onsdag den 8. juni 2011

Om at have synlige skavanker og handicaps

Der er mange, der har noget. Også yngre mennesker. Blandt folk jeg kender, kender til eller har kendt eller kendt til kan jeg bl.a. nævne følgende, alle i 30'erne eller starten af 40'erne:

• Søvnapnø. Skal sove med en maske, som hjælper med at trække vejret.
• Høreapparat.
• Psoriasis i ansigtet og det meste af kroppen.
• Tydelige mærker/ar i ansigt og på hals efter fjernelse af modermærker.
• Dårligt øje.
• Sukkersyge (dog ikke så synligt)
• Spastisk lammelse, pludseligt opstået i 30'erne.
• Deforme og manglende fingre og tæer.
• Pacemaker
• Fibromyalgi
• Epilepsi som følge af en skade
• Amputeret finger
• Dårligt syn, snart blind
• Forskellig benlængde, har høj sål på fodtøj på det korte ben.

I det lys er mit hævede ben og behovet for støttestrømpe (der skrev jeg det lige, siger ellers altid kompressionsstrømpe...) jo "bare" min ting. Ligesom så mange andre har noget. Jeg tænker ikke anderledes om dem med ovenstående ting, fordi de har dem.
Jeg trøster mig ikke ved, at nogen har det værre end mig, men jeg trøster mig lidt ved, at så er det heller ikke værre, mit altså. Det er galt nok, men måske hjælper det lidt at se det i lyset af, at det ikke er så unormalt at have et eller andet. Og jeg kan endda skjule mit.

Efter jeg har fået lymfødem er jeg blevet mindre fordomsfuld overfor folk, som f.eks. opfører sig tosset eller ser anderledes ud. Måske er det ikke altid fordi man er skør at man opfører sig lidt alternativt, måske har man f.eks. haft en hjerneblødning. Måske har man ikke fået lungekræft af at ryge 60 smøger om dagen men af sprøjtegifte i sin æbleplantage, og måske er man ikke fed fordi man er et dovent læs der ikke kan tage sig sammen til at tabe sig, men på grund af et misbrug man ikke kunne styre eller en sygdom, som man ikke selv er skyld i. Og hvad så, hvis man var skyld i det? Ingen har fortjent at være syg.