lørdag den 9. oktober 2010

Lymfeyoga

En læser nævner i en kommentar Lymfeyoga, og spørger om jeg har prøvet. Det har jeg ikke, men jeg synes, det lyder rigtigt interessant. Lymfødemterapeut Liselotte Thernøe, som er underviseren, skriver:

I lymfeyogaen har vi fokus på åndedrættet i øvelserne, – skiftet mellem indånding og udånding skaber et vekslende tryk omkring det centrale lymfesystem, der hermed tømmes og forberedes på at modtage lymfe fra ben og arme. En dyb vejrtrækning stimulerer endvidere overgangen mellem lymfe- og venesystemet, således at kroppen kan skille sig af med den overskydende væske gennem nyrer og urinveje.
Stræk og ”muskelpumper” i øvelserne stimulerer det perifere lymfesystem til at optage lymfevæsken og transportere det videre.
Vi arbejder med stående, siddende og liggende yogaøvelser, ”asanas”, samt vejrtrækningsøvelser, ”pranayamas”.


Det vil jeg prøve når jeg er hjemme igen fra min rejse, og så vil jeg naturligvis skrive om det. Det kunne være interessant at høre, om andre har erfaringer med dette, så læg meget gerne en kommentar, hvis du har.
Undervisningen er både for mænd og kvinder, og den foregår på Amager. Man kan se mere på Dalyfos hjemmeside under "Aktiviteter".