lørdag den 21. juli 2012

Forbedring og håb

For nyligt var jeg hos bandagisten for at finde ud af noget med min JoviPak natbandage. Selve støvlen er fin nok, men den "jacket" – altså den yderstrømpe/hylster som man kan tage udenpå for at give ekstra tryk, har været for stram nede omkring min forfod. "Jakken" er nu blevet forkortet på foden, så den ikke sidder på mine følsomme knogler. Jeg har brugt den nogle nætter nu, og det går godt. Jeg tror, den har stort potentiale. Allerede efter den første nat var især underbenet gået ned i mål. Det bliver spændende at se, hvor meget jeg på sigt kan opnå.
Jeg har også fået bestilt tider til den store bandageringstur som skal ende med måltagning til nye strømper, det bliver i september.

Jeg er glad for mine nye Converse støvler, de er fine her til sommer. Jeg har brug for støtte i mit fodtøj, og det kan man jo ikke ligefrem sige, der er i disse, så derfor kan jeg kun bruge dem indimellem, men det er bedre end ingenting. Jeg har fundet nogle gamle, lange kjoler frem fra gemmerne, for nyligt havde jeg outfittet på billedet på. Man kan godt se, at foden (højre) er lidt stor, men det er i høj grad fordi, jeg har pelotter syet ind i kompressionsstrømpen på begge sider. Måske kan jeg nogengange have en gammel strømpe på, hvor jeg har taget pelotterne ud. Jeg synes dog godt, dette kan gå.


2 kommentarer:

  1. De er flotte dine sko. Jeg er selv på udkig - har nogle str 43 vinterstøvler, som er store og grove og træls. Men ikke desto mindre nødvendige i bandageringsperioden. Jeg har været i gang i 2 mdr. efter at mit højre ben hævede volssomt og pludseligt! Jeg har sekundært lymfødem efter en kræftoperation i underlivet. Hele sommeren gik ellers fint med nye strømper, de første og tynde ben. Denne gang er benene ikke svundet så meget. Derfor kan jeg godt se, at jeg får store problemer med at finde sko til højre fod. TRÆLS!
    Jeg er sikker på, at jeg bliver nødt til at købe sko i to størrelser, som du jo gør.
    Jeg er glad for din blog i øvrigt. Du er så positiv. Jeg synes ind i mellem lige jeg ryger i et hul. Det er svært at vænne sig til sin tilstand.

    Hilsen Birgitte

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Birgitte, tak, jeg er også selv glad for dem, og glæder mig over at kunne have sommerkjole på om sommeren, nu da jeg har dem.
      Ja, at finde fodtøj når man har Lymfødem er i den grad træls, det kan jeg ikke være mere enig i. Det fungerer OK for mig med to størrelser, men jeg skal dog alligevel have fodtøj med lidt bredde, så der er meget, jeg ikke kan gå i.
      Tak fordi, du skriver, at jeg er positiv. Tro mig, jeg har nu også sorte huller med vrede, sorg og bitterhed over det, der er hændt mig. Jeg tror at jeg tænker, at folk jo ikke gider at læse om brok mv.
      Ja, det kan tage meget lang tid at vænne sig til sin nye tilstand. Som jeg har skrevet et sted synes jeg, det første år var det hårdeste. Selvom det er svært nu, så vid, at det bliver bedre, meget bedre :-)

      Slet

Skriv en kommentar, jeg bli'r så glad :-)