lørdag den 29. januar 2011

Zumba

I søndags var jeg til Latin Mix – det er FitnessWorlds svar på Zumba. Jeg synes ikke, jeg føler mig så smidig og let på tå som tidligere, måske er det lymfødemet, måske er det alderen. F.eks. når jeg har siddet på gulvet og målt benet morgen og aften og skal op er det ikke med samme lethed som tidligere. Til foråret skal jeg på en rejse til Korea, hvor man ofte sidder på gulvet ved lave borde og spiser. Der vil blive en del møde-restaurantbesøg af denne slags, så jeg vil se om jeg kan blive lidt mere smidig, så det kommer til at gå godt.
Det var godt nok længe siden, jeg havde været i træningscentret, men det var godt at komme afsted, og Latin Mix – som er en slags dansetime – var sjovt og dejligt. Jeg kom nærmest helt i dansehopla! Jeg tror, det er rigtigt godt til at få løsnet op og få lidt mere bevægelighed i kroppen.
Jeg påtænker også at komme afsted til yoga snart. Jeg ville gerne have prøvet Lymfeyoga, men nu er jeg medlem af FitnessWorld, og har ikke råd til begge, og da FW også tilbyder yoga, må det blive det.

I dag har jeg været i en skøn skobutik på Nørrebro, den hedder Pumpkins og ligger på hjørnet af Nørrebrogade og Fyensgade, meget tæt på runddelen. De har en del Angulus i damestørrelser, og jeg fik prøvet to par, men købte ikke noget. Det ene par var rigtigt dejligt at have på, og jeg tror, det ville fungere med min plagede fod. Nu kender jeg mine Angulus størrelser, og dermed er det lidt mindre risikabelt at købe på nettet, idet der så er mindre chance for at de ikke passer og skal sendes retur.

lørdag den 22. januar 2011

Glykoernæring

Jeg har købt bamsestøvler, to par, et i 39 og et i 41. Der er plads til lilletåen, og de er dejligt varme. Jeg købte dem i Kvickly, og de kostede 150 kr. for to par! Støttemæssigt er de dog ikke særligt gode at gå i, men lige nu er det vigtigste at tåen og omegn får plads. Snart skal jeg bandageres i det meste af en uge – altså på forsvarlig vis med pauser og drænage ind i mellem – og jeg håber meget, at tåen og den nye knyst kan være klar, så de kan holde til det. Mit underben trænger godt nok til en omgang, men jeg har ikke turdet selv, og Gitte Fysioterapeut turde heller ikke, sidst jeg var der, af hensyn til det følsomme område.

For nyligt skrev jeg til tidligere radiodoktor Carsten Vagn Hansen for at spørge om noget vedr. tungmetaller og lymfødem. Min mistanke om dette viste sig mestendels at være en blind vej, ikke så meget at komme efter der, men han vedhæftede en artikel, han havde skrevet, om noget der hedder glycoernæring. "Det sunde sukker", hedder den, den kan læses her. Han skriver, at ved genetiske fejl kan man somme tider se en god virkning af glykoernæring. Dette forsker jeg lidt i. Jeg havde aldrig hørt om glycoernæring før, og måske nytter det ikke noget i mit tilfælde, men det skal prøves, selv om det måske viser sig at være spild af penge. Tænk, hvis det ikke er! Jeg forventer ikke øjeblikkelig helbredelse, men har lyst til at se, om det kan gøre en eller anden form for positiv forskel. Som altid er jeg meget interesseret, såfremt nogle skulle have erfaringer hermed, som de har lyst til dele.

Jeg håber, I får en dejlig weekend.

onsdag den 12. januar 2011

Skohelvedet

Ichuan (Qi Gong) holdet er startet op igen efter juleferien, og det er godt. Jeg prøver at få lavet standing og lidt øvelser hver dag. Forleden opdagede jeg, at lidt knas – ikke noget alvorligt – ved den ene skulder, som jeg har mærket hver gang jeg har lavet standing lige siden jeg startede på holdet, ikke længere er der. Jeg tror faktisk, det har været forsvundet et godt stykke tid, har bare ikke tænkt over det. Det er et bevis på, at det virker. At jeg langsomt får rettet min krop ind, til det den skulle være. Om jeg kan rette lymfesystemet op, må tiden vise. For nyligt var jeg hos min kiropraktor (som jeg tidligere har drøftet det med skulderen med, men som ikke kunne gøre noget), og hun sagde, at min krop fungerede rigtigt fint og at den var helt anderledes afslappet og sund end for et år siden. Jeg har gået hos hende i mange år.

Jeg er desperat efter nye sko. Har ledt og ledt og prøvet og prøvet, men ingen passer. Der er ikke plads til forfoden med tåkappe på, lilletåen bliver mast, og det gør ondt. Jeg købte et par fritidssko i Malmø forleden, og da jeg prøvede dem, var det OK ved tæerne, men nu klemmer de, øv. Har prøvet Duckfeet, der var dejligt med plads til tæerne, men det er en lav og meget stiv sko (som nye), som ikke sad til om min hæl, og 900 kr. er mange penge for et par sko, som man slet ikke kan regne med, hvordan sidder, når de er gået til og skindet blevet blødere. Desuden er de for kolde til nu.
Er der nogen derude, der kan anbefale mærker/modeller med god plads til tæerne? Angulus og Rieker skulle være lidt bredere end så mange andre (og mine gamle Angulus er super dejlige og brede, men den ene er for lille nu), men udvalget i de forretninger, jeg har været i, er småt. Jeg har dog også set nogen på nettet (bl.a. shoeworld.dk), men det er så bøvlet at sende retur og betale porto for det. Kan være, jeg kommer til at gøre det alligevel.

Jeg har købt ind til Skipper Skræk juice – æble, citron, squash og spinat. Godt med klorofyl. Glæder mig til at lave den. Fremover vil jeg prøve at gøre det lidt mere i de grønne, jeg har et par opskrifter mere, jeg vil prøve. Har ikke drukket hvedegræs siden før rejsen, men påtænker et større comeback i løbet af foråret.

I øvrigt synes jeg at dronningens nytårstale sad lige i skabet mht. griskhed og fællesskab.

fredag den 7. januar 2011

Sidder på et værtshus

Ja, jeg beklager, at I igen skal plages med den slags, men nu har jeg altså fået denne her sang på hjernen. Fed sang. Fin musik, især klaveret og senere el-guitar. Teksten og den måde han synger den på får mig til at falde i staver og filosofere om mennesker, parforhold, tiden mv.
Update: Den version, jeg først havde linket til forsvandt, og denne er ikke helt den samme men kan godt lige gå.

Henover jul og nytår har jeg haft store problemer med foden. Jeg har fået en reel knyst ved lilletåen, og den har været superøm. En morgen, hvor jeg havde haft bandageret benet og foden om natten var der nærmest en halv pinocciokugle der ligesom stak ud. Efter et par dage indenfor og altså uden sko, og hvor jeg også undlod tåkappen, gik det bedre, og nu er det OK igen. Jeg har gravet den allerførste tåkappe, jeg fik, frem, og klippet et hul, der hvor knysten er, så er der da lidt mindre tryk lige der. Det fungerer fint indtil videre, men jeg ved ikke, hvor længe den vil holde sig tilbage med at trævle.

Jeg har bestilt to Easy-Slides mere fra Lymphedemaproducts.com. Jeg fik en rabatkode til "unlimited shipping", det viste sig dog at den ikke gjaldt for oversøiske kunder, men i stedet fik jeg forhandlet mig frem til 20% rabat, hvilket viste sig at dække fragten, plus lidt til. Efterfølgende har firmaet kontaktet mig og sagt at man altså ikke kan vælge den fragtmetode, jeg havde valgt, hvis man ikke bor i Amerika. Denne gang vil de dog sende dem med posten, men fremover skal jeg vælge en "international shipping" som er på mindst 83$, så dette er ikke længere en mulighed. Indtil videre anbefaler jeg derfor det firma, hvor jeg købte min første Easy-Slide, nemlig brightlifedirect.com

I søndags bagte jeg græskartærte, og den blev bare rigtigt lækker, den skal jeg helt sikkert lave igen næste år, eller senere i år, når det igen bliver græskartid. Jeg brugte denne opskrift, målene konverterede jeg på en regnemaskine jeg fandt på nettet. Det fungerede fint med min græskarmos, jeg havde lavet og frosset ned i oktober.