søndag den 30. juni 2013

Forsøgskanin


I sidste uge var jeg forsøgskanin for kommende lymfødemterapeuter under uddannelse. Det gik godt, og de var allesammen meget, meget søde. Først talte jeg lidt med læreren, en tysk lymfødemterapeut fra en klinik i Tyskland, så hun vidste lidt om mig og mit lymfødem. Dernæst tog jeg tøjet af og eleverne fik mulighed for at kigge på mit ben og spørge om alt det, de måtte have lyst til. Så var det tid til at de på skift kunne røre ved mit ben og mærke forskellen på det og det gode ben, og de prøvede ganske lidt at lave manuel lymfedrænage på mig. De var meget blide ved mig og var hele tiden meget opmærksomme på om jeg var OK. Til sidst viste læreren, hvordan man bandagerer. Lymfeterapeuternes formand Kirsten Hedeager var også med til at undervise.

Som tak fik jeg den meget smukke buket, I ser på billedet, den blev jeg rigtigt glad for. Blomsterne dufter rigtigt dejligt, og buketten pynter sådan i min vindueskarm.

Egentligt skulle man tro, det ville være lidt grænseoverskridende at ligge der kun i undertøj og blive kigget og følt på af 15 fremmede mennesker, men det var det ikke. Jeg følte mig helt tryg. De var jo også i forvejen fysioterapeuter og vant til at omgås mennesker på en varm, kærlig og forstående måde. Det er det, der er så dejligt ved faggrupper, som arbejder med mennesker. De kan lide mennesker og bliver ikke frastødt af abnormaliteter. De er opmærksomme på mennesket inde bagved.

Forleden var jeg til en røntgenundersøgelse og det var en helt anden oplevelse, der var jeg en vare på et transportbånd. Jeg blev taget i, flyttet rundt som en pakke og kommanderet med. Der var ikke megen venlighed og bagefter måtte jeg gå ud på toilettet og fælde en tåre, fordi det havde været så koldt, uvenligt og grænseoverskridende og jeg følte mig så blottet.

Ved spørgerunden hos lymfeterapeuterne var der én, der sagde noget i retning af "så du har ikke nogen større gener af det?". Den kom lidt bag på mig. Jeg synes, det at have Lymfødem er ét kæmpestort problem, men jeg har jo ikke smerter, uro eller føler tunghed, som mange andre døjer med. Jeg har også kun haft Rosen den ene gang sidste år. Jeg hørte mig selv sige "nej, det er mest småting". Det er det vel, men det føles ikke sådan. For mig er det et kæmpe problem, at jeg ikke kan gå i sommerkjole, sandaler, smarte lange støvler. At jeg ikke bare kan tage ud at bade. At jeg skal passe på ikke at få Rosen. At jeg skal købe to par sko hver gang, og de alligevel klemmer. At der skete noget med min krop, så den nu ser helt forkert ud og jeg ikke er herre over det. At jeg føler mig som en elefant. I forhold til f.eks. livstruende sygdomme er det jo at skabe sig over ingenting. Ingen kan umiddelbart se, at jeg har Lymfødem. (Og ingen kan se, hvilket arbejde det er, at skabe den illusion at intet er galt...). Måske var dette en påmindelse om endnu engang at prøve at nedjustere selvynken og se på alt det, jeg stadig kan, og måske endda udforske nye muligheder (nu med værdifulde lærepenge – og antibiotika – i rygsækken...).