onsdag den 29. september 2010

Bandager og B-vitamin

Idag har jeg været til fysio og er blevet bandageret igen. Jeg skal derhen igen i morgen tidlig samt fredag morgen, og fredag eftermiddag skal jeg så til bandagisten i Bagsværd og have taget mål til ny strømpe. Jeg skal til at lære at bandagere mig selv, og jeg har bestilt et ansøgningsskema til hjælpemidler – jeg vil prøve, om jeg kan få bevilliget bandager, de koster jo en formue! Det vil de (kommunen) nok ikke være med til, men nu må vi se. Vi skriver min fysioterapeut på, så de kan ringe og få bekræftet, at det altså er nødvendigt..! Som om man bandagerede sig selv for sjov, tsk.

Jeg er begyndt at tage B-vitamin som foreberedelse til rejsen, jeg snart skal på, det er vist godt mod myg. I starten kiggede jeg noget, da jeg tissede grønt, men det er altså B-vitaminet, vistnok hvis kroppen ikke kan optage alt det man giver den, så kommer resten ud og er altså grønt. Festligt.

Strømpen har siddet lidt tosset den seneste tid, men jeg tænker, at det er fordi, behandlingen har gjort mit ben lidt mindre og anderledes end før, og så måske lidt fordi strømpen vel er ved at være slidt. Jeg har trods alt gået med den hver dag siden starten af juni. Det bliver spændende med ny strømpe, den bliver med ekstra kompression i fod og underben, og den får lommer til pilotter. Tåkappen får syningen et andet sted end på indersiden som nu.

Idag og resten af ugen har jeg fri, eller snarere en kombi af fysioterapi, fri og lidt arbejde-hjemme. Jeg har kun lidt arbejde, så idag har jeg holdt fri, jeg har rørt dej til mine langtidskoldhævede boller og fået bestilt varer fra Strawberrynet, bl.a. lækre hårprodukter fra Alterna, som jeg glæder mig til at prøve. Det er længe siden, jeg har bestilt, men nu savnede de mig så meget at jeg udover min 7,5% loyaltybonus og 4% mængderabat fik 14% "miss-you" rabat, og så var det jo med at få bestilt, selvom de nu i forvejen er meget billige og tilmed sender gratis – helt fra Hongkong!
Nu vil jeg sætte mig ned i haven og læse lidt avis, vejret er jo skønt. Skal også spise nogle af mine syltede, grønne tomater, jeg lavede i weekenden, nøj hvor smager de godt!