I dag er det onsdag, og onsdag er græsdag. Jeg drikker hvedegræsjuice hver dag, og får leveret to bakker friskt græs om ugen af græsmanden Corey fra Wheatgrass.dk. Han holder til ude i Nordvestkvarteret, og jeg har fået det arrangeret således, at når han alligevel er ude for at levere til byens juicebarer og helsekostbutikker kører han forbi mig. Han har nøgle til min opgang, så onsdag eftermiddag når jeg kommer hjem fra arbejde står der sådanne to grønne banditter som på billedet og venter ved min dør.
Jeg plejer at presse den ene bakke hurtigst muligt efter modtagelse for så at fryse de enkelte shots i små engangsbægre, dem tager jeg med på arbejde og drikker lige før jeg skal spise frokost, og den anden bakke tager jeg så lidt af hver aften før aftensmaden. Den senere tid har jeg dog klippet begge bakker med det samme, lagt i køleskabet og presset to shots hver aften før aftensmaden. Jeg presser juicen i en særlig maskine til den slags, man kan også få elektriske, men min er bare med håndsving. Når hybnene er modne vil jeg også prøve at juice dem. Der kom kun få dråber, da jeg prøvede at presse en håndfuld i den store juicemaskine sidste år, så i år vil jeg prøve den lille.
Man kan også købe hvedegræs som pulver, det bruger jeg mest til rejsebrug.
Hvedegræs er i den grad en superfood, propfyldt med alverdens godter, faktisk er det noget af det allersundeste man kan byde sin krop. Det er rigt på antioxitanter, enzymer, klorofyl, aminosyrer, bioflavonoider samt mange forskellige mineraler og vitaminer. Hvedegræs menes bl.a. at beskytte imod degenerative sygdomme, stimulere blodkredsløbet og understøtte leverfunktionen.
I dag har jeg været til Qi Gong træning. En del af lektionen øver vi to og to, og ham jeg øvede med idag, havde jeg ikke øvet med før, og han ved ikke noget om mit Lymfødem. Da han ville rette lidt på mit ene knæ mærkede han selvfølgelig at det var større og ligesom lidt (det er faktisk meget) polstret, og han spurgte om jeg havde noget på. Ikke så fedt. Jeg sagde bare ja, men fik måske sagt det på en måde, så han tænkte at han ikke skulle spørge ind til det. Jeg ved ikke, hvad han troede. Min lærermester og et par andre på holdet ved besked, men egentligt er jeg ikke interesseret i at alle skal vide det. Men situationen er jo som den er. Jeg kan godt skamme mig, men det er jo ikke min skyld, at det er kommet, så jeg skal øve mig i ikke at skamme mig over det. Men for pokker, alle andre hopper rundt i små sommerkjoler og klipklapper og er yndige, og så kommer jeg, tykbenet, svedig og klistret i lange bukser og støttestrømpe. Jeg tænker, at folk ville væmmes, hvis jeg trak buksebenet op og de kunne se mit ben, eller hvis de kunne se mig kæmpe med at få kompressionsstrømpen på. Jeg tænker, at jeg kan skjule min lidelse og se helt "normal" ud, men de skulle bare vide.
Måske blæser jeg det alt for meget op inde i mit hoved, men alting er så overfladisk nu, og ofte (også før LØ) sidder jeg med en følelse af, at det ikke længere er det indre, der tæller. Det er det for mig, men hvad nytter det, hvis flertallet har det modsat? Så kan man sige, at hvis jeg kan have det sådan, at det er det indre, der tæller, så skulle man tro, at der også var andre. Jeg behøver jo ikke kigge længere end til min familie og venner, de kan jo lide mig ligeså meget som før, ingen forskel der. Men de kendte mig jo også før. Så kan man sige, at hvis folk (og dette handler ikke kun om mænd, men mennesker i det hele taget) lærer mig at kende, betyder Lymfødem ikke noget, men er det nu også helt sandt? Ja og nej, der vil være nogen, for hvem det ikke betyder noget, og der vil være nogen, der vil vende sig bort, og så vil nogen sige, at "så er de alligevel ikke værd at samle på", men så vil jeg sige, "og hvad så" – der er mig, der står tilbage med et hak i tuden, og det hjælper ikke rigtigt at det så var dem, der var dumme.
Nå, det var så dagens ynk og jammer, jeg skal prøve at spare jer fremover. Det er ikke meningen, det kun skal være den slags.
Det er en lang proces at vænne sig til at være "syg", ikke kun fysisk, men mindst lige så meget mentalt.
