg synes ikke længere, det var uforsvarligt at tage afsted. Jeg burde have haft badesandaler med at bade i på de mange forskellige vandrehjem, jeg boede på, jeg burde have haft mere respekt for de vabler og skader jeg fik på mine tæer og jeg burde have haft noget antibiotika med, men det ved jeg nu. Før turen havde jeg aldrig haft Rosen/Cellulitis, og vidste ikke, hvor lidt eller hvor meget, der skulle til, men det ved jeg nu.

Vi skal passe på, men vi skal også leve vores liv. For tiden går jeg og drømmer om en rejse til Indien, og spekulerer også lidt over de farer, der lurer i forhold til mit Lymfødem. Der vil være nogle udfordringer, men livet er for kort til at gå glip af gode oplevelser fordi man er bange for at få Rosen.

I denne forbindelse kunne jeg rigtigt godt tænke mig at vide, hvilke produkter I andre har liggende i skabet eller med på rejse til behandling af Rosen. Vil I ikke nok skrive i kommentarfeltet? Alle læsere kan have glæde af det, og på den måde kan vi hjælpe hinanden. Det var egentligt derfor, at jeg startede bloggen – for at hjælpe mig selv og sende mine tips ud i verden, så andre kunne få hjælp. Tak.

Jeg gi'r et stykke musik, et stykke fra en ganske anden tid. Husk at skrue godt op for lyden ;-)
Og se lige denne her kommentar til videoen, det er så rigtigt:


Teksten lige under selve videoen er også meget interessant.

torsdag den 14. marts 2013

Lebed metoden

For lidt tid siden opsnappede jeg et meget interessant indlæg på en anden blog om lymfedrænage på en anden og antageligt sjovere måde, end den, de fleste af os kender. Der er tale om Lebed metoden, som er opkaldt efter Sherry Lebed Davis, som udviklede systemet. Læs indlægget her.

Jeg er meget interesseret i at høre, hvis nogen af jer derude har erfaringer med det, gode som dårlige.

Jeg er ked af, at jeg ikke får skrevet så meget. Jeg har rigtigt mange halvfærdige indlæg liggende i kladde-bakken, men ofte går det sådan, at lige jeg mangler at finpudse teksten, tjekke et eller andet eller finde et billede, og så ryger det lidt i syltekrukken.

Jeg har lige fået denne fine jakke ind af døren, jeg købte den på eBay og den er rigtig fin. Jeg tror, den vil være rigtig god, når det bliver en lille smule mindre koldt. Plyskraven er vidunderlig blød og dejlig.
Jeg købte den her. Jeg anbefaler at købe str. 12, den svarer til ca. 38. Bemærk at prisen overstiger toldgrænsen (som er 80 kr., mener jeg), men min gik igennem. Ofte angiver sælger på pakken varen til en lavere værdi end den egentlige, så pakken ikke bliver snuppet, det var også tilfældet her.



Denne fine halskæde i træ fandt også vej til min postkasse.
Jeg købte den her. Snoren er ikke så pæn, så den vil jeg udskifte, men det burde der også være råd til, da smykket kun kostede lidt mere end en dollar. Jeg har lige bestilt noget snor her. Det er skønt at nethandle – klik klik klik, vente vente, og så ligger det i postkassen :-)



Så tænkte jeg, at jeg lige kunne bringe opskriften på noget libanesisk mums, jeg har lavet flere gange, senest i weekenden, hvor jeg også bagte i "Svinet". Man kan smøre det på brød eller bruge det som dip, det er RIGTIGT lækkert! Kan fryses, hvis man laver meget.

  • 400g grillede, flåede peberfrugter (drænet vægt). Kan bl.a. købes hos indvandrergrønthandlere (der står paprika på etiketten), men jeg har også set dem i Føtex mv. Du kan også selv grille og flå dem, men det er et stort arbejde.
  • 200g valnødder, ristet i ovnen på ca. 120°.
  • 2-3 spsk. granatæblesirup (indvandrergrønthandlere eller udelad det)
  • 4 spsk. rasp
  • lidt citron- eller limesaft
  • salt
  • 1/2 tskf. spidskommen, måske mere.
  • En lille smule Tabasco (pas på!) eller noget andet chiliagtigt.
  • Evt. lidt olivenolie, vand eller lage fra pebrene, hvis det ikke er fugtigt nok.
Kør hele balladen i en foodprocessor til det har den konsistens, du kan lide og smag så til.

søndag den 3. marts 2013

En dejlig dag

Så er det søndag igen, og en uge siden bloggens første læsertræf. Det var en rigtig god eftermiddag. Rigtigt dejligt og meget givende at møde de andre og stemningen var varm og rar. Det var befriende og dejligt at være sammen med andre i samme båd og at kunne tale frit om sine udfordringer og ikke mindst give og modtage tips og erfaringer. Jeg tror, jeg vil gentage successen en anden gang.
Ole, som har skrevet indlægget her om sin LVA-operation sidste år, var med og øste gavmildt ud af sine oplevelser og viden, som vi alle var meget interesserede i at høre om, og jeg må indrømme, at jeg har et lidt andet syn på kirugi nu end tidligere. Hidtil har jeg tænkt og troet at den slags var lysår fra at være tilgængeligt for helt almindelige mennesker, og at det nok ikke blev i min tid. At det var alt for risikabelt, dyrt, umuligt at finde viden om osv. Nu er jeg klar over, at det er et andet sted, vi er. I virkeligheden har man foretaget operationer i mange år, men de senere år er der sket meget, og metoderne er bedre og sikrere nu end tidligere. Og Danmark er også med, for Herlev Hospital er antageligt lige på trapperne med den operation, Ole har fået. Fremtiden er spændende. En anden af deltagerne i søndags rejste få dage efter sammenkomsten til Tyskland for at få foretaget en forundersøgelse med henblik på operation. Jeg er meget spændt på, hvordan det er gået og glæder mig på hendes vegne.

Ha’ en rigtig dejlig søndag.

søndag den 17. februar 2013

Farrow Wrap

Jeg har fået en Farrow Wrap til at bruge på underbenet udenpå natbandagen, da jeg ikke synes, denne giver nok i sig selv, heller ikke selvom jeg har yderstrømpen på – den der hedder en jacket.
En Farrow Wrap er en slags bandage som består af et antal strimler som er samlet på midten, og man lukker om benet med velcro. Den ser sådan her ud:


I den allerførste tid efter jeg blev diagnostiseret havde jeg et lignende produkt, det var fra en anden producent og hed CircAid. Anyway, nu har jeg så fået denne her, og jeg har sovet med den i tre nætter. Der er helt klart forskel at se, mit ben er slankere når jeg tager bandagen af. Den, jeg har, dækker fra ankel til knæ, hvilket jo er godt, men knæet får så ikke ekstra kompression. I aftes lagde jeg derfor en enkelt rulle kortstræksbandage om knæet inden jeg tog Farrow Wrap’en på og det rykkede! Fint, fint ben her til morgen. Jeg glæder mig til at se, hvordan den kommende tid kommer til at ses på mit ben.
Det er godt nok lidt omstændigt at tage mit natarrangement på, synes jeg. Dog er det slet ikke at sammenligne med en fuld bandagering, men en "slip-on" løsning er det heller ikke just mere. Først lægger jeg nogle skumpelotter strategiske steder for at lægge ekstra tryk på forfoden og knoglerne på siden af fodleddet, så skal selve bandagen på (Jovipak’en), så yderstrømpen, så en rulle om knæet og tilsidst den nye Farrow Wrap. Det tager måske fem minutter, hvor en bandagering tager ca. tyve minutter for mig, vil jeg tro, så der er alligevel sparet noget.

På billedet herunder har jeg hele balladen på. Jeg er helt utroligt trykfølsom på knoglerne på siden af forfoden, derfor går den sorte yderstrømpe (jacket) ikke helt ud på foden, bandagisten har kortet den af. Det er ikke optimalt i forhold til at der jo helst skal være tryk på foden også, så derfor lægger jeg nogle pelottter på forfoden, inde under natbandagen, det fungerer nogenlunde. Jeg bruger min Easy-Slide til det (ikke de små, der følger med strømperne, men de store, man kan købe hos bandagister).


Jeg har vist aldrig fået skrevet om den seneste natbandage, jeg fik. Det er en Jovipak igen, men den nye er længere og går altså op om hoften. Det sidste halve års tid har jeg døjet lidt med en udbuling over strømpekanten, og den nye natbandage afhjælper i nogen grad dette.

Det er en skøn weekend, dette her. En ikke ubetydelig del af den foregår i min sofa bevæbnet med Mad Men og Tiramisu fra min fødselsdag, som jeg havde i fryseren.

Ting, jeg glæder mig til:

  • Bagekursus som jeg fik i fødselsdagsgave, det bliver bare så godt.
  • Ebi-hapserne, jeg snart skal spise på Sticks & Sushi.
  • Koncert med Bo Kaspers Orkester. Ja, jeg begyndte på dette indlæg for noget tid siden, og nu har jeg været til koncerten, det var bare rigtigt godt. De er og bliver yndlingssvenskerne. Hvis du vil, kan du høre et par numre med dem her og her og særligt her. Og her, kunne blive ved :-)
Det var alt fra mig i dag. Nogen af os ses jo snart til hygge og dejlig mad, det glæder jeg mig også til. Der er en enkelt ledig plads, hvis nogen er interesseret i at joine os fem, der er tilmeldt. Skriv til mig på lymfeblogger@gmail.com

tirsdag den 12. februar 2013

Kom med til læsertræf

Sidste chance for at tilmelde sig læsertræffet er på fredag. Det foregår søndag den 24. februar, se mere her. De har lækre ebi-hapsere (lokke, lokke...)  Vi er pt. fem deltagere.
Skriv til mig på lymfeblogger@gmail.com, så får du lige en bekræftelse fra mig.
Alle er velkomne. René H og Sebla, kommer I?



søndag den 3. februar 2013

Tørklæder og andet godt

Hej med jer. Det er ikke meget, jeg har fået skrevet den senere tid. Jeg har haft travlt med forberedelser til rund fødselsdag, som nu er afviklet, og jeg havde en skøn dag med dejlige gæster, fine gaver, champagne, sushi og store mængder hjemmelavet Tiramisu.

Den ulykkelige saga om mine klager over strømpebevilling fortsætter, sagen kører rundt imellem kommunen, Det Sociale Nævn og så mig. Jeg tror, at jeg fremover vil søge om seks strømper pr. år og klage og anke hele turen hver eneste gang. Jeg synes ikke, det kan være rigtigt at vi får bevilliget så få, det er trods alt en  beklædningsgenstand, det er vigtigt at få en ren på hver dag og de fleste af os har masser af andre ting at se til end at vaske kompressionsstrømper.

Jeg har lige bestilt tre flotte tørklæder fra eBay til at pifte kedelige overdele op med og flytte fokus fra benene. Jeg bliver mere og mere glad for eBay, har for nyligt også købt en kabelskjuler, æsker til papiropbevaring, en hår-donut (til at lave stewardessefrisuren), noget stads til at bekæmpe sølvfisk med og en fin top med blonder. Jeg får som regel leveret til mit arbejde, så slipper jeg for turen til kiosken for at hente.










Kom med til læsertræf søndag den 24. februar i København (se mere her)! Pt. er vi fire (3k+1m), men jeg håber, at endnu flere kommer til, både drenge og piger. Du er først endeligt tilmeldt, når du har skrevet til mig på lymfeblogger@gmail.com

Jeg har lagt et par nye ting på min til-salg side, kom og kig!

mandag den 14. januar 2013

Læsertræf den 24. februar - kom med!



Den 24. februar holder jeg læsertræf med hygge, erfaringsudveksling og sushi!
Det foregår på Sticks & Sushi på toppen af Tivoli-hotellet i København kl. 13.
Vil du med, så skriv til mig på lymfeblogger@gmail.com senest 15. februar, så bestiller jeg bord.
Vi er allerede tre tilmeldte og jeg håber, at endnu flere har lyst at joine.
Arrangementet foregår for egen regning.
Du kan se deres labre menu her. De har også andre ting end sushi, f.eks. lækre spyd med grillet kød, så lad ikke den rå fisk afholde dig fra at tage med, hvis du ikke er til det.