tirsdag den 15. juli 2014

Super lette og luftige sommerbukser til lymfeben


I sidste uge købte jeg disse fine bukser og de har vist sig at være rigtigt gode på de meget varme dage, vi har haft den senere tid. De er af berberbuks-typen, altså med meget stof mellem benene – eller en slags nederdel med ben, om man vil. Stoffet er meget, meget tyndt, og dermed også lidt sart, så man skal ikke kradse eller hænge ret meget fast i noget, før der går hul. De kostede 150 kr. plus porto og kan købes her. De har dem i flere farver, men ikke under samme vare, så man skal finde dem i Tøj og dernæst Bukser. Jeg vil mene, at til lymfeben er de bedst til personer på max 170 cm i højden, da de ellers bliver for korte. Jeg har brugt mine med hvide Converse støvler, det så cool ud.

Jeg har lige været et par dejlige dage i sommerhus, det var skønt. Jeg havde tænkt, at jeg ville prøve at gå ud at bade, da det var en forholdsvis stille/ubenyttet strand, eller i hvert fald langt fra det cirkus, man ser på f.eks. Bellevue, men vejret slog om og det var ikke badevejr alligevel. Pyt, måske kommer der en anden gang. Snart skal jeg på hotel med pool, det bliver også dejligt, bare det at kunne bevæge sig frit i vandet uden strømpe.

Jeg har også lige købt en rigtig fin, lang sommerkjole, mere om den snart.

onsdag den 2. juli 2014

Øvelser til arm og benlymfødem

Jeg har opsnappet en webside med øvelser for lymfødemikere, det er Hvidovre Hospital, der har lagt en serie af ultrakorte videoer ud, og du kan se dem her.

Det er dejligt, at det er sommer. Med årene synes jeg, det er blevet lidt mindre svært at leve med Lymfødem, også om sommeren. Der kan være dage, hvor det er uudholdeligt at gå med kompressionsstrømpen pga. varmen, men mange dage synes jeg, det går OK. Et par gange i år har jeg haft sommerkjole eller lang nederdel på, og jeg lige bestilt endnu en hellang sommerkjole, mere om den, når jeg har modtaget den.

Jeg har for nyligt købt denne her fine, røde nederdel, den fandt jeg på Trendsales. Jeg brugte den med sorte støvletter og sort top, men tænker, at jeg også kan bruge den med Converse støvler til hverdag og med f.eks. guldballerinaer til fest.

tirsdag den 24. juni 2014

Sandaler


For nyligt købte jeg disse fine sandaler. Da jeg så dem tænkte jeg straks, at det måske var sagen, da den skjuler tåkappen samtidig med at der kommer lidt luft ind og jeg føler, at jeg har sandaler på. Jeg synes, de er feminine og fine. De er i skind og med ankelrem med spænde.
Jeg købte dem i to størrelser og sælger gerne deres ensomme makkere, pris for parret: 100 kr.

Dem jeg sælger er følgende størrelser:
Venstre: 39
Højre: 38

Kontakt mig på lymfeblogger@gmail.com, hvis du er interesseret.


onsdag den 18. juni 2014

Bukser med brede ben til salg

Jeg har for nyligt købt disse fine cowboybukser fra Vila, men de sidder ikke så godt på mig, så jeg sælger dem igen. Bukserne har meget brede ben og vil desuden være gode til brede hofter. De har lommer foran og bagpå og krøleffekt foran, øverst.

Størrelsen er Medium, og målene er som følger:
Livvidde: ca. 2x46 cm.
Indvendig benlængde (fra skridtet og ned): ca. 84,5 cm.
Benbredde ca. 53 cm fra toppen af bukserne: ca. 28 cm.

Det er muligt selv at lægge cowboybukser op, så den originale kant bevares, og det er endda meget let – se en video her.

Jeg sælger dem for 150 kr. incl. B-porto i Danmark. Jeg sender også gerne til andre lande. Hvis du er interesseret, så kontakt mig på lymfeblogger@gmail.com  Jeg har også andre ting til salg lige her.




tirsdag den 10. juni 2014

Kirugi

Som Lymfødempatient i Danmark kan det være lidt svært at få viden om, hvad der rør sig inden for  nye metoder til behandling af Lymfødem samt behandlingsmuligheder. Selv i fora, hvor man skulle tro, det var oplagt at informere patienterne, er der nærmest intet nyt at hente. Jeg opsnapper af og til lidt rundt omkring på nettet og bringer her et par eksempler på, hvad der arbejdes med rundt omkring, og endda tilbydes – i Danmark og i andre lande.

Lymfo-venøs anastamose på Herlev Hospital
Den operation (LVA), som Ole fik i Tyskland for et par år siden, er kommet til Danmark, og har antageligt været her et stykke tid. Der er tale om et projekt på Plastikkirurgisk afdeling Herlev, hvor patienter er blevet behandlet med lymfo-venøse anastomoser, hvor lymfebaner og vener forbindes.

Stamcellebehandling
I Sydkorea er der udviklet en metode, hvor man fedtsuger, fisker stamceller ud og renser området, hvor lymfesystemet er blevet beskadiget, hvorefter man intravenøst fører stamcellerne ind igen. Sådan lidt groft forklaret.
En dame, som har gennemgået denne behandling driver en blog, hvor hun beskriver hele sit forløb, fra før operation og til nu, hvor der er gået et halvt år. Se hendes blog her (den er på engelsk).
Der er også en anden blog, jeg er ikke sikker på, om det er den helt samme operation, de har fået, men tjek den ud. Hun har både Lipødem og Lymfødem. Denne operation foregår i Lübeck, Tyskland.

Lymfeknudetransplantation
På denne blog kan man følge en patient, som har gennemgået denne form for behandling. På denne video forklares processen.

Jeg hører meget gerne fra jer, hvis nogen har nogen viden om, rettelser eller tilføjelser til, ovenstående – eller andre operationer.

lørdag den 8. februar 2014

Vinterhud

Jeg har i et stykke tid gået og tænkt på noget omkring Lymfødem og hudpleje. Vi får så tit at vide, at vi skal bruge fede cremer uden parfume, f.eks. Decubal eller Eucerin, men for mit eget vedkommende fungerer det udemærket med den slags cremer, jeg altid har brugt – altså før Lymfødem startede. Jeg bliver ked af at smøre min krop ind i fedtede, ildelugtende cremer. Min hud er ligeså fin, som den altid har været, og jeg har ingen problemer med at bruge helt almindelige bodylotions – med eller uden parfume, parabener osv. Hver aften, når jeg går i seng, smører jeg min elskede håndcreme fra Biotherm på steder, der trænger til lidt ekstra, det er som regel der, hvor foden bukker og kompressionsstrømpen kan irritere lidt, bag på knæet og der hvor tæerne starter/bukker. Ingen problemer. Jeg bruger også nogengange Forsvarets Hudsalve, men den er der vist ikke parfume i. Det er en slags universalsalve, som kan bruges til mindre hudproblemer, men i høj grad også som læbepomade, det er min favorit for tiden, og har været det længe. Jeg hamstrer, når jeg er på hyggetur til Malmø med min mor, men den kan også købes herhjemme, bl.a. i Matas. Det er et svensk produkt og historien vil vide, at den blev udviklet til det svenske militær i 1950'erne, da soldaterne havde brug for noget til at pleje og beskytte deres hud i felten. Rygtet vil vide, at den også kan bruges til, i en snæver vending, at stege i, samt pudse støvler. Det er jo fedtstof, så hvorfor ikke.

Det jeg ville sige med dette her var, at jeg personligt ikke synes, der er grund til at gøre det værre end det er og tro, at man pine død kun må bruge de fedtede, uparfumerede osv., men selvfølgelig skal man passe på hvis man har sart hud, tit får Rosen eller har andre problemer.

Mit bedste tip er at pleje sin hud indefra og indtage sin bodylotion i form af olie. Forrige vinter drak jeg hjemmepresset juice næsten hver dag, hver gang med en stor spiskeskefuld Udo's Choice i, og hele den lange og kolde vinter brugte jeg overhovedet ikke lotion.
Min hud er tør hud for tiden pga. af den tørre luft både ude og inde, og den klør og kradser over det hele, men igår fik jeg endelig købt en flaske Udo's som jeg straks tog hul på. Hos helsepusheren, hvor jeg handlede, var der tilbud på skovbærsaft, så det købte jeg en flaske af og blander olien i, det er helt fint, man kan ikke smage den. Nu glæder jeg mig til snarlig blød, fin og smidig hud igen.

Hjemmepresset rødbede-gulerod-citron-ingefærjuice og olie.

lørdag den 1. februar 2014

Sko til salg

Hurra, jeg har fået solgt to Converse støvler og en Sorel støvle på nettet, til tre forskellige købere!
Jeg har nu været i kælderen og gravet de andre ukurante, ubrugte sko og støvler frem, jeg har stående, dem sælger jeg parvist. Der er tale om makkerne til dem, jeg selv bruger, så de er nye/ubrugte. Jeg har lagt dem på min skoside lige her. Kontakt mig på lymfeblogger@gmail.com, hvis du er interesseret. Jeg sender gerne, også til andre lande, eller du kan hente (og prøve) hos mig i København. Jeg skal desuden til Kolding i april, og kan mødes og handle der.

Blandt skoene jeg sælger, er disse blå sneakers, som jeg har været rigtigt glad for, og stadig er det (altså mit par, ikke dem jeg sælger). Jeg har gået rigtigt meget med dem i sommers og gør det stadig, når der ikke lige er sne og sjap. Mærket er Anna Field og de har en meget slidstærk gummisål. De er ikke spidse i snuden som f.eks. Converse. Mere info og flere sko på min skoside.

Venstre 40, højre 39.

For tiden er jeg på kursus og de mange stillesiddende timer har absolut ikke gjort mit ben pænere, faktisk synes jeg, det er endda meget stort. Igår aftes fandt jeg kompressionspumpen frem og gav benet en tur og bandagerede efterfølgende, så i dag ser det lidt bedre ud. Idag har jeg lagt et par ruller kortstræksbandage udenpå strømpen for at give lidt ekstra kompression, bare mens jeg går rundt herhjemme.

Min lille info-flyer om Lymfødem kan stadig downloades, så man selv kan printe og sende til f.eks. læger, eller måske hænge op på opslagstavlen i sin vaskekælder, lokale Brugs eller andre steder. Se mere her.