søndag den 15. august 2010

Det første år

Det må være ved denne tid sidste år, at jeg, efter diagnostisering og behandling, fik min første kompressionsstrømpe. Tænk at der er gået et år. Jeg har naturligvis brugt strømpe hver dag siden, men det er som om, det først er det sidste halve års tid, at det virkelig har ramt mig. Jeg tænker meget mere på det nu, bekymrer mig om det og er ked af det. Måske på grund af årstiden. Da jeg startede var det alligevel ikke længere sandaltid og derfor naturligt med lange bukser og lukkede sko, så denne sommer var den første.
Man ser tit, at når mennesker mister en, de har elsket meget længe, sørger de i et års tid. Sorgen og savnet vil naturligvis altid vil være der et sted, men det er mærkedagene, årstiderne, traditionerne, man skal igennem første gang uden den anden, der er ekstra hårde. Den første jul. Den første fødselsdag. Den første sommerferie. Måske er det lidt ligesådan med kronisk sygdom. Det første år er det værste. Så har man prøvet de forskellige situationer. Jeg sørger stadig, så mit år er nok ikke gået endnu. Jeg ved ikke, om jeg er stærk nok til nogensinde at håndtere dette her.