lørdag den 25. februar 2012

Salt med mindre natrium

Her kommer en åbenbart gammel nyhed, som dog først lige er nået frem til mig: Der findes salt med reduceret indhold af natrium. Natrium er, så vidt jeg erfarer, banditten der binder væsken i kroppen, og dermed en ingrediens vi med Lymfødem er interesseret i at styre udenom.
Der er flere mærker på markedet, bl.a. Jozo og Seltin.

I min research på området erfarer jeg desuden, at selv om soya er meget salt, indeholder det 40% mindre natrium end almindeligt salt og kan derved med fordel bruges til visse ting i stedet for salt. Det så jeg på denne lille natriumguide. I bl.a. det thailandske og vietnamesiske køkken bruger man fiskesauce i stedet for salt, men om det også indholder mindre natrium ved jeg ikke. Måske.

Hvis nogen ligger inde med visdom om dette emne, er input meget velkomne.

tirsdag den 21. februar 2012

Taske til grej


I går fik jeg købt mig denne fine taske i sort lammeskind. De har den i Føtex i denne uge, 100 kr.

Jeg har længe været på udkig efter en pæn taske som kan rumme bandager, sko, lagen og andre ting jeg har med til fysio, når jeg skal bandageres. Og til andre anledninger, selvfølgelig. Jeg har været tæt på at købe en af de flotte Dunlop tasker, men gik alligevel væk fra det igen. Denne er ret tidløs, synes jeg.

Den lugter præcis som i den, efter en lang vinter, fugtige soveværelsesbjælkehytte, der var en del af min families sommerhus op gennem min barndom. Mærkeligt. Godt nok lå der en fårefarm et par kilometer væk, mææææn...

Jeg er ret glad for den, men håber, den snart holder op med at lugte så kraftigt. Måske skulle den en tur på ferie i et værelse hos mine forældre, så kan den komme hjem, når den er færdig med at lugte.

Jeg sælger et par meget flotte, spritnye og ubrugte bukser fra Kello, da jeg allerede har et par, som jeg i øvrigt er glad for. Se mere her. De har brede ben, ca. 29 cm midt på låret. Jeg sender dem gerne med posten, men hvis du bor på Sjælland kan vi måske finde ud af at mødes et sted.

fredag den 17. februar 2012

Vaskeposer


For nyligt var jeg i Næstved, og jeg benyttede lejligheden til at køre forbi Biltema, hvor de – af alle steder – havde vaskeposer, og tilmed til en god pris. Poserne er gode til vask af lingeri og andre småting, men kan med fordel også bruges til maskinvask af bandager og gaze. Selvom jeg har fundet en teknik til at skille kortstræksbandagerne fra hinanden, når de skal hænges op, er det alligevel lettere, hvis det kun er måske 3-4 stykker, der er filtret sammen – og det er de ikke engang rigtigt, når de har ligget i posen. Jeg synes også, det er lidt kompliceret, når der er de små gazeruller til tæerne iblandt, så er det perfekt med en lille vaskepose. Jeg købte dette sæt med tre poser i hver sin størrelse. Pris for sættet: 16,90 kr. Man kan vist også købe online.

I indlægget om mine dejlige, men pt. ubrugelige, vinterstøvler, glemte jeg at skrive navnet på dem. De hedder Sorel Caribou, og jeg har også tilføjet det i indlægget.

Jeg ser lige, at jeg havde fået skrevet noget vrøvl i et nyligt indlæg, det var om hvordan man kommenterer. Man skal ikke trykke på blyanten (kan man overhovedet det som alm. læser..?), men der, hvor der, på langt de fleste indlæg, står "0 kommentarer". Se også her, hvordan man kommenterer. Jeg længes efter jeres input.

Jeg har ikke haft brug for at smøre lymfebenet siden jeg smurte med den nye Lenkosan creme sidste weekend, den er ret effektiv. I går fik det gode ben en tur, med tubegaze udenpå da jeg skulle i seng.

søndag den 12. februar 2012

Lenkosan hudbalsam

Min hud er knastør på grund af kulden og den tørre luft både ude og inde, og den klør og kradser næsten over det hele. Især benene og hoften er hårdt ramt af meget tørrre plamager, som jeg ved, ikke er godt, så jeg smører.

Forleden dag sad jeg og googlede efter noget vedr. en creme, som jeg engang havde fået en prøve på. Jeg fandt hvad jeg søgte, men også andre spændende ting. Jeg elsker, når man ad omveje bliver ledt til ting, som man slet ikke kiggede efter, og som dukker op på en måde, som føles sådan lidt hemmelig, da det jo var noget helt andet, man søgte. Jeg opdagede to produkter, som jeg tænker måske kunne være  interessante til pleje af lymfødemhud, det ene ankom med posten i torsdags.
Det hedder Lenkosan hudbalsam. Det er et naturprodukt uden parabener. Salven er baseret på vaseline og tilsat udtræk af bl.a. morgenfrue, perikum, oliven og bivoks. Efter nærlæsning af ingredienslisten på krukken erfarede jeg dog, at der er parfume i, og Citronellol, som nogen kan være allergisk overfor. Jeg testede på det gode ben først, der var ingen allergiske reaktioner.

Jeg smurte den på i aftes, på fugtig hud lige efter et bad, så vandet kunne trække cremen med sig ind. Efter at have siddet med bart ben (oppe) i et kvarters tid tog jeg tubegaze på og lagde mig i kompressionspumpen. Til sidst bandagerede jeg hele benet og gik i seng. Da jeg tog bandagerne af her til morgen var min hud dejlig blød og den føltes ligesom mættet. Cremen var trængt så meget ind – i min hud eller i tubegazen – at jeg ikke behøvede at vaske benet, inden jeg tog kompressionsstrømpen på. Det er en meget fedtet creme, og jeg vil sige at det er nødvendigt med tubegaze på, eller evt. at hoppe ned i et dynebetræk, når man skal sove. Den er for fedtet til at jeg kan bruge den med natbandagen, men når den skal vaskes og jeg så har bandageret benet, er den helt fin.
Jeg har også prøvet den på den gode fods meget tørre og sprækkede hæl (filede lige lidt først), den var super blød næste morgen. Salven er også fin som læbebalsam. Og så dufter den godt, i modsætning til visse fede cremer fra apoteket.

Det er vist ikke så mange steder, man kan købe den, men jeg fandt den her. Den koster 100 kr. plus forsendelse.

Den er ret drøj, så jeg tænker, den holder meget længe. Af hensyn til bakterier er det jo ikke optimalt at stikke poterne ned i krukken 200 gange i dens levetid, så jeg har købt nogle ispinde i en hobbyforretning, med en sådan kan man grave den ønskede mængde creme op og bagefter smide den ud. Ispinden, altså.

Det andet produkt, jeg fandt, og kunne tænke mig at prøve, er Forsvarets Hudsalve, se evt. her. Når/hvis jeg får købt en, skriver jeg selvfølgelig om den.

Ingredienserne i Lenkosan Hudbalsam.

mandag den 6. februar 2012

Mine skønne, ubrugelige støvler

Kort før mit lymfødem startede fik jeg disse skønne støvler i gave, jeg havde ønsket mig dem så meget, så jeg var så lykkelig, da jeg fik dem. Desværre nåede jeg kun at bruge dem få gange, før den højre blev for lille. Jeg har tænkt på, om en skomager kunne gøre noget, så jeg kunne få foden ned i. Forleden prøvede jeg så støvlen med bar fod for at se, hvor meget plads der egentligt var dernede, i tilfælde af, at den kunne tilrettes. Selvom jeg kunne få fod med kompressionsstrømpe ned i, er der ikke plads nok til at det er holdbart, og jeg må med sorg indse, at jeg aldrig kommer til at bruge dem.
Jeg tænkte, at jeg måske kunne sælge dem på Trendsales, men så fik jeg den tanke, at måske sidder der en anden lymfødemiker derude, som også drømmer om sådan et par støvler, men ikke lige har lyst til at punge ud til to par, de er immervæk ret dyre.
Nu kommer jeg til sagen: Jeg skal bruge str. 7 (38) på venstre fod (altså det par, jeg har) og en str. 8 (40) på højre fod. Passer jeg størrelse med nogen læsere, bare omvendt, kunne vil lave en deal. Læser køber (eller ejer måske?) str. 8, og så bytter vi simpelt hen, så vi begge ender med et par støvler, som passer. Kontakt mig på lymfeblogger@gmail.com, hvis du er interesseret. Støvlerne hedder Sorel Caribou.

Update: Byt er ikke længere aktuelt.