søndag den 5. december 2010

Æbleskivevejr

I dag har jeg fået bestilt en ny Easy-Slide hos Lymphedemaproducts.com. Inden min rejse lykkedes det at sy løkken fast (se evt. dette indlæg), men allerede en af de første dage på rejsen røg begge ender – altså hele løkken – af. Jeg kunne med nød og næppe stadig bruge de lasede rester, men havde en af de små som følger med kompressionsstrømpen med, og tog den i brug, da det blev for bøvlet med den ødelagte. Jeg har bestilt en str. large, da jeg synes, den gamle godt kunne have været en lille smule større, den var M, og jeg bruger/brugte str. 38-39 i sko.

Min hud på benene er knastør, jeg opdagede det i går aftes, så lymfebenet fik en ordentlig omgang Decubal. Jeg skal snarest have købt noget olie til at blande i min juice, jeg løb tør lidt før rejsen, så det er måske halvanden måned siden, og dermed ikke så mærkeligt at huden er tør, især nu med meget tør luft fra varmeapparater osv.

Det var skønt at vågne op og have tid til morgenhygge i dag. Jeg synes, der har været run på siden jeg vendte hjem. Mandag var jeg til et møde vedr. en rejse næste år, tirsdag træning, torsdag aften + hele fredagen begravelse i Jylland, som i sig selv tærer lidt på kræfterne (begravelse altså, ikke Jylland). Igår var jeg så til to julefrokoster, og nu er jeg træt. I morgen aften skal jeg til møde vedr. rejse igen, men jeg ser allerede frem mod weekenden, hvor jeg forhåbentligt bare skal fede den.

Den ene af julefrokosterne var med træningsholdet, og det var rigtigt hyggeligt. Det er gode mennesker, og jeg er glad for at være på holdet. På rejsen fandt jeg ikke ro og lejlighed til at få trænet så meget, som jeg havde håbet, men lidt blev det dog til, de fleste dage 7-10 minutters standing, og enkelte gange lidt Ba duan Jin.

På rejsen havde jeg flere gange glæde af badehylsteret som der nævnes i kommentaren til dette indlæg, jeg har brugt den nogle gange herhjemme, men den er lidt utæt, så jeg har fiflet lidt med tætningsløsninger. Jeg endte med at tage en lille skraldepose på foden med en elastik til at holde den fast, og så hylsteret – nogengange med et lille håndklæde rundt op den øverste kant af strømpen, inde i hylsteret. Det er godt at have muligheden for et bad udenfor stå-op og gå-i-seng tid.

De fire uger var ikke helt nok til at give mig den ro og følelsen af virkeligt at være væk og ligesom sidde et andet sted og kigge ned på mit liv derhjemme, en følelse jeg har oplevet på mine længere rejser for år tilbage, og som jeg har oplevet som konstruktiv. Det har dog stadig været skønt at være væk og få en pause fra mit liv herhjemme, det trængte jeg til. Tænk at trænge til en pause fra sit liv, så er der noget galt. Og der er der jo.