lørdag den 22. januar 2011

Glykoernæring

Jeg har købt bamsestøvler, to par, et i 39 og et i 41. Der er plads til lilletåen, og de er dejligt varme. Jeg købte dem i Kvickly, og de kostede 150 kr. for to par! Støttemæssigt er de dog ikke særligt gode at gå i, men lige nu er det vigtigste at tåen og omegn får plads. Snart skal jeg bandageres i det meste af en uge – altså på forsvarlig vis med pauser og drænage ind i mellem – og jeg håber meget, at tåen og den nye knyst kan være klar, så de kan holde til det. Mit underben trænger godt nok til en omgang, men jeg har ikke turdet selv, og Gitte Fysioterapeut turde heller ikke, sidst jeg var der, af hensyn til det følsomme område.

For nyligt skrev jeg til tidligere radiodoktor Carsten Vagn Hansen for at spørge om noget vedr. tungmetaller og lymfødem. Min mistanke om dette viste sig mestendels at være en blind vej, ikke så meget at komme efter der, men han vedhæftede en artikel, han havde skrevet, om noget der hedder glycoernæring. "Det sunde sukker", hedder den, den kan læses her. Han skriver, at ved genetiske fejl kan man somme tider se en god virkning af glykoernæring. Dette forsker jeg lidt i. Jeg havde aldrig hørt om glycoernæring før, og måske nytter det ikke noget i mit tilfælde, men det skal prøves, selv om det måske viser sig at være spild af penge. Tænk, hvis det ikke er! Jeg forventer ikke øjeblikkelig helbredelse, men har lyst til at se, om det kan gøre en eller anden form for positiv forskel. Som altid er jeg meget interesseret, såfremt nogle skulle have erfaringer hermed, som de har lyst til dele.

Jeg håber, I får en dejlig weekend.