torsdag den 2. september 2010

MLD

Idag har jeg været til min anden gang MLD hos Søborg Fysioterapi. Hold da op, hvor er det dejligt. Meget afslappende, jeg faldt næsten i søvn. Skønt at blive nusset om. Og skønt at vide, at jeg er i gode hænder. Jeg føler mig tryg ved at være kommet under deres vinger. Mht. målene forleden aften var tre af de seks mindre end om morgenen, men det kan jeg se, er sket før. Man skulle tro, at de altid ville være lidt større om aftenen end om morgenen, og det er tit tilfældet, men ikke altid. Det skal blive spændende at se, om alle målene generelt går lidt ned, når vi når længere med behandlingen. Om lidt mere end en uge skal jeg nok bandageres. Fysioterapeuten gav mig en lille opgave; at rulle foden ovenpå f.eks. en tennisbold, at ælte/massere foden med bolden for at gøre foden mere blød og smidig, da den åbenbart er lidt stiv i det. Det vil jeg gøre. Jeg sidder ned det meste af tiden på mit arbejde, der kan jeg fint gøre det under bordet.

Der er faktisk ret hyggeligt i Søborg. For det meste huserer jeg i Valby, Frederiksberg og på Nørrebro, men nu vil jeg til at vende blikket mod Søborg, der unægteligt er at foretrække frem for f.eks. området omkring Nørrebro Station, som er den del af Nørrebro, jeg bor tættest på. Der er rigtigt mange butikker på Søborg Hovedgade, og gode dagligvareindkøbsmuligheder. I Tiger næsten lige ved siden af klinikken købte jeg en lille vandforstøver, som jeg vil tage med på en rejse, jeg snart skal på. Fysioterapeuten gav mig et varme-tip; at spraye med vand udenpå strømpen for at køle.

Det er en smuk dag idag – og tilmed en smuk fridag – så over middag cyklede jeg en dejlig tur i det store naturområde nær mig og lavede min Qi Gong ved det hemmelige sted. Skønt.