torsdag den 7. oktober 2010

Bagsværd

Idag fik jeg taget mål til den nye strømpe hos bandagisten i Bagsværd, Jens Ettrup. Det var skønt at få bandagerne af, og jeg glæder mig til at kunne cykle og bevæge mig frit i en lille uges tid inden jeg igen skal snøres ind for at være klar til strømpen. Den får alligevel ikke ekstra kompression i underbenet, min fysio syntes det var for risikabelt. Vi må se, om den kan holde det alligevel, ellers kan vi måske lave klasse fire næste gang. Bandagisten syntes, vi skulle nøjes med at lave én strømpe inden rejsen, og så se, hvordan det står til, når jeg kommer hjem. Jeg havde jo håbet, at jeg kunne have to med, men det er nok bedst sådan her.

Jeg har fået købt et badehylster som der nævnes i kommentaren til dette indlæg, det er en pose til at have udenpå benet, hvis man har gips eller bandager på eller f.eks. gerne vil i bad efter man har taget strømpen på, og ikke vil tage den af før man skal i seng. I dag skulle jeg så afprøve den, og jeg var spændt. Det virkede lovende, for elastikken sad godt til oppe ved lysken, men desværre var der samme sted nogle utætheder, så bandagerne blev våde, øv. Hvor forkert kan man tage sådan en på? Måske skal flæsekanten foldes ned indeni hylsteret, det vil jeg prøve næste gang.

Selvbandageringen er gået bedre, end jeg havde forventet, og det er ikke helt så svært som jeg havde troet. At kunne bandagere sig selv er en rigtigt god mulighed at have, især ved nødstilfælde, nu skal jeg bare øve mig lidt mere. Fysioterapeuten sagde i mandags, at jeg havde holdt det rigtigt fint nede i weekenden, det var dejligt at høre. Jeg synes også selv, det gik godt, i hvert fald på foden og underbenet. Nu skal jeg bare have lært at drænere mig selv.