Det føles lidt uvirkelig nu hvor rejsen er forbi, med alle de bekymringer jeg havde inden mht. om lymfebenet ville opføre sig ordentligt, om de andre ville opdage noget, forsikring i tilfælde af, at der skete noget osv.
Det var en slags studietur, arrangeret og betalt af en organisation (ikke noget religiøst eller sektagtigt). Da jeg blev interviewet af udvælgelseskommiteen blev jeg spurgt om jeg havde nogle sygdomme, og før jeg fik set mig om, havde jeg sagt nej, for jeg føler mig ikke syg, og jeg ser ikke mit Lymfødem som en sygdom som sådan, selvom det er det jo. Jeg var bange for, at hvis der skete noget og jeg f.eks. måtte på hospitalet, at organisationen ville sende mig hjem eller bede mig betale alle pengene tilbage.
Jeg havde dog ikke behøvet at bekymre mig, for det hele gik jo godt. Jeg kan næsten ikke forstå at rejsen kom og gik, og at nu er det hele ovre. Der skete ikke noget og ingen opdagede noget, ikke engang den ene af mine rejsefæller som jeg ofte delte værelse med.
Jeg ville ønske, jeg bare kunne have fortalt hende om mit Lymfødem, sagt "der er tale om sådan og sådan, jeg synes også at denne her kompressionsstrømpe er grim og frygtelig som bare pokker, og jeg ville ønske at jeg ikke behøvede at gå med den, men det gør jeg, og sådan er det", og så ellers kunne tage den af og på samt vaske og tørre, som jeg gjorde, når jeg havde mit eget værelse. Jeg tænker, at selvom hun sikkert ville have både medfølelse og til en vis grad forståelse, ville hun i det skjulte væmmes ved mig og min kompressionsstrømpe. Hun er meget sporty og meget chic. Jeg tror ikke, hun ville kunne forholde sig til det. Måske ville hun. Hun er smadder sød.
Måske vil jeg en dag have det anderledes med det. Måske vil jeg en dag kunne dele værelse med en fremmed og lægge kortene på bordet fra starten af, og ikke føle, at jeg var nødt til at skjule min sygdom.
Jeg elskede at være på ferie i Stockholm sidste sommer med min gode veninde, som ved besked og er meget forstående og medfølende. Der kunne jeg gøre, det jeg skulle uden synderlige krumspring. Forhåbentligt skal vi også på ferie sammen i år, det har vi i hvert fald snakket om. Hun er rigtig god.
Jeg lytter til denne sang for tiden. Jeg har elsket den længe, men først for nyligt fik jeg fat i den til min samling. Teksten som helhed synes jeg ikke giver mening, men musikken, måden han synger på og de enkelte sætninger fanger mig. Også før-og-efter billederne og historierne de fortæller, er interessante.
