Viser opslag med etiketten selvdrænage. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten selvdrænage. Vis alle opslag

torsdag den 14. marts 2013

Lebed metoden

For lidt tid siden opsnappede jeg et meget interessant indlæg på en anden blog om lymfedrænage på en anden og antageligt sjovere måde, end den, de fleste af os kender. Der er tale om Lebed metoden, som er opkaldt efter Sherry Lebed Davis, som udviklede systemet. Læs indlægget her.

Jeg er meget interesseret i at høre, hvis nogen af jer derude har erfaringer med det, gode som dårlige.

Jeg er ked af, at jeg ikke får skrevet så meget. Jeg har rigtigt mange halvfærdige indlæg liggende i kladde-bakken, men ofte går det sådan, at lige jeg mangler at finpudse teksten, tjekke et eller andet eller finde et billede, og så ryger det lidt i syltekrukken.

Jeg har lige fået denne fine jakke ind af døren, jeg købte den på eBay og den er rigtig fin. Jeg tror, den vil være rigtig god, når det bliver en lille smule mindre koldt. Plyskraven er vidunderlig blød og dejlig.
Jeg købte den her. Jeg anbefaler at købe str. 12, den svarer til ca. 38. Bemærk at prisen overstiger toldgrænsen (som er 80 kr., mener jeg), men min gik igennem. Ofte angiver sælger på pakken varen til en lavere værdi end den egentlige, så pakken ikke bliver snuppet, det var også tilfældet her.



Denne fine halskæde i træ fandt også vej til min postkasse.
Jeg købte den her. Snoren er ikke så pæn, så den vil jeg udskifte, men det burde der også være råd til, da smykket kun kostede lidt mere end en dollar. Jeg har lige bestilt noget snor her. Det er skønt at nethandle – klik klik klik, vente vente, og så ligger det i postkassen :-)



Så tænkte jeg, at jeg lige kunne bringe opskriften på noget libanesisk mums, jeg har lavet flere gange, senest i weekenden, hvor jeg også bagte i "Svinet". Man kan smøre det på brød eller bruge det som dip, det er RIGTIGT lækkert! Kan fryses, hvis man laver meget.

  • 400g grillede, flåede peberfrugter (drænet vægt). Kan bl.a. købes hos indvandrergrønthandlere (der står paprika på etiketten), men jeg har også set dem i Føtex mv. Du kan også selv grille og flå dem, men det er et stort arbejde.
  • 200g valnødder, ristet i ovnen på ca. 120°.
  • 2-3 spsk. granatæblesirup (indvandrergrønthandlere eller udelad det)
  • 4 spsk. rasp
  • lidt citron- eller limesaft
  • salt
  • 1/2 tskf. spidskommen, måske mere.
  • En lille smule Tabasco (pas på!) eller noget andet chiliagtigt.
  • Evt. lidt olivenolie, vand eller lage fra pebrene, hvis det ikke er fugtigt nok.
Kør hele balladen i en foodprocessor til det har den konsistens, du kan lide og smag så til.

søndag den 5. september 2010

Søndag morgen

Søndag morgen er skøn, især når dagen er så smuk som idag. Septembers himmel er så blå...
Jeg kan godt drømme mig tilbage til tiden før Lymfødem (ja, det gør jeg nu det meste af tiden), hvor jeg kunne tusse rundt i nattøj og morgenhår og drikke kaffe, læse avis og surfe på nettet så længe jeg havde lyst, og så gå i bad, når det passede mig. Jeg er nødt til at have strømpen på fra jeg står op til jeg går i seng, så nu må jeg tage bad som det første, og så på med strømpen. Det er jo ikke så godt at tage den af og på mere end højst nødvendigt. Nå, men man kan jo vænne sig til meget, så morgenhyggen starter nu blot efter bad og er ellers business as usual.
Jeg oplever, at selv relativt små ting kan sende væsken nedad, så i badet står jeg det meste af tiden med benet oppe på toilettet og dermed udenfor vandstrålerne, mens jeg bader – ja, mit badeværelse er ikke ret stort – og tilsidst sætter jeg, hvis det alligevel er staset lidt op, benet så højt op på væggen som jeg kan og bruser fra foden mod lysken 5-10 gange for at skylle sæbe af og lede væsken væk fra fod og ankel.
For tiden har jeg kun én strømpe, så når jeg, efter at den har ligget i blød lidt skal skylle den, står jeg med benet oppe på toiletrulleholderen. Bizart scenarie, I know...
Jeg oplever dog, som nævnt i et andet indlæg, at efter jeg er kommet igang med at lave Qi Gong hver dag staser det ikke op ligeså hurtigt som før.

I aften skal jeg i Tivoli med min familie, vi skal spise og se Cabaret, det glæder jeg mig til. Jeg skal have den fine kjole på, det er vist også ved at være sidste chance for i år. Fandt ud af, at jeg godt lige kan skrue mig ned i mine guldsneakers, når jeg tager sålen ud, det er super.

torsdag den 26. august 2010

Taknemmelighed

I dag kom dagen, hvor jeg skulle til en konsultation hos Gitte Rishaug hos Søborg Fysioterapi. En dag jeg har set meget frem til. Hun var meget, meget sød og virkede meget kompetent. Vi fik en lang snak og hun undersøgte mit ben. Det ser ud til at mit ben er meget samarbejdsvilligt og væsken ret flytbar, så det er jo godt. Hun forklarede en masse om lymfesystemet, og gav mig også en kort behandling.

Vi talte om IPC-pumpen, og hun var enig i, at det er meget vigtigt at åbne op for systemet inden man pumper løs, da det i værste fald kan forårsage lymfødem andre steder, f.eks. i underlivet. Jeg ser frem til, at hun viser mig, hvordan jeg selv kan åbne op på den rigtige måde, det vil være rigtigt godt. Jeg synes, det er rystende at jeg ikke har fået noget som helst at vide om dette hverken af hospitalet, jeg fik behandling på, eller af Athene som leverede pumpen.

Anyway, i næste uge skal jeg derhen to gange til dobbelttider, altså en time hver gang og have en ordentlig tur. Det er jeg spændt på. Efter de to behandlinger vurderer vi, hvordan det er gået og så ser vi, hvad der så skal ske. Der kan blive tale om fem dages behandling i træk, muligvis med bandagering. Det hele skal ende med en ny strømpe og forhåbentligt et lidt tyndere ben. Hun har sagt, at jeg nok skal blive klar til november, hvor jeg skal på en længere rejse til Thailand, så det glæder jeg mig over. Måske kan vi endda nå at lave to strømper, det vil være fantastisk.

Allerede efter den korte tur idag har mit ben føltes en lille smule anderledes (bedre) når jeg bøjer det. Ikke så spændt og fyldt.

Gitte anbefalede, at jeg får kopier af min journal fra hospitalet samt en kopi af lymfeskintegrafibilledet, så jeg har lidt styr på de forskellige forløb mht. evt. fremtidige behandlinger og behandlingssteder.

Jeg er så glad for, at jeg skal begynde behandling der, og nu føler jeg endelig, at jeg bliver "taget hånd om". Jubiii!

torsdag den 12. august 2010

Luk op!

Jeg har lige siddet og læst dette indlæg af den hårdt ramte og meget vidende Pat O'Connor om vigtigheden af at åbne op for lymfesystemet i maveregionen før brug af pumpe, så lymfevæsken der pumpes væk fra Lymfødem området bliver distribueret videre ud i hele kroppen og ikke "strander" og foranlediger Lymfødem i genitalierne.

http://www.lymphedemapeople.com/phpBB3/viewtopic.php?f=3&t=1735

Se evt. mit link til video med selvdrænering, du finder det på siden (her på bloggen) med opsamling, tips mv.

Hvor ville det være fantastisk, hvis en dansk lymfødemterapeut optog en lille video, hvor selvdrænering demonstreredes og forklaredes, og lagde den ud på YouTube. Så kunne man lære det.