torsdag den 14. oktober 2010

Cremetest og ny Easy-Slide

Igår fik jeg købt en fed creme til foden og benet. Jeg endte med Decubal Clinic Creme, da der åbenbart er mange, der er glade for den. Jeg prøvede den inden sengetid, og den var også meget effektiv, men føj, hvor den dog lugter fælt! Når jeg har brugt den kæmpestore tube, jeg desværre fik købt, vil jeg prøve at finde en anden, der lugter knap så grimt. Jeg føler mig kikset nok i forvejen med dette her, og at smøre sig ind i fed, ildelugtende creme gør det ikke ligefrem bedre. Nå, men jeg skal nu nok få det brugt, der går jo alligevel en god sjat til ved hver indsmørring.

På apoteket fik jeg desuden for nyligt tre prøver på hvad jeg bad om skulle være fede cremer, og jeg har nu testet dem alle.

Avene Cold Cream er parfumeret og ikke særligt fed, altså ikke velegnet til lymfødemhud. Dumpet.

A-Derma Exomega Cream Émolient er angiveligt til meget tør hud, men jeg synes nu ikke, den var fed overhovedet. Den er måske nok fin som almindelig bodylotion, men til problemstederne på min fod er den ikke nok. Dumpet.

Decubal er den fedeste af de tre, og det er jo også den bl.a. patientforeningen anbefaler. Dog er det body lotion jeg fik prøve på, og den er ikke voldsomt fed. Det skal nok være den originale, den der hedder Clinic, og som jeg altså nu har købt.

Jeg fortsætter jagten og tester igen, når jeg får fat i flere prøver.
Hvis nogen kender til en god, fed creme, der ikke lugter alt for skrækkeligt, er jeg meget modtagelig for et tip :-)

Min Easy-Slide gik i stykker igår, ikke så godt. Den ene ende af løkken for enden gik løs, og der, hvor den sad er der nu helt flosset og åbent. Jeg kan nu godt bruge den alligevel, og måske kan jeg sy den fast længere henne mod den anden ende. Jeg har fundet forskellige steder på nettet, hvor de kan købes, og tror jeg vælger dette sted næste gang. Incl. fragt koster én Easy-Slide til åben tå ca. 180 kr. Der er en lille risiko for pålægning af told, men den er meget lille, og jeg tager glad og gerne chancen.
Jeg har lige talt med Specialbandager i Bagsværd, og der kan man købe et sæt som består af en påtager og en aftager, sættet koster 296 kr. Damen, jeg talte med, sagde, at de gamle røde og blå (som sikkert er sådan en, jeg har, bare i hvid – også købt i USA) ikke føres længere, da de er udgået.