tirsdag den 21. august 2012

(næsten som) Nye bukser

Nu varer det ikke så længe, før jeg skal igang med den årlige bandageringstur før måltagning til nye kompressionsstrømper. Bukserne, jeg plejer at have på i den tid, er blevet meget falmede med tiden, de er heller ikke længere af nyere dato. Dog er de ikke vanvittigt slidte, og det er de eneste, jeg kan have på med bandager indenunder, så jeg er glad for, at jeg har dem. Forleden friskede jeg buksernes sorte farve op. I forældrenes vaskemaskine. De er ikke alt for smarte i forvejen (bukserne altså, ikke forældrene), men nu ser de i det mindste ikke gamle og famlede ud mere (forældrene lidt, måske). De produkter man herhjemme kan købe til tøjfarvning er ret dyre, for nyligt gav jeg omkring 85 kr. for farve til et par cowboybukser (bonusinfo: Jeansblå er ikke jeansblå), men til disse bukser købte jeg på eBay noget billigt farve af mærket Rit, og det fungerede helt fint. Bukserne blev rigtigt fine.

Jeg har fået lavet min årlige produktion af hybenmarmelade. Det er noget af et arbejde at rense alle de små banditter, men resultatet er i den grad anstrengelserne værd, nams. Smukhed på glas.

Min lille udvidenskabelige undersøgelse vedr. Lymfødem og visse fødevarer kører fortsat herovre i højre side. Jeg håber, du vil stemme, hvis du ikke allerede har gjort det. 

Bukserne før og efter.