lørdag den 29. januar 2011

Zumba

I søndags var jeg til Latin Mix – det er FitnessWorlds svar på Zumba. Jeg synes ikke, jeg føler mig så smidig og let på tå som tidligere, måske er det lymfødemet, måske er det alderen. F.eks. når jeg har siddet på gulvet og målt benet morgen og aften og skal op er det ikke med samme lethed som tidligere. Til foråret skal jeg på en rejse til Korea, hvor man ofte sidder på gulvet ved lave borde og spiser. Der vil blive en del møde-restaurantbesøg af denne slags, så jeg vil se om jeg kan blive lidt mere smidig, så det kommer til at gå godt.
Det var godt nok længe siden, jeg havde været i træningscentret, men det var godt at komme afsted, og Latin Mix – som er en slags dansetime – var sjovt og dejligt. Jeg kom nærmest helt i dansehopla! Jeg tror, det er rigtigt godt til at få løsnet op og få lidt mere bevægelighed i kroppen.
Jeg påtænker også at komme afsted til yoga snart. Jeg ville gerne have prøvet Lymfeyoga, men nu er jeg medlem af FitnessWorld, og har ikke råd til begge, og da FW også tilbyder yoga, må det blive det.

I dag har jeg været i en skøn skobutik på Nørrebro, den hedder Pumpkins og ligger på hjørnet af Nørrebrogade og Fyensgade, meget tæt på runddelen. De har en del Angulus i damestørrelser, og jeg fik prøvet to par, men købte ikke noget. Det ene par var rigtigt dejligt at have på, og jeg tror, det ville fungere med min plagede fod. Nu kender jeg mine Angulus størrelser, og dermed er det lidt mindre risikabelt at købe på nettet, idet der så er mindre chance for at de ikke passer og skal sendes retur.