søndag den 12. februar 2012

Lenkosan hudbalsam

Min hud er knastør på grund af kulden og den tørre luft både ude og inde, og den klør og kradser næsten over det hele. Især benene og hoften er hårdt ramt af meget tørrre plamager, som jeg ved, ikke er godt, så jeg smører.

Forleden dag sad jeg og googlede efter noget vedr. en creme, som jeg engang havde fået en prøve på. Jeg fandt hvad jeg søgte, men også andre spændende ting. Jeg elsker, når man ad omveje bliver ledt til ting, som man slet ikke kiggede efter, og som dukker op på en måde, som føles sådan lidt hemmelig, da det jo var noget helt andet, man søgte. Jeg opdagede to produkter, som jeg tænker måske kunne være  interessante til pleje af lymfødemhud, det ene ankom med posten i torsdags.
Det hedder Lenkosan hudbalsam. Det er et naturprodukt uden parabener. Salven er baseret på vaseline og tilsat udtræk af bl.a. morgenfrue, perikum, oliven og bivoks. Efter nærlæsning af ingredienslisten på krukken erfarede jeg dog, at der er parfume i, og Citronellol, som nogen kan være allergisk overfor. Jeg testede på det gode ben først, der var ingen allergiske reaktioner.

Jeg smurte den på i aftes, på fugtig hud lige efter et bad, så vandet kunne trække cremen med sig ind. Efter at have siddet med bart ben (oppe) i et kvarters tid tog jeg tubegaze på og lagde mig i kompressionspumpen. Til sidst bandagerede jeg hele benet og gik i seng. Da jeg tog bandagerne af her til morgen var min hud dejlig blød og den føltes ligesom mættet. Cremen var trængt så meget ind – i min hud eller i tubegazen – at jeg ikke behøvede at vaske benet, inden jeg tog kompressionsstrømpen på. Det er en meget fedtet creme, og jeg vil sige at det er nødvendigt med tubegaze på, eller evt. at hoppe ned i et dynebetræk, når man skal sove. Den er for fedtet til at jeg kan bruge den med natbandagen, men når den skal vaskes og jeg så har bandageret benet, er den helt fin.
Jeg har også prøvet den på den gode fods meget tørre og sprækkede hæl (filede lige lidt først), den var super blød næste morgen. Salven er også fin som læbebalsam. Og så dufter den godt, i modsætning til visse fede cremer fra apoteket.

Det er vist ikke så mange steder, man kan købe den, men jeg fandt den her. Den koster 100 kr. plus forsendelse.

Den er ret drøj, så jeg tænker, den holder meget længe. Af hensyn til bakterier er det jo ikke optimalt at stikke poterne ned i krukken 200 gange i dens levetid, så jeg har købt nogle ispinde i en hobbyforretning, med en sådan kan man grave den ønskede mængde creme op og bagefter smide den ud. Ispinden, altså.

Det andet produkt, jeg fandt, og kunne tænke mig at prøve, er Forsvarets Hudsalve, se evt. her. Når/hvis jeg får købt en, skriver jeg selvfølgelig om den.

Ingredienserne i Lenkosan Hudbalsam.