onsdag den 28. december 2011

Støvler og tøj fra stilkonsultationen

Her kommer der lige lidt billeder af noget af det nye tøj, jeg købte ved stilkonsultationen i Magasin for nyligt. Måske kan nogle af tingene købes på udsalg lige nu, jeg tænker især på støvlerne, som var det eneste dyre, de andre ting var til at have med at gøre.

 Støvler fra Clarks. De hedder Active Air Jyro Hi.

Stylisten ville have, at bukserne skulle ned i støvlerne, sådan lidt løst. Jeg har skullet vænne mig til konceptet med pæne bukser og mindre pæne (forstå mig ret) støvler, men jeg tror faktisk, det er OK. Hvis støvlerne snøres løst er der ingen forskel at se på lymfebenet og det gode ben.



Tætsiddende grøn cardigan fra Mango. Den giver lidt form og figur på overkroppen, hvilket er godt, når nu mit ben ikke rigtigt egner sig til at blive fremhævet. Jeg har lige set en der ligner i H&M's forårskatalog.


Sorte, vide bukser fra Principle, Debenhams. De har lynlås i siden og et bindebånd som fungerer som bælte. 349 kr.

Og så min favorit: Koksgrå vide bukser, også fra Principle, Debenhams. 399 kr.

Jeg tror faktisk, de er sorte, men de hvide nister får dem til at fremstå grå og meget cool.

Jeg er helt vild med det smalle bælte i læder.

De sorte bukser, vid T-shirt puttet ned i bukserne og lige hevet en lille smule op samt kort cardigan. Stylisten ville hele tiden smøge ærmerne op for at skabe en linie og fremhæve min talje. Jeg bryder mig bare ikke om at have dem smøget op.


De grå bukser, igen med T-shirt puttet ned i bukserne 
og hevet lidt op samt tætsiddende cardigan.

lørdag den 24. december 2011

Merry Carismas...

Den store dag er oprunden, og jeg vil ønske jer alle en rigtig dejlig jul og et godt og lykkebringende nytår.

I går kom julemanden – i skikkelse af postbudet – med min nye JoviPak natbandage, og jeg har sovet med den i nat. Det gik godt, den var ikke for varm, ikke for stiv og den drillede ikke på mine trykfølsomme steder, så det var sådan set et hit. Den var dog lidt svær at få på, men det lærer jeg nok.

Skal vi ikke lige julehygge lidt, denne her smukke sang er bare den bedste, dog skarpt forfulgt af Whams ødelige klassiker.

torsdag den 22. december 2011

Stilkonsultation

I sidste uge var jeg til stilkonsultation i Magasin. Det gik godt, jeg fik nogle gode tips og input, og jeg fik købt to par bukser, tre toppe, to cardigans, et bælte og et par støvler. Det var et hit at finde et par støvler, jeg kunne få min store fod ned i.
Jeg kan anbefale sådan en konsultation. I prøverummet ved siden af mit var der også en person med et benhandicap, måske Lymfødem, hvem ved. Faktisk sagde stylisten at de havde en del med udfordringer. Jeg lægger nogle billeder på snart. Se evt. også dette indlæg om stilkonsultation.

Stylisten gjorde meget ud af at skabe en vandret linie for at fremhæve min figur, der hvor den er smallest, altså i taljen. Det foregik ved at putte toppen ned i bukserne og bære korte cardigans med ærmerne smøget op.

Jeg kan se i det seneste medlemsblad fra Dalyfo at på næste års workshop kommer der en stylist, god idé, især hvis denne tager udgangspunkt i lymfødemikeres udfordringer, men det må man vel antage.

I tirsdags fik jeg sendt min klage over afslaget på to ekstra kompressionsstrømper. Jeg skrev bl.a. at det var svært nok i forvejen at have Lymfødem, og når man så også skal bruge det meste af sin fritid i hverdagen på at vaske, tørre, rulle, bandagere, pumpe osv. er det svært at magte. Jeg sluttede med at skrive, at alternativt kunne de måske give mig en hjemmehjælper til at komme og vaske mine strømper hver dag... Så må vi se, om der kommer noget ud af det.

tirsdag den 6. december 2011

Ydmygende

Igår ringede jeg til Handicapcenter for at prøve at aftale et møde. Det kunne man ikke. Man kunne tale med en dame i telefonen. Det ser ikke ud til, at der er store chancer for at få mere end de to standard strømper, som jeg har fået bevilliget. Der skal meget tunge lægelige argumenter til for at få mere her i Københavns Kommune. Damen sagde flere gange, når jeg f.eks. sagde, at jeg har svært ved at få strømperne tørre til næste morgen eller at jeg ikke magter at stå og vaske i hånden hver eneste aften, at "sådan er det for alle". Det gør jo ikke mit behov mindre, at andre har det ligesådan. Jeg er frustreret over, hvordan det fungerer. Jeg betaler min skat og ligger ikke samfundet til last med overførselsindkomster. Kan man søge om en hjemmehjælper til at vaske strømper? Eller en lejlighed med vaskemaskine? Jeg prøvede at forklare, at der er tale om en beklædningsgenstand på lige fod med et par underbukser, men det havde åbenbart ingen betydning.

Jeg synes, det er ydmygende, at skulle tigge og bede, og så alligevel ikke kunne få det, man har brug for. Jeg ved godt, at jeg har fået bevilliget meget – pumpe, natbandager, kortstræksbandager, og det er jeg glad for, men strømperne er altså næsten det vigtigste. Igen, jeg synes, det er ydmygende. Jeg søger jo ikke om dem for at sidde og lege med dem eller sælge dem videre i Den Blå Avis, og jeg synes altså heller ikke at jeg er doven, fordi jeg ikke orker at stå og vaske i hånden hver aften. Man vil jo også gerne have et liv udover at vaske sine fucking støttestrømper...

søndag den 4. december 2011

Svaret

I svaret fra Handicapcenteret står der følgende:

Baggrund: Du har søgt om ekstra kompressionsstrømper, fordi du oplyser, at de bliver slidte og det er svært at nå at få dem tørre til næste morgen. Handicapcentret modtog den [dato] statusbedømmelse fra læge [min læge], som oplyser at strømpen skal vaskes dagligt af hygiejniske årsager og dette slider således, at strømperne ikke kan holde helt år, de bliver for slappe. Godt så. Det var nu ikke helt det, jeg sagde, men OK. 

Begrundelse for afslag: Handicapcentret har ved afgørelsen lagt vægt på oplysningerne i din afsøgning og de indhentede lægelige oplysninger. Handicapcentret finder, at du ikke er berettiget til ekstra kompressionsstrømper, idet du allerede har fået bevilget en skiftestrømpe og således er kompenseret. Som udgangspunkt skal kompressionsstrømperne holde 1 år. Der er ligeledes garanti på strømperne 1 år.
Såfremt dine strømper ikke længere kan bruges, på grund af de eventuelt bliver slappe, har du mulighed for at søge om nye og medsende dokumentation fra bandagisten som skriver til Handicapcenter København hvorfor garantien ikke er gældende. Ansøgningen vil så blive vurderet på påny.

Måske skulle jeg prøve at få et møde i stand med Handicapcentret. Det virker, som om de lidt har misset, hvad dette her handler om. Ja, jeg har jo allerede fået bevilliget én skiftestrømpe. Tusind tak, jeg er bare så taknemmelig! Måske tror de, at der er tale om en strømpe, man tager ud over sin almindelige bomuldsstrømpe og ikke en beklædningsgenstand på lige fod med et par underbukser. De ser ikke ud til at have lagt vægt på min argumentation om at de har svært ved at nå at tørre samt at det er nødvendigt med en ren hver dag, og at jeg i den forbindelse ikke kan stå og vaske i hånden hver eneste aften, og at jeg har behov for flere at skifte med. Måske tager de ikke selv rene underbukser på hver dag... Desuden mener jeg at påstanden om at en strømpe skal kunne holde et år er lidt diffus. Det kan de givet, hvis man har f.eks. fire strømper, så bruger man jo kun den enkelte strømpe halvt så meget, som hvis man kun har to. Suk.
I loven står der jo, at man skal have det, man har behov for. I sidste ende er det vel patienten selv, der bedst kender sine behov.
Er der nogen derude, der har erfaringer med at få gennemtrumfet mere end standardbevillingen på to strømper om året?

tirsdag den 29. november 2011

Tilbagegang

Ja, jeg får ikke rigtigt skrevet så meget for tiden. Jeg har haft så travlt med andre ting, og der har heller ikke været så meget at skrive.

Mit ben er gået tilbage efter bandageringen, og ser nu næsten ud som før den store tur. Jeg pumpede og bandagerede mens jeg ventede på den nye strømpe, men siden har jeg kun pumpet lidt. Nu er jeg igang igen. For tiden afprøver jeg LymphaPress manchetten med lynlås, den hedder ComfySleeve. Jeg tror nu alligevel, jeg bedst kan lide velcro modellen, selvom den heller ikke er helt optimal. Jeg prøver lige lidt mere, og så må jeg træffe en beslutning.
Jeg har bedt bandagisten om at bestille Jovipak'en, nu hvor jeg har fået bevilling, målene er jo taget. Jeg fik jo bevilliget to, men venter lige lidt med den anden, til jeg har prøvet den første lidt, måske skal der justeres på den. Jeg er lidt spændt på, om mine trykfølsomme steder kan klare presset, jeg må af og til op og tage bandagerne af, fordi det gør ondt på knysten ved lilletåen.
Jeg er ikke kommet videre med sagen om strømperne endnu, jeg orker det næsten ikke. Jeg skal se at have bestilt en strømpe mere hos bandagisten, så jeg har to nye i stedet for en ny og en gammel.

mandag den 21. november 2011

Sidste nyt fra Anders And Centret

Jeg er rystet. Der er jo gået flere måneder siden jeg søgte om strømper og natbandage, og idag ringede jeg så igen til HandicapCenter for at rykke. Der var netop faldet afgørelse. På trods af, at jeg kun søgte om én natbandage har jeg fået bevilliget to. Øh, nå men fedt nok. Til gengæld har jeg fået afslag på min ansøgning om fire kompressionsstrømper! Og det på trods af alt det bøvl! Jeg havde jo gjort så meget ud af at forklare, hvorfor to om året ikke er nok, der har været utallige skrivelser og ring frem og tilbage og min læge har været ind over med attester osv. Nøj, hvor jeg føler, jeg har fået en spand koldt vand i hovedet. Øv! Jeg orker simpelt hen ikke dette her, det er så belastende!
Nu må jeg se, hvad der præcist står i brevet, når det kommer på onsdag, og så overveje mit næste træk. Som om der var ret mange muligheder. Damen hos HC sagde, at jeg jo kunne klage. Ja, det kan jeg jo. Blot for at få endnu en fukfinger. Suk.

mandag den 14. november 2011

Den nye, stramme strømpe

Den nye pumpe (LymphaPress Mini) er rigtigt god og jeg er glad for den. Jeg kan føle, at benet er blevet drænet, når jeg har taget en tur i den.
Jeg har stadig den gamle pumpe, og har intet hørt fra Handicapcenter om afhentning af den. Måske vil de slet ikke have den tilbage. Den er ellers mange penge værd, og de kunne give den til en anden. Måske ikke selve manchetten, men det er jo også det mindste af det. Måske skulle jeg skrive til dem, egentligt gider jeg ikke have den stående og fylde i mit i forvejen overfyldte kælderrum.

I den gribende saga om min evt. bevilling af natbandage går det sådan, at jeg fik talt med min læge igen og fik forklaret hende, hvordan den virker, så hun kunne skrive det i statusattesten, Handicapcenter vil have. Det havde jeg skaffet mig viden om hos bandagisten, da jeg fik taget mål. Jovipak’en masserer, blødgør og forbereder vævet om natten, så kompressionsstrømpen om dagen kan gøre sit job endnu bedre, nemlig at dræne den ophobede væske væk og ud i systemet.

Jeg har modtaget den ene af de nye strømper. Jeg afventer stadig besked om, hvor mange, jeg har fået tigget mig til, men én er da bedre end ingen. Den ene af de to, jeg havde, har nu to kæmpe store huller og kan ikke bruges mere.
Hold da op, hvor er den nye stram at få på, og jeg har måttet tage tåkappen af, da det gjorde ondt på mit trykfølsomme knogle/knyst ved lilletåen. Måske er det ikke noget for mig med tåkappe uden lilletå. Jeg valgte at få den i sort, da de sandfarvede bliver så grimme og nussede, selvom jeg vasker og vasker. Det ser lidt voldsomt ud med sort, jeg skal lige vænne mig til den, og finde ud af, hvad jeg bedst kan lide.

lørdag den 12. november 2011

Decubal

Jeg fik lige et tip om www.decubalplus.dk. Her kan man se, hvilke apoteker, der har Decubal på tilbud, og som medlem kan man bl.a. bestille gratis prøvepakker og få besked om Decubal arrangementer på ens nærmest apotek. De har også en webshop, hvor man for tiden kan købe tre tuber Decubal Original Clinic for to's pris og optjene point som man kan bruge til at købe for. Jeg har regnet lidt på det:

Kilopris ved køb af tre tuber á 250g i webshoppen, incl. forsendelse: 359,-.
Kilopris ved køb af en (eller flere) tube(r) på Apoteket, tilbud (20%): 378,-.
Kilopris ved køb af én tube på Apoteket, normalpris: 472,-.


Hvis jeg køber Decubal igen, hvilket jeg jo nok gør – på trods af den fæle duft – tror jeg, det bliver på Apoteket, på tilbud. Det er jo også en god pris. Normalt hamstrer jeg glad og gerne, men jeg ved ikke, hvor længe dette kan holde sig (der er ikke parabener i), og der er jo immervæk til lidt tid i sådan en 250 ml. bandit. Jeg har tilmeldt mig, således at jeg modtager mails, når mit apotek har tilbud på sagerne.

Jeg håber, I alle får en dejlig weekend. Jeg håber også, at I vil stemme i min lille uvidenskabelige undersøgelse om kost og Lymfødem, afstemningen er lige herude i højre side.

torsdag den 10. november 2011

Bandageopruller



Tænk at det findes. En bandageopruller. Hvor kikset det end er at have Lymfødem synes jeg, det er lidt grineren at man kan købe en anordning til at rulle bandager op med, og jeg kunne ikke lade være at klukke lidt, da jeg så den. Men ret smart faktisk, især hvis man har mange og tit bruger dem. Den er nok ikke specielt udviklet med særlig tanke på Lymfødem, men til alt muligt, hvor man bruger bandager. Den ene af de viste modeller er fra en dyreudstyrsbutik. Heste har åbenbart af og til brug for at blive bandageret.
Selv klarer jeg det, når jeg ligger i pumpen og ser fjernsyn, det går meget godt.

torsdag den 3. november 2011

Nye bukser


Jeg har købt nye cowboybukser. Hver (eller hver anden) weekend pløjer jeg alle cowboybukser i min størrrelse der er lagt på Trendsales den seneste uge (eller to) igennem, først med indstillingen "aldrig brugt", så "næsten som ny". På den måde kan jeg hurtigt få et overblik og se de enkelte bukser, og altså f.eks. hvilke der har brede ben. Det fungerer ret godt, jeg har efterhånden købt nogle stykker. Disse er fra Only og aldrig brugt. Nypris (altså det, sælger havde købt dem for i butik) var 600, sælger lagde ud med at forlange 300, men efter hårde forhandlinger fik jeg krejlet dem ned til 225 incl. porto, det er jeg ganske godt tilfreds med. Jeg har haft dem på idag, og de sidder som syet til mig. Jeg havde selvfølgelig spurgt på nogle mål (livet, lårbredde samt benlængde) inden køb.
Jeg har selv lige fået solgt et par højhælede, langskaftede støvler derinde, støvler som jeg ikke har kunnet bruge, siden jeg fik Lymfødem. Jeg købte dem få måneder før, og nåede kun at bruge dem et par gange. De var så flotte. Og dyre. Selv om jeg føler, at det at sælge dem er at acceptere, at så bliver det aldrig anderledes, har jeg valgt at gøre det, da disse stadig er mange penge værd, og det bliver de jo ikke ved med at være. Jeg fik 500 for dem og de penge kan jeg bruge, når jeg inden så længe skal til stilkonsultation i Magasin, som jeg er meget spændt på.

Tirsdag var jeg hos bandagisten for at få taget mål til kompressionsstrømper og natbandage. Jeg venter dog stadig på bevilling, og jeg begynder at tvivle på, at natbandagen bliver til noget. Handicapcenter har bedt om statusattest fra min læge vedr. natbandagen, og da jeg kontaktede lægen for at sige, at hun var velkommen til at kontakte både fysioterapeut og bandagist, da disse kunne forklare meget bedre, hvorfor Jovipak'en vil være god for mig, meldte hun tilbage at hun ikke var specialist, men ville henvise til disse. Øv, de er jo ikke læger og deres vurdering tæller derfor ikke. Jeg er bange for, at de vil kræve, at jeg tager til en eller anden fremmed speciallæge eller hospital for at blive undersøgt. Handicapcenter må godt nok spare nogle penge på patienter, der simpelt hen giver op og ikke orker bureaukratiet og de mange benspænd.

onsdag den 2. november 2011

Kom og stem!

Dette er et skærmbillede, du finder
afstemningen i højre side af bloggen.
Har kosten virkelig nogen betydning for Lymfødem? Der er mange myter om dette, men hvor meget er der om det?
Jeg har hørt om alt lige fra alkohol og salt til mælkeprodukter, sukker, kød og højt vandindtag skulle kunne gøre hævelsen værre, men synes ikke selv, jeg oplever nogle ændringer ved hverken alkohol eller salt.
Jeg synes, det kunne være spændende at få det kortlagt ved hjælp af konkrete erfaringer, og derfor har jeg konstrueret en lille afstemning, som man finder lige her ovre til højre. Kom og stem, og lad os finde ud af hvad der er op og ned i dette! Man kan "stemme" helt anonymt og man kan krydse flere muligheder af. Jeg håber, I vil være med. Man kan til enhver tid smugkigge og se stillingen.

tirsdag den 1. november 2011

Sidste dag med bandagering

Det er gået godt med bandagering, idag er sidste dag, om lidt skal jeg afsted til bandagisten og have taget mål. Benet er blevet pænere og blødere. Mobiderm bandagen med skumfiduserne er ret effektiv, skumfiduserne kommer dybt ned og får virkeligt blødt op og gjort den ophobede væske flytbar. Mit ben er ikke blevet ligeså flot som efter bandageringen sidste år, jeg skulle nok have taget hele denne uge med. Skidt med det, jeg har store forhåbninger til natbandagen, som stadig er under behandling hos Handicapcenter. Jeg ringede for at rykke igår, de har meget travlt.

Den nye pumpe (LymphaPress Mini) skal ankomme idag, og det er rigtigt godt, for så kan jeg endnu bedre holde sagerne nede indtil strømpen kommer, for jeg skal ikke bandageres hver dag fra jeg bliver målt og til jeg modtager dem, kun den sidste dag før de kommer, men jeg vil selv gøre alt det, jeg kan inden. Pumpe og bandagere hver aften, håber jeg. Måske have to strømper udenpå hinanden i dagtimerne, eller bare lidt bandager udenpå strømpen.

Jeg forsøger mig lige for tiden med en fugtcreme fra Matas til at smøre mig ind i. Den er godt nok ikke særligt fed. Jeg var egentligt på Apoteket for at se, hvad de kunne tilbyde, men deres cremer koster jo en formue. Der må findes noget tilsvarende til en billigere penge. Nogen, der kan anbefale noget? Min juicemaskine har været i stykker længe, så derfor har jeg ikke fået min daglige skefuld Udo's Choice, den holdt virkeligt min hud fugtet sidste vinter. Jeg håber, jeg snart kan få købt reservedelen, så jeg kan komme igang med juiceriet igen.

mandag den 24. oktober 2011

Spændt op

Her til morgen er jeg startet på bandagering. Jeg fik en dejlig lang massage og blev så snøret ind på hele benet. Jeg følte mig godt nok spændt op, da jeg gik derfra, men nu er det eftermiddag og ikke helt så stift mere. Jeg har fået Mobiderm bandagen på på hele underbenet, den plejer at være ret effektiv, så jeg er spændt på at se resultatet i morgen. Jeg skal afsted til fysioterapeuten hver dag i denne uge, og på tirsdag skal jeg så have taget mål, forhåbentligt til både strømper og natbandage.

I lørdags fik jeg brev fra Handicapcenter om at de havde modtaget min ansøgning om Jovipak natbandage. Brevet var dateret den 4. oktober, så enten hos dem selv eller i posten har den ligget og samlet støv, fedt. Der stod, at de ville tage kontakt til hospitalet, hvor jeg blev diagnostiseret. Der går jeg jo heldigvis ikke mere, så jeg skyndte mig at sende en mail om at de hellere skulle kontakte min læge. Mon de ikke skriver nogen form for journal – det samme skete jo lige med strømper... I dag blev jeg så ringet op om, de ville vide om det var en fejl at jeg to gange havde søgt om bandager. Nej, det var det ikke, kortstræks- og natbandage er to forskellige ting, som jeg har argumenteret for har hvert sit formål. Ak. Lidt tidligere havde en anden dame derfra ringet og for anden gang spurgt om størrelsen på manchetten til LymphaPressen, som jeg stadig venter på at modtage. Tsk.

Øj, jeg fik lige den sygeste tandpine, da jeg havde spist en ristet tortilla med mayo og agurkeskiver. Jeg har knækket noget af en tand for lidt tid siden og prøver at skåne højre side indtil jeg skal til tandlægen, men idag gik det galt. Det synes jeg lige, I skulle vide.

Den gode fod er stadig rimelig god, der har ikke været nogle scener for nyligt. Jeg sagde ikke noget til fys idag, venter lige og ser, hvad der sker.

Kom og stem i min lille uvidenskabelige undersøgelse om hvorvidt kosten har nogen betydning for Lymfødem. Du finder den lige ude i højre side, og du kan smugkigge, hvad stillingen er.

fredag den 21. oktober 2011

Nej

Det er ikke så godt. For en uge siden var jeg til dejlig fødselsdagsfest, og da jeg kom hjem og skulle i seng, var den gode fod hævet ved de to store knogler på hver sin side af fodleddet. Nej, hvor blev jeg ked af det. Det meste af næste dag var jeg helt ude af flippen, og jeg er stadig bekymret og trist.
Sidste sommer bemærkede jeg, at dette sted af og til var en lille bitte smule hævet, men jeg tænkte, at det var varmen, for alle kan jo få lidt hævde ben og fødder, når det er meget varmt. Jeg husker ikke, om det fortsatte om vinteren, men det var der igen her i sommers. I fredags var det så noget mere end det. I ugen der nu er gået siden har der været hævelser ved aftenstide, ikke helt så grelt som fredag aften, men mere end før fredag. Jeg kan ikke overkomme tanken om, at det måske er begyndelsen på Lymfødem der også. Siden har jeg dog erfaret, at det er forholdsvist almindeligt med en lille smule hævelse andre steder i kroppen når man har Lymfødem, men det er jo ikke til at sige på nuværende tidspunkt om det bare er det, eller om det udvikler sig. Jeg er nok nødt til at tale med fysioterapeuten om det i næste uge. Øv.

Igår fik jeg brev om, at min ansøgning om flere kortstræksbandager er gået igennem, og jeg er blevet bevilliget ni ruller, som ønsket. Det er jeg glad for. Nu har jeg to sæt, som jo er nødvendigt når man skal have den store tur før måltagning, og det skal jeg i næste uge. Jeg mangler stadig at modtage bevilling på strømper og natbandage, jeg håber godt nok, de begge går igennem, og at de kommer snart.
Brevet var faktisk helt venligt. Siden telefonsamtalen med HandicapCenter for nyligt har jeg ellers ikke følt mig sikker på om deres formål var at hjælpe mig eller bevogte pengekassen og gøre livet endnu mere svært for mig, men det lader altså til, at der også arbejder rare, professionelle mennesker der.

Min glutenfri forsøgsperiode slutter i dag, så er der gået tre uger. Der er ikke nogen forskel at se, måle eller mærke. Så er det afprøvet, og hold da op, hvor jeg glæder mig til igen at spise kager, pasta, godt brød mv.

torsdag den 13. oktober 2011

Yoga som holdsport?

Jeg har opsagt mit medlemsskab af motionscentret, jeg kommer der alligevel næsten aldrig. De yogainstruktører, jeg har prøvet der, er med to undtagelser ikke særligt gode, og de to gode ser ikke ud til at undervise i nærheden af mig mere.
Yoga handler jo ikke kun om det fysiske, det handler også om helheden og om ro og harmoni i krop og sind, og det har de fleste af dem ikke fokus på overhovedet. Flere gange jeg er cyklet hjem derfra har det været med tårer i øjnene og en klump i halsen. Hvorfor? Måske det kolde miljø – folk taler ikke med hinanden, smiler ikke, ingenting. Måske de dårlige lærere. Måske fordi, jeg med åndedrættet får lukket op for nogle haner? Anyway, det er ikke sådan, det skal være, så jeg sagde hasta la vista, baby igår på vej hjem. Så kan de lære det, ja de kan.
Sidste gang udvandrede jeg. Læreren startede med at bede hele forsamlingen om at rykke tættere sammen, max en halv meter mellem hver måtte, og så finde en makker! Det var slet ikke noget for mig. Yoga er ikke en holdsport. På vej hjem så jeg to super nuttede egern.

Det virker som om egern er ved at få come-back. I min barndoms lange somre i sommerhuset havde vi store og dejlige mængder af dem, de pilede rundt i de høje nåletræer, men åbenbart tog en stor egernsyge livet af rigtigt mange af dem i midtfirserne. De senere år synes jeg nu, de er kommet på banen igen, det er dejligt.

Nogen der ved om der er Lymfeyoga mere? Jeg har skrevet til Liselotte Thernøe, men fik aldrig noget svar, og kan ikke finde noget på nettet.

onsdag den 12. oktober 2011

Offerrollen

I mandags var jeg til et aftenskoleforedrag som handlede om at træde ud af offerrollen. Offerrollen er et sted, jeg har befundet mig i mange år. Lymfødem kan jeg ikke ligefrem sige, har gjort situationen bedre, tvært imod har Jante med dette givet mig et ordentligt gok i nødden med sin store grimme bog. Jeg havde glædet mig til at skrive noget om foredraget, men det var ærligt talt lidt langhåret og ukonkret, og jeg synes ikke, jeg fik så meget ud af det. Jeg arbejder selv lidt videre med det. Indeni.
Det er nemt at føle sig som et offer, når ens ben pludselig hæver op og man ikke længere kan det samme som før, og man ser anderledes ud uden tøj på og man ikke kan gå i det tøj, man gerne vil, og som andre kan. Der stilles højere og højere krav til lækkerheden, og selvom man ikke selv hører til typen der dømmer ud fra den slags, kan det være anstrengende at navigere, når så mange andre gør.

Brylluppet for nyligt og baren forleden fik mig til at se, hvor meget jeg har trukket mig tilbage siden Lymfødem. Jeg vidste godt, at jeg har trukket mig, men ved disse lejligheder kunne jeg virkeligt se og mærke det. Jeg ved ikke, om det har noget med det at gøre, men jeg føler i stigende grad, at jeg ikke orker alle de mennesker der er alle vegne i København. Måske passer byen bare ikke længere til mig. I lørdags var jeg nødt til at skulle på Købmagergade for at returnere et sjal jeg havde købt til brylluppet, men som jeg ikke brugte, og da det var sidste dag, var der ingen vej udenom. Der var et mylder uden lige, jeg snublede over nogle af de plader der ligger over det hele mens de bygger om, og jeg havde bare lyst til at komme væk derfra. På vej tilbage til min cykel oppe ved stationen gik jeg ad de små gader, der var dejligt stille.
Måske handler det ikke kun om Lymfødem. Måske handler det også om at blive ældre og længes efter fred og ro. At slå sig ned. Bygge rede. Jeg tror nu altid, jeg har været hjemmemenneske, men de senere år i en grad, så når jeg er nogen steder, glæder jeg mig altid til at komme hjem. Jeg glæder mig til de weekender, hvor jeg ikke skal noget, og jeg bare kan hygge mig derhjemme.

For snart længe siden læste jeg en artikel om, at det er forholdsvist almindeligt at mennesker med især Primært Lymfødem bliver tilbagetrukne og lukkede.

mandag den 10. oktober 2011

Ude godt, hjemme bedst

Som opfølgning på fredagens bevillingsbøvl vil jeg lige fortælle at jeg besluttede at prøve at kontakte min læge, og det lykkedes, hun ringede tilbage til mig kort før fyraften. Jeg syntes, det var bedst at informere hende om situationen, og det var rigtigt godt lige at få talt med hende. Hun syntes også, det var helt galimatias at kommunen skal til at få en lægeattest, hvor der står at jeg har brug for kompressionsstrømper..! Hun lovede at tage sig af det, når Handicapcentret henvender sig. Jeg spekulerer på, om jeg mon kommer igennem med natstøvlen og kortstræksbandagerne, men det må tiden vise.

I fredags var jeg på bar. En trendy bar i en trendy del af byen, fyldt med meget trendy mennesker. Jeg følte mildest talt ikke, at jeg passede ind. Alt den overflade. Smarte mennesker i stramme bukser og højhælede sko. Flabede attituder.

Jeg er stadig glutenfri, tror i hvert fald ikke, jeg har spist noget. Drak godt nok tre øl i fredags, som der kan være gluten i, men det er ikke sikkert. Jeg tænkte slet ikke over det. Var på restaurant efter baren, hvor jeg frygtede lidt, om der ville være noget, jeg kunne spise, men det var der. Jeg tog en suppe og undlod at spise brødet, og dessert blev det også til. Lørdag havde jeg lidt nedtur over den smarte bar og mit knap så smarte ben, så jeg ville lave noget guf. Forleden havde jeg kogt ekstra risengrød til risalamande, men blev pludselig i tvivl om der var gluten i ris, så jeg lavede æblekage med honningristede glutenfri havregryn i stedet for æblekagerasp, det var OK. Senere på dagen fandt jeg ud af, at ris er glutenfri, og så var der jo ikke andet at gøre end at lave risalamande til aftenhyggen. Øh, var der vel..? Jeg spiste luksus kirsebær på, som jeg havde et glas af i skabet. De er bare nams.

fredag den 7. oktober 2011

Suk

I dag blev jeg ringet op af Handicapcentret vedr. min ansøgning om fire kompressionsstrømper. Det er jo to mere end standardbevillingen, og derfor bliver det helt store apparat sat igang, suk. På ansøgningsskemaet var der et felt, hvor man skulle angive hvor og hvornår man var blevet undersøgt for sin lidelse, og der havde jeg anført hospitalet, hvor jeg gik dengang. Derfor har de (Handicap) nu sendt anmodning om statusattest dertil, hvilket jeg fik brev om i tirsdags. Jeg sendte straks en mail om at det var bedre at kontakte min fysioterapeut, og i dag ringede de så og sagde, at de skulle have noget lægeligt, og det er en fysio jo ikke. Jeg synes, det virker helt tosset, for det er jo min fys, der kender sagen og mit ben bedst, hun er specialist! Nå, men det endte med, at de nu vil kontakte min egen læge, så må vi se, hvad der kommer ud af det. Som de fleste jo erfarer, er de praktiserende lægers viden om Lymfødem ret begrænset, men min læge ved da, at jeg har det og at jeg har behov for nogle ting. Grotesk, at hendes ord vejer tungere end lymfødemterepeuten, som behandler mig...
Jeg blev ærligt talt lidt fortvivlet, da jeg talte med damen fra Handicapcentret. Hun var inde på, at jeg måske skulle til en speciallæge for at få en udtalelse. What – en ny person, som intet kender til min situation?? Det er et hæsligt apparat, man bliver kastet rundt i, og man skal godt nok have noget at stå imod med. Man orker det næsten ikke.
Måske skulle jeg ringe til lægen og forberede hende, men der er tre læger i konsultationen, og hvem af dem kontakter de, og der er kun telefontid mellem otte og ni, hvor man alligevel ikke kan komme igennem... Dybt suk.
Nu ved jeg så, at jeg næste gang på skemaet skal henvise til min læge, selvom hun ikke har undersøgt eller behandlet mig.

Mit glutenfri liv går OK, jeg har så vidt vides ikke spist gluten siden sidste fredag aften, så det er jo en hel uge! Jeg har spist glutenfrit brød og grød og så bare andre ting. Jeg spiser normalt en del pasta og "rigtigt" brød, men det har der altså ikke været noget af i denne uge. Der er ikke rigtigt noget at se eller mærke på benet.

lørdag den 1. oktober 2011

Glutenfri periode

I dag er første dag i min glutenfri testperiode. Jeg var i Irma igår, hvor jeg ville have haft noget glutenfrit brød, men de havde kun noget kedeligt hvidt brød, så jeg endte med en glutenfri grød (Irmas nr. 2) med hirse, quinoa, boghvede, rosiner mm, samt en glutenfri müsli, og her til morgen lagde jeg så ud med grøden. Føj, den smagte ikke spor godt. Fennikelfrø er bare ikke mig, øv. Uden dem havde det bare smagt af pap, men jeg fik så meget nedtur af dem, så jeg opgav og gik i stedet ombord i müslien. Den var meget bedre. Jeg vil se om jeg kan få fat i noget groft glutenfrit brød – jeg har set det et sted, ellers må jeg spise frugtsalat, røræg, smoothies eller noget andet til morgenmad.

Sidst i oktober skal jeg i gang med bandagering som skal føre til måltagning til strømper og forhåbentligt natbandage, men jeg har kun ét sæt bandager og skal altså have et sæt mere. Jeg havde egentligt tænkt mig at købe dem hos lymphedemaproducts.com af egen lomme, men selvom jeg har fået forhandlet mig frem til nogle gode rabbatter bliver det stadig i omegnen af 500 kr. for ni ruller Comprilan/Rosidal, da portoen er meget høj. Det er dog stadig billigt i forhold til danske priser, men meget for mig pt. Jeg har derfor søgt om bevilling i stedet, så må vi se, hvordan det kan gå. Jeg er en stor udgift lige for tiden, men sådan er det. Alle de ting, jeg har søgt om, er jo ting, jeg har brug for.

Er det ikke bare det smukkeste vejr? Billedet nedenfor tog jeg igår på vej hjem et sted, jeg nogengange cykler igennem for at undgå de store vejes os og travlhed.

tirsdag den 27. september 2011

LymphaPress i hus

I sidste uge ringede de fra HandicapService for at fortælle, at bevillingen til LymphaPressen er gået igennem, men at de desværre først kan bestille den om to uger. Jeg var bare glad for, at den er gået igennem, men jeg glæder mig selvfølgelig til at få den og komme igang.

Jeg har også været hos lægen og få en slags anbefaling/udtalelse vedr. JoviPak’en, den røg afsted til HandicapCenteret i går, så må vi se, hvordan det kan gå. Sammen med den sendte jeg også ansøgning om nye strømper, jeg har bedt om fire stk., jeg håber virkelig, det går igennem. To er bare ikke nok. Den ene af dem jeg har, er slidt helt ned, der er gået et halvstort hul i, og de er ikke engang et år gamle.

Jeg har fået bestilt en masse tider hos min søde fys til bandagering, som skal ende med måltagning hos bandagisten i starten af november.

Jeg planlægger at starte oktober med ti glutenfri dage, måske mere. Jeg vil afprøve, om det har nogen indflydelse på Lymfødemet. Der er mange ting, jeg gerne vil prøve, men det er nødvendigt at gøre det på tidspunkter, hvor der ikke foregår andet, f.eks. opstart med ny pumpe, natstøvle, nye strømper el. lign., og nu har jeg chancen.

De blå palazzo bukser, jeg bestilte fra Asos, er kommet, og de er fine. Jeg skal love for, at de er bredbenede.

søndag den 18. september 2011

Seng, sko og lykke på glas


Igår, da jeg skiftede sengetøj, tænkte jeg, at jeg jo lige kunne tage et billede af arrangementet til at hæve mit ben om natten. Jeg har et par gamle telefonbøger under selve sengen, og under topmadrassen har jeg lagt nogle håndklæder i den side, hvor lymfebenet ligger. Det fungerer OK, i hvert fald et par dage af gangen, for håndklæderne og topmadrassen flytter lidt rundt i løbet af natten. Det er dog ikke nok, jeg er nødt til at skal have noget kompression på om natten. Når madrasovertrækket er kommet på ser man ikke telefonbøger og håndklæder.


Disse sko havde jeg på til brylluppet for nyligt. Jeg købte dem i størrelse 41 – før lymfødem brugte jeg 38 eller 39 – og lagde en sål i skoen til den gode fod. Desuden foldede jeg en lille sok sammen og lagde allerbagest for at fylde skoen ud. Mht. farven er de måske ikke de allerfestligste, men kjolen dækkede dem alligevel det meste af tiden. De var til at holde ud at have på og gå i, selvom de sidst på aftenen klemte lidt på det ene af knysterne, men ikke noget alvorligt.


I dag har jeg gjort min årlige produktion af hybenmarmelade færdig. Jeg kogte den igår, lod den stå natten over og fyldte så på glas i dag. I år havde jeg plukket små portioner over flere dage og frosset ned, og nu var det så tid at få lavet marmeladen. Nøj, hvor det bare smager godt. Lykke på glas.

lørdag den 17. september 2011

Hos bandagisten

I torsdags var jeg hos bandagisten for at tale om natbandage. Vi talte om JoviPak'en, som er det, de forhandler der. Jeg tror nu også, de har Mobiderm, men jeg fik ikke spurgt til den, og han nævnte den ikke. Åbenbart er der kun ganske få, der har søgt og fået bevilliget JoviPak'en, da den stadig er forholdsvis ny i Danmark, og kommunerne skal spankes for at få den igennem. Jeg fortalte, at jeg havde hørt godt om den fra det norske folk, og det viser sig, at i Norge er den forholdsvis udbredt.
Jeg skal nu have aftalt en tid hos min læge, som åbenbart skal søge om den. Det var noget med en AL152, tror jeg. Måske en indikation på, at det virkelig er det tunge skyts, der skal frem, for at blive godkendt.
Stik modsat af, hvad jeg havde forestillet mig, skal jeg igennem den store bandageringstur inden måltagning til natbandagen. På langt sigt vil den muligvis gøre benet endnu mindre, men det er som sagt over tid. Da det jo også er på tide med nye dagstrømper, vil bandagisten tage mål til begge samtidig. Må se at få aftalt tider til bandagering. Måske er det klogt kun at lave en eller to dagstrømper til at starte med, og så få de sidste to (hvis jeg kommer igennem med en bevilling på fire) når natstrømpen har haft tid til at gøre sit job. Især de senere dage er strømpen faldet ned ved knæet og jeg skal hele tiden rette på den, de er også næsten et år gamle, og da jeg kun har de to, slides de naturligvis mere, end hvis jeg havde fire.

Jeg har bestilt disse flotte palazzo bukser fra Asos og venter nu spændt på at modtage dem. De var sat ned fra 40 til 12 pund, ganske godt. Jeg tror, det vil se flot ud med en eller anden form for sort top og en lang halskæde. Eller måske kan jeg lave en lille halsklud af overskudsstoffet når jeg lægger dem op – jeg tænker, de nok er for lange til mig.

tirsdag den 13. september 2011

Slitage og skrankepaver

Mine to kompressionsstrømper er godt nok ved at være slidt, i den ene er der nu gået hul under hælen, lige i syningen. Det er på høje tid at få nogle nye, men jeg synes, det er tosset at lave nye nu, lige hvor jeg skal igang med natstøvle, den vil jo nok bringe ødemet lidt (forhåbentligt meget) ned. Det er i denne uge, jeg skal til bandagisten for at drøfte sagen.

I sidste uge ansøgte jeg jo om en LymphaPress i stedet for den pumpe, jeg har nu, og igår fik jeg så et kald fra handicapcentret. Medarbejderen lagde ud med, at jeg jo ikke bare kunne søge hver eneste gang, der kom en ny (...) og at der skulle noget lægeligt ind over. Suk. Jeg måtte forklare, at det vist ikke er en ny model, men at den jeg har, ikke er god nok, og at min læge dårligt ved, hvad Lymfødem er. Hun ville gå videre med det og vende tilbage. Forhåbentligt går det igennem. Inden længe skal jeg så til slaget om natstrømpe og nye strømper – jeg vil prøve, om jeg kan få tre eller fire, men jeg gruer allerede ved tanken om mine blødende knæ, hvorpå jeg grædende må kravle for at få noget som helst. Grrrr!

lørdag den 10. september 2011

LymphaPress Optimal på prøve


Før ferien havde jeg jo LymphaPress Optimal på prøve, og jeg nåede at prøve den seks gange. Her kommer lidt om mine erfaringer.

Maskinen har to funktioner, ja faktisk fire:
  • Gradient
  • PreTherapy+Gradient
  • Wave
  • PreTherapy+Wave
PreTherapy er en funktion, som ligesom "rydder en sti", for bedre afløb ved selve behandlingen (hhv. Gradient eller Wave). PreTherapy varer 8-9 minutter, så fortsættter maskinen med hhv. Gradient eller Wave.
  • Jeg har kørt mellem 45 og 60 minutter, tryk 40-50 og jeg har prøvet begge programmer, incl. PreTherapy.
  • Fælles for alle dage var, at fod og ankel ikke drænedes nær så godt som min LymphaPress Mini. 
  • Gradient programmet føltes en smule mere effektivt end Wave, da den fastholder trykket samtidig med at de følgende kamre fyldes. 
  • Begge programmer kører på en meget hakkende måde. I Wave programmet er hvert andet pump meget kort, hvert andet en lille smule længere. Ved Gradient er pumpene ca. lige lange.
Alle dage målte jeg mit ben tre steder på underbenet og tre steder på overbenet før og efter behandling. Resultatet var overraskende, ca. halvdelen af målene var gået op, resten en lille smule ned. Som jeg skrev forleden har jeg nu søgt om en Mini. Jeg håber, det går igennem.Jeg er stadig ikke tilhænger af støvlen med velcrolukning, jeg føler mig ikke sikker på at den sidder tæt nok og ordentligt til. Må prøve at få modellen med lynlås.

Jeg håber, I alle får en dejlig weekend.

onsdag den 7. september 2011

Ansøgning om bevilling

I dag har jeg fået søgt om bevilling til LymphaPressen. Jeg valgte at søge om LymphaPress Mini, da den var markant bedre for mig end Optimal. Mere om dette snart. Jeg håber ikke, der bliver alt for meget bøvl med at få vristet en bevilling ud af kommunen.

I næste uge skal jeg til bandagisten for at tale om natstøvle, natstrømpe eller hvad man nu vælger at kalde det. Jeg er lidt spændt. Egentligt er det tid at få lavet nye dagstrømper, men jeg tænker, det er bedst at vente til jeg har fået natstøvlen og den har gjort hvad den kan, altså at hævelsen er holdt op med at falde. En sød læser, hvis skriv til mig blev sparket jeg manglede, skrev at efter hun begyndte at bruge sin, faldt hævelsen dag for dag – eller rettere nat for nat. Jeg håber, det vil gå sådan for mig også.

De røde cargo bukser jeg bestilte nåede lige at komme inden ferien. De levede desværre ikke op til forventningerne – de var ikke så rummelige, stoffet var tyndt og benene gik ikke lige ned. De sad også lidt for tæt på bagdelen, det synes jeg ikke denne slags bukser skal, og slet ikke, når stoffet er tyndt.

mandag den 5. september 2011

En god ferie

Så er jeg hjemme igen efter en dejlig ferie i London og Skotland. Det var godt at se min gode veninde igen og få snakket, og vi havde en skøn tur til Skotland. Edinburgh er en rigtig dejlig by med meget at se. Det skotske højland var fantastisk, virkeligt smukt med bjerge med græs, bjerge med stejle klipper ned til havet, får osv.
Vi tog tog fra London til Edinburgh, på tilbagevejen var vi med bus. Vi var lidt sent ude med at arrangere transport, så togbilletterne blev lidt dyre, derfor bus. Den kostede kun ni pund, til gengæld tog den ti timer, og dem havde jeg frygtet lidt af hensyn til benet. Det gik dog fint nok, vi holdt tre pauser, hvor jeg kunne komme ud og bevæge mig lidt. Jeg tror også, at trykket på flyveturene gør noget, og det var der jo ikke noget af her.

Det var befriende at kunne tage kompressionsstrømpen af og på samt vaske og tørre den uden at være alt for flov at skulle gøre krumspring for ikke at afsløre mig.

Jeg kom hjem lørdag sidst på eftermiddagen, godt træt efter rejsen, og søndag var jeg tidligt oppe og afsted. Jeg skulle være med til et arrangement, hvor børn fra et asylcenter, samt andre børn der har det lidt hårdt, fik en dejlig dag med forskellige aktiviteter, leg og godter ved havet. Jeg var segnefærdig, da jeg kom hjem til aften, en begyndende forkølelse var vist også med til at få krammet på mig.
 I London fik jeg købt lidt forskelligt: Godter fra PoundLand, den lilla (og dejligt stærke) Neskaffe som ikke kan fåes i Danmark, crumpets, trusser fra Marks+Spencer, barberblade samt et par andre småting i Boots, bla. en lille sprayflaske, som jeg tænker, det kan være godt at have i tasken på varme dage, så kan man lige give strømpen et sprøjt. Jeg hamstrede lidt med barberbladene, de var ret billige. Jeg endte med at købe 11 blade til en stykpris på ca. 14 kroner. Herhjemme koster de 43 kr. plus porto.


onsdag den 24. august 2011

So long...

Jeg havde håbet, jeg lige kunne nå et indlæg om LymphaPressen inden rejsen, men tiden er gået, og jeg skal afsted til lufthavnen nu. Jeg vender tilbage om halvanden uges tid.

fredag den 19. august 2011

Nye bukser og LymphaPress Optimal

Jeg har lige bestilt disse flotte bukser fra eBay, de findes her og der er mange farver at vælge imellem. De koster 35$+12$ i porto til Danmark, altså omkring 250 kr. i alt. Jeg håber, benene er meget brede, men det synes jeg, de ser ud til at være. Jeg tror nu nok, jeg vil klippe snorene af, hvis bukserne passer. Tænker også lidt på, om jeg er for gammel til den slags bukser. Jeg tror lige, det går.


Jeg har en LymphaPress Optimal på prøve, hold da op et monster, det var en kamp at få den bugseret hjem bag på cyklen. Ni kilo. Nå, men jeg har prøvet den tre gange indtil videre og kan nå endnu tre ture inden den skal retur. Faktisk er jeg, mod forventning, ikke 100% begejstret. Vævet bliver lidt blødere, men jeg føler ikke at benet bliver drænet tilnærmelsesvist så meget som med LymphaPress Mini. Alle tre gange har jeg målt seks steder på benet før og efter pumpning, og mindst halvdelen af målene er gået op! Det var jo ikke lige meningen. Næste gang vil jeg sætte trykket lidt op, og se om det er bedre. Mere om dette senere.

onsdag den 17. august 2011

Festkjolen

Endelig er kjolen til det forestående bryllup på plads. Jeg har valgt denne smukke sag af mærket John Zach, købt hos www.fashionunion.com  Jeg var meget spændt på, hvordan den så ud i virkeligheden, for der, hvor jeg købte, var den egentlig ikke super flot, men noget billigere end, der, hvor jeg så den først, og hvor dette billede er fra. Nå, men den levede op til forventningerne, og jeg tror, jeg bliver rigtigt fin. Den er en lille smule mere turkis end på billedet, hvor den er mere blå.
Jeg bliver dog nok nødt til at få den lagt en lille smule op, med mindre jeg finder nogle sko med hæl, som jeg kan skrue mig ned i. Det gør jeg nok ikke, jeg tror ikke sko med hæl er godt, da foden jo vil blive skubbet frem i skoen, og overmaterialet vil gnave sig ind i forfoden. Det vil se dumt ud, og føles ubehageligt. Det er mest ubehaget, jeg tænker på, for kjolen går helt til gulvet og skjuler skoene.


tirsdag den 9. august 2011

Stil konsultation

Jeg har opdaget, at man i Magasin nu kan få en gratis tøj konsultation, så sådan en har jeg booket. Rygtet vil vide, at Pia J er rigtigt god, så hende valgte jeg. Der er lang ventetid, men det gør jo ikke noget. Jeg skal afsted i november.
Jeg synes, det kan være en udfordring at se smart ud, når mulighederne med Lymfødem er begrænsede, og jeg savner i den grad inspiration. Jeg ved ikke, hvad jeg ligner, nogle dage. Jeg glæder mig til konsultationen, og har store forventninger. Det er selvfølgelig noget, Magasin gør, for at sælge, og jeg vil nok også købe noget, men som kunde får man jo alt andet lige en masse input og gode idéer med sig hjem som man måske kan bruge til nogle af de ting, man allerede har i skabet.
Der er to gratis konsultationer, den ene på én time, og den anden – som jeg har valgt – på to timer. På forhånd udfylder man et skema med mål, ønsker osv. samt uploader et billede, og når man så ankommer har stylisten fundet en masse sæt frem som man kan prøve. På skemaet er der et felt, der hedder "Særlige hensyn", der beskrev jeg situationen og angav også minimum benbredden på bukser.
Det ser ud til, at de tilbyder konsultation i alle Magasin’er. Man kan læse om det og booke tid på deres hjemmeside, klik på Personal Shopper.

I dag ringede jeg til Apodan for at spørge, om der snart er en LymphaPress Optimal til mig, og de vil sende én i dag. Det bliver spændende at prøve den.

onsdag den 3. august 2011

Natbandage

Efter i alt for lang tid at have gået rundt om den varme grød, have skubbet den fra mig, glemt den lidt osv. har jeg nu, besluttet at det er tid at anskaffe en natbandage. Jeg har udskudt det, fordi jeg i forvejen føler mig kikset nok med kompressionsstrømpe, pumpe, bandager osv., og fordi tiden, hvor jeg ligger i min seng uden noget på benet, er et frirum. Et frirum, hvor jeg kan føle mig næsten som før Lymfødem.
Der er kommet flere kommentarer om natbandager (her og her) – tak for dem, og min fysioterapeut har også bragt det på bane flere gange. Nu skal det være. Jeg føler mig overbevist om, at mit ben kan blive mindre af det, og så er det for dumt ikke at gøre det.

Jeg har i dag bestilt en tid hos Specialbandager i Bagsværd (dog først i næste måned), hvor jeg også får kompressionsstrømper fra, de fører Jovipak og Mobiderm natstøvler/bandager, så vi skal tale om, hvad der kunne være godt for mig. Jeg er meget interesseret i at høre om endnu flere erfaringer med disse – og andre mærker. Har du natstøvle – hvis ja, hvilken?

Er den effektiv?
Er den varm om natten?
Er den nem at tage af og på?
Hvordan er bevægelsesfriheden (hvis der er nogen)?

Jeg snublede lige over et sted, hvor der stod, at man kan lægge den i en pose i køleskabet om dagen, så er den dejlig kølig til natten, og at den holder kulden ret godt natten igennem. Smart.

tirsdag den 2. august 2011

Spirebakke

Hej igen, ja det er ikke meget, jeg har fået skrevet den senere tid. Der har ikke været så meget at fortælle, og jeg har også haft travlt med diverse rejseforberedelser, kjole research, e-mails jeg var bagud med osv. samt travlhed på arbejdet.

I fredags var jeg forbi min helsepusher i Ringsted, hvor jeg fik købt nye forsyninger af Den glade maves grød samt en spirebakke. Spirebakken er allerede taget i brug, jeg dyrker lucernespirer i den ene bakke og hvedegræsspirer i den anden. Jeg ved ikke, om hvedegræsspirerne smager godt, men jeg havde nogle frø, fra da jeg selv dyrkede græs, så dem prøver jeg.

Nu kan det ikke vare længe, før der er en LymphaPress Optimal til mig, de sagde, at det nok ville blive sidst i juli.

*************

Jeg kan ikke komme over det, der er sket i Norge. Tårerne pibler frem, når jeg på TV ser de sørgende ved det store blomsterhav eller hører Kringsatt av Fjender – eller Til Ungdommen, som den jo hedder. I sorgen trøster jeg mig over sammenholdet, omsorgen for hinanden og måden hvorpå man som folk besvarer de frygtelige ugerninger.
Jens Stoltenberg har håndteret det så værdigt, stolt, menneskeligt, beundringsværdigt. Hvilket fint menneske, han er.

lørdag den 23. juli 2011

Om at tænde og slukke lys

De ufattelige begivenheder i Norge fylder min krop. I hovedet er der spørgsmålstegn og vantro, i hjertet er der sorg, og i øjnene tårer.
Da jeg tændte for fjernsynet i morges var det med et gisp jeg registrerede tallet 80. Da jeg kort efter åbnede min avis blev det for at bladre formålsløst igennem uden at læse ret meget. Tophistorien var for længst forældet, og alle de andre nyheder virkede så uendeligt ligegyldige.

Igår blev næsten 100 unge lys slukket. I aften vil jeg tænde et lys for dem, og for alle dem, der holdt af dem, og for alle de andre, der er kede af det. Jeg sender tanker til Norge og dets folk.

søndag den 17. juli 2011

LymphaPress Optimal

Da jeg afleverede LymphaPressen (Mini) fik jeg en brochure med alle LymphaPress modellerne, og deri så jeg LymphaPress Optimal, som jeg nu er skrevet op til at låne. Det lyder til at være drømmepumpen for lymfødemikere. Den har et program, som forbereder benet (eller armen) til drænage, ved at "rydde en sti", så der er afløb, når drænagen går igang. Jeg går dog ud fra, at man stadig selv skal åbne op, ligesom fysioterapeuten gør. Ydermere har den gradueret tryk, således at hvis trykket indstilles til f.eks. 50 vil den nederste af de 12 slanger køre med 50, den næstnederste med 49, den næste med 48 osv., så det højeste tryk altid er i den nederste/yderste del af benet/armen. Jeg er spændt på at prøve den. Jeg har også fundet ud af, at man godt kan få en manchet med lynlås i stedet for velcro, den hedder ComfySleeve.
Har du lyst at fortælle, hvilken pumpe du har, og om dine erfaringer med den, så kom glad!

Ellers ikke så meget nyt herfra. I onsdags fik jeg lavet et lidt uheldigt drej, da jeg ville lukke vinduet på arbejdet, og i løbet af eftermiddagen blev jeg mere og mere handicappet. Da jeg kom hjem, kunne jeg næsten ikke røre mig. Is og Qi Gong ser ud til at have hjulpet lidt, men jeg bevæger mig stadig som en struds med gigt. Jeg gruede for, hvordan jeg skulle få kompressionsstrømpen på torsdag morgen, men det gik.

Jeg er stadig igang med at læse Buddenbrooks, den er ret god.

søndag den 10. juli 2011

På vandretur

I går var jeg på vandretur med DVL, det var første gang siden Lymfødem. Tidligere har jeg ofte været med på vandreture á 10-15 kilometers længde og også nogle weekendture til Sverige, men siden Lymfødem startede har der været forskellige ting, der gjorde, at jeg ikke rigtigt fik gjort noget ved vandringen. I starten skulle jeg jo lige finde ud af, hvad jeg kunne og ikke kunne, så var jeg bandageret, så passede skoen ikke, så var ruten for lang, vejret dårligt osv osv., men i går lykkedes det endelig, og det var så skønt. Dejligt at komme ud at vandre igen, super dejlig natur oppe på Allerød egnen og rigtigt godt at komme lidt ud og møde nye, positive, ægte mennesker. Nu vil jeg se, om ikke jeg kan komme afsted lidt oftere, når der er en tur, der passer til mig.
Jeg var godt nok træt da jeg kom hjem, og føler mig faktisk også lidt smadret idag, selvom turen kun var 13 km., men det handler nok om ikke at være vant til det. Lilletåen var blevet klemt noget i skoen, men i dag er den sig selv igen. Det ser ud som om fod og ankel er en lille smule større idag end igår, så jeg har taget to af de mindste ruller kortstræksbandage udenpå strømpen, bare til at gå rundt med indenfor.

torsdag den 7. juli 2011

Coban bandage

Jeg læste lige i Lymfebrevet i dag produktchefen hos 3M's reklameartikel om deres – synes de selv – banebrydende Coban bandage.

I den forbindelse vil jeg da lige fortælle om mine oplevelser med Coban. På hospitalet, hvor jeg i begyndelsen blev behandlet, har jeg mange gange haft Coban på, se evt. dette indlæg. Jeg oplever ikke, at bandagen fyldte mindre end den kortstræksbandage af bomuld jeg nu får på hos fysioterapeuten, og jeg oplevede ikke mere bevægelsesfrihed. Jeg kunne ikke bruge mine almindelig sko. Jeg føler mig ikke overbevist om, at det er postivt, at bandagen er beregnet til at sidde på i mange dage, da benet/armen har brug for pauser og drænage, og at bandagen alt andet lige giver sig lidt, og jo ikke følger med, når ødemet går ned.
Som bonusinfo kan jeg fortælle, at bandagen lugter meget dårligt, den er klistret, og jeg følte mig om muligt endnu mere kikset end hidtil med Lymfødem.
Jeg skal ikke kunne sige, om bandagen er mere effektiv. Godt nok blev mit ben mindre med bandageringen på hospitalet, men måden det foregik på der, var ikke forsvarlig. Det må man dog antage, det er de fleste andre steder, så måske.
Nu har jeg lige været til fys, men næste gang vil jeg spørge Gitte, om hun har nogen mening om produktet.

søndag den 3. juli 2011

LymphaPress Mini

Jeg har nu prøvet LymphaPressen (Mini) nogle gange, og må sige, at den klart er bedre end den jeg har (Pulse Press Multi 12). Det gør en forskel, at den puster sig op nedefra og op hver gang, i stedet for som Pulse Press at puste over det hele på én gang. Især min fod og ankel føles helt anderledes og smidig med LymphaPressen, som om den er helt tømt for ophobet lymfevæske. På knæet har den ikke drænet helt optimalt, og jeg synes heller ikke at manchetten med velcrolukninger er så god, men måske laver de dem også med lynlås, og i og med at denne er en lånemodel matcher den måske heller ikke mine mål 100%. Alt i alt var den dog som sagt bedre end den gamle.

Et hit i sommervarmen!
Nøj, hvor var det lummert igår, og bliver det nok også idag. Jeg var ude at spise lækker brunch med en god veninde, og da jeg kom hjem efter at have cyklet i den fugtige og varme luft kastede jeg mig straks over forstøveren som jeg har sat på køl, og sprayede strømpen. Oh salighed! Den, jeg har, er en stor – den størrelse som man sprøjter blomster eller strygetøj med – men Tiger har nogengange en mindre model. Jeg havde jo en, som jeg tog med til Thailand og Laos, men jeg dumpede den undervejs, da jeg aldrig brugte den, og den bare fyldte op i rygsækken. På min tur til England senere på sommeren vil jeg købe nogle 100ml rejseflasker med spray til at have i tasken, jeg har set, de har dem i Boots.

For tiden kører jeg et lille, dagligt træningsprogram, der består af 13 minutters standing (her om sommeren har kroppen mere energi, og så skal man lave mindre standing og flere øvelser), fire af de otte Ba duan Jin øvelser, én anden Qi Gong øvelse med 10-20 gentagelser, ét minuts planke (Pilates) og ti armbøjninger, eller rettere forsøg herpå, hmm. Jeg vil gerne komme bingovingerne i forkøbet, og også se bare en lille smule tonet ud her i de bare armes tid, samt selvfølgelig til brylluppet i september.

Vaniliestængerne kom i fredags, så jeg skyndte mig hjem og lave is med vanilie og jordbærstykker, nams!

mandag den 27. juni 2011

Pumpe og selvbandagering

Denne er smuk, men
muligvis lige kort nok.
De sidste knap to uger har jeg pumpet og bandageret næsten hver aften. Jeg kan ikke måle nogen større forskel, men vævet bliver blødt og smidigt, og væsken mere flytbar, kan man måske sige. Jeg bemærker, at når jeg ligger på ryggen i min seng med benene trukket op til brystet er fødderne nu ud for hinanden, i stedet for før, hvor foden på lymfebenet på grund af væske nærmest kunne føres hen over den anden fod. Jeg kan altså bøje benet mere nu.

Jeg tror, jeg er blevet lidt bedre til at bandagere, men synes, jeg har brug for mange ruller. Jeg har ni ruller kortstræksbind, og det er hvad fysioterapeuten bruger, men jeg har svært ved at få bandagen ligeså kompakt som hun kan. Må se om jeg kan få et par staldtips når jeg snart skal afsted igen. Tænker på at købe et sæt mere, så jeg har et at skifte med.

Jeg har allerede modtaget LymphaPressen, posten havde forsøgt at aflevere i torsdags, men jeg fik først hentet den lørdag. Godt nok en stor kasse at få bugseret hjem på cyklen. Prøveperioden er lidt mere end en uge, så jeg skal aflevere den på mandag igen. Forhåbentligt kan jeg pumpe hver aften fra i morgen, så jeg kan nå at få et ordentligt indtryk af den. Jeg er spændt på at prøve den.

Jeg havde regnet med, at der ville gå uger, måske måneder, før der var en klar til mig, så det var skønt, at det gik så hurtigt. Jeg vender selvfølgelig tilbage med testresultat.

Pumpe og bandagering har også gjort, at jeg nu kan have mine elskede gamle Salomon fritids-/vandresko på, de er bare gode. Der er godt nok ikke for meget plads, men det kan gå, hvis jeg tager den af ind i mellem på jobbet. Også mine lidt mere sommerlige, hvide Nike sko kan jeg bruge, selvom de klemmer lidt, men indtil jeg får købt nogle andre, kan jeg bruge dem.

Tricket med at sprøjte vand på strømpen med en forstøver er faktisk ikke helt tosset, det køler dejligt her i varmen.

torsdag den 23. juni 2011

Kjolejagt

Måske denne?
Jeg er blevet inviteret til bryllup. Det er først til september, men for ikke at stå i sidste øjeblik, er jeg allerede gået igang med at lede efter en kjole. September kan jo også snart komme. Jeg har en smuk, lang gallakjole, men den er ti år gammel, slidt og nok også for kort til lymfebenet, som skal gemmes væk.
Jeg glæder mig sådan set til at dulle mig op big time, hvis altså kjolen er flot, sidder godt og jeg føler mig godt tilpas. Det er så vigtigt at føle sig godt tilpas. Hvor mange gange har jeg ikke haft ubehagelige sko på, strømpebukser der faldt ned eller lavede deller på maven, stropper der blev ved at falde ned, måttet gå rundt med maven trukket ind, bekymret mig om man nu kunne se trusserne osv osv. Jeg orker det ikke mere. Det er jo ikke sjovt.
Indtil videre har jeg fundet et par stykker, som jeg skal have studeret nærmere, alle på nettet, fra Danmark eller udlandet. Det er ikke sikkert, der er nogen af dem, der duer.
Tænk, hvad man dog ikke kan købe på det net, jeg har lige bestilt vaniliestænger fra England (vanillamart.com) – kursen er i bund, så jeg slog til, og jeg vil også benytte chancen til at købe pund til rejsen senere på sommeren, hvor jeg skal til London og Skotland med min gode veninde. Det bliver dejligt.
Jeg skal også have købt sko til brylluppet, er lidt spændt på, om jeg mon kan skrue mig ned i et par festsko med hæl. Er nok nødt til at købe to par i forskellige størrelser, festsko kan man vel ikke lige lægge en sål i.

mandag den 20. juni 2011

Skrevet op til LymphaPress

I sidste uge ringede jeg til Apodan, dem der sælger LymphaPress, og talte med en rigtig sød dame, som skrev mig op til en lånemodel. Det bliver spændende at prøve den. Vi talte lidt om den pumpe, jeg har nu (Pulse Press Multi 12 fra Athene), og hun sagde, at den arbejder ved kun første gang at puste sig op nedefra og op, og derefter hele manchetten på én gang, hvilket jeg ikke synes giver mening. Jeg synes nu, den giver lidt alligevel, efter jeg har haft den med til fysioterapeuten som indstillede den med de rigtige intervaller, nemlig 30 sekunders pump og 10 sekunders pause, men den bringer ikke hævelsen synderligt ned. LymphaPressen arbejder ved hver eneste gang at puste sig op nedefra og op.
Det viser sig, at Athene ikke, som jeg havde fået at vide at hospitalet som søgte om den for mig, har licitationen på kompressionspumper i Københavns kommune, de er bare "rigtigt gode venner” (...) med hospitalet, derfor fik jeg den og ikke f.eks. en LymphaPress.
Har du erfaringer med LymphaPress så skriv meget gerne en kommentar til dette indlæg. Tak. Alle kan se kommentarer og få glæde af dem.

Der er kommet en kommentar til indlægget om, hvad der udløser Primært Lymfødem, det er jeg glad for. Jeg håber, der med tiden er flere, der vil bidrage til listen, det er da lidt interessant at erfare, hvad der kan trigge denne mystiske lidelse som antageligt ligger på lur hos betingede.

mandag den 13. juni 2011

Hvad udløser Primært Lymfødem?

Mit eget kom efter et knæk i ryggen ved et tungt løft. Jeg har også hørt om:

• Insektbid/stik.
• Indtagelse af lidt alkohol efter en årrække helt uden.

Hvad udløste dit? Jeg vil opdatere listen løbende, når jeg hører eller læser om noget andre steder. Skriv rigtigt gerne i kommentarfeltet (klik på "kommentarer" herunder), hvad der udløste dit. Tak for dit bidrag.

onsdag den 8. juni 2011

Om at have synlige skavanker og handicaps

Der er mange, der har noget. Også yngre mennesker. Blandt folk jeg kender, kender til eller har kendt eller kendt til kan jeg bl.a. nævne følgende, alle i 30'erne eller starten af 40'erne:

• Søvnapnø. Skal sove med en maske, som hjælper med at trække vejret.
• Høreapparat.
• Psoriasis i ansigtet og det meste af kroppen.
• Tydelige mærker/ar i ansigt og på hals efter fjernelse af modermærker.
• Dårligt øje.
• Sukkersyge (dog ikke så synligt)
• Spastisk lammelse, pludseligt opstået i 30'erne.
• Deforme og manglende fingre og tæer.
• Pacemaker
• Fibromyalgi
• Epilepsi som følge af en skade
• Amputeret finger
• Dårligt syn, snart blind
• Forskellig benlængde, har høj sål på fodtøj på det korte ben.

I det lys er mit hævede ben og behovet for støttestrømpe (der skrev jeg det lige, siger ellers altid kompressionsstrømpe...) jo "bare" min ting. Ligesom så mange andre har noget. Jeg tænker ikke anderledes om dem med ovenstående ting, fordi de har dem.
Jeg trøster mig ikke ved, at nogen har det værre end mig, men jeg trøster mig lidt ved, at så er det heller ikke værre, mit altså. Det er galt nok, men måske hjælper det lidt at se det i lyset af, at det ikke er så unormalt at have et eller andet. Og jeg kan endda skjule mit.

Efter jeg har fået lymfødem er jeg blevet mindre fordomsfuld overfor folk, som f.eks. opfører sig tosset eller ser anderledes ud. Måske er det ikke altid fordi man er skør at man opfører sig lidt alternativt, måske har man f.eks. haft en hjerneblødning. Måske har man ikke fået lungekræft af at ryge 60 smøger om dagen men af sprøjtegifte i sin æbleplantage, og måske er man ikke fed fordi man er et dovent læs der ikke kan tage sig sammen til at tabe sig, men på grund af et misbrug man ikke kunne styre eller en sygdom, som man ikke selv er skyld i. Og hvad så, hvis man var skyld i det? Ingen har fortjent at være syg.

fredag den 3. juni 2011

Sommer


Nu er det blevet sommer, og det er dejligt. Selvom det er et helvede med kompressionsstrømpen i varmen, og selvom det er en sorg ikke længere at kunne hoppe rundt i klipklapper og lille sommerkjole eller lige køre i parken og sole mig i bikini, kan jeg ikke lade være med at elske sommeren med dens vidunderlige lys, lyde og dufte. Der er så meget, der minder mig om min barndoms lange og dejlige somre i sommerhuset.

Cowboybukser er simpelt hen bare for varme at have på med kompressionsstrømpe indenunder, så jeg har været på udkig efter sommerbukser i tyndt stof. Jeg købte de to på billederne. Begge er fra en butik inde på Trendsales, og altså nye. Mærket hedder Coline. Jeg har modtaget de røde, og de er super flotte. De er for lange til mig, så jeg skal lige lægge dem op, når jeg har vasket dem. Jeg købte dem i str. 40, som viste sig at være L-XL, men selvom jeg normalt bruger 38-40 tror jeg, de kommer til at passe fint i livet, når de bliver vasket. Jeg har også købt et par fede G-star cowboybukser med god plads til benene. Der er mange gode køb at gøre derinde.

onsdag den 1. juni 2011

Staycation

Jeg planlægger en lille "staycation", eller på dansk hjemmeferie. I morgen, torsdag, er jo helligdag, og jeg holder fri fredag, så det er fire dage, en hel lille ferie. Min plan er at læse og lave Qi Gong. Rigtigt meget. Jeg har for nylig købt Buddenbrooks af Thomas Mann, så den skal jeg have læst en masse i. Jeg elsker at læse, og især som barn og teenager læste jeg meget. Ikke så meget mere, da jeg synes, det ofte er svært at finde tid og ro til det, men når jeg først er kommet i gang med en god bog er det jo bare skønt.
Jeg har tænkt mig at træne Qi Gong to gange hver dag, en tur om morgenen og en om eftermiddagen. Pt. er jeg oppe på 16 minutters standing ad gangen, nogengange efterfulgt af supplerende øvelser, men på sigt vil jeg gerne optrappe til 20 minutter plus evt. øvelser.

 
Forhåbentlig bliver der også til en anden yndlingsbeskæftigelse; At ligge i min sofa og iagttage skyerne drive afsted mens jeg lytter til Leonard Cohens smukke sange. Mine favoritter er Alexandra Leaving og Love Itself, men også In My Secret Life og The Faith er helt specielle. Han er sådan en unik kunstner. En gave til menneskeheden, som jeg mener, ​​der står i en af ​​kommentarerne på Youtube. Poesien, den enkle, men alligevel så hele og perfekte musik. Hans dybe stemme emmer af indre fred og godhed. Jeg glæder mig over, at han bliver fejret så meget, mens han lever, i stedet for først efter sin død.

lørdag den 28. maj 2011

Til vi ses igen...


I dag har jeg pakket næsten alle de gamle sko, sko som jeg pga. Lymfødem ikke længere kan passe, sammen, klar til at komme ned i kælderen. Jeg kunne have smidt dem ud eller givet dem væk, men det synes jeg vil være det samme som at erkende, at det aldrig bliver anderledes, og det er jeg ikke klar til. Enkelte par vil jeg dog prøve at sælge, nogle nyere højhælede sko, som jeg alligevel ikke har et nært forhold til. Jeg håber, jeg en dag vil kunne bruge nogle af mine elskelige gamle sko igen. Det ser voldsomt ud med 16 par sko, men mange af dem er altså gamle.

Jeg spirer igen, ja altså ikke personligt, men spirer, lucerne som sidst og nu også kikærter. De er godt nok lækre, kikærterne, selv inden de er helt færdige.
Jeg kommer af og til til Ringsted, og der har jeg opdaget helsekostforretningen Natur & Trivsel, lige ved Torvet. Det er godt nok en dejlig butik, de har et kæmpe udvalg og ekspedienterne er super søde og hjælpsomme. Og så er de ret billige. I går købte jeg lucernefrø og nye forsyninger af min morgengrød "Den glade maves grød". Jeg så på en spirebakke, som jeg tror, jeg vil købe næste gang. De havde mange slags frø til at lave spirer af.

søndag den 22. maj 2011

En spirende hobby?

Nams! Ristet rugbrød med avocado og friske, hjemmedyrkede spirer.

For at forsøge at spise lidt sundere er jeg begyndt at dyrke spirer igen, og igår høstede jeg min første afgrøde. Hjemmespiring er fantastisk, det er lækkert, nemt, billigt og rigtigt sundt. Og genialt, hvis man bor i f.eks Grønland, hvor ikke meget kan gro, og de ​​friske produkter, de får, skal flyves ind og derfor koster en formue. Eller den australske outback, hvor der kan være hundredevis af kilometer til den nærmeste by, og man ikke lige smutter i Brugsen hver anden dag. Dem jeg lige har dyrket er lucernespirer, men jeg har nogle prøverbroccolispirer, rødbedespirer og nogle andre, som jeg vil prøve snart. 

I dag skal jeg til FlowYoga for første gang siden før rejsen.

onsdag den 18. maj 2011

Kompressionspumpen til fysioterapi


Min kompressionspumpe.

De nye indstillinger. Trykket er lige knap 50.

I dag har jeg været til fysioterapi, og jeg havde min kompressionspumpe med. Der var godt nok læs på cyklen, for jeg havde min kæmpestore taske med pumpen, lagen, bandager samt bukser og sandaler til evt. bandagering på bagagebæreren, men det lykkedes at komme både ud og hjem. Da jeg skulle hjem, tænkte jeg, at det nok var bedst at skabe lidt balance på køretøjet, så jeg købte en flødeskumskage hos bageren og satte den i cykelkurven. Der var ikke andet at gøre.
Det var meget interessant at have pumpen med, så Gitte Fysioterapeut kunne vurdere den. Hun var ikke glad for den måde, den pumpede på, men efter at have reguleret intervallerne og den havde kørt en halv times tid mens hun drænerede overkroppen viste det sig dog, at den havde haft effekt. Hun kunne se på foden og mærke på vævet i læggen at den havde løsnet op nogle steder, hvor der var lidt ophobning. Nu skal jeg prøve at bruge den hver aften i en uges tid, hvorefter jeg skal til fys igen, og jeg skal måle benet i aften og den sidste aften.
Gitte syntes, jeg skulle prøve at låne en LymphaPress hos Apodan, så det vil jeg gøre. Den pumper åbenbart på en anden måde, den "ruller" luften op ad benet meget bedre end den maskine, jeg har, og det er jo det, det gælder om, at få skubbet lymfen opad, så det kan komme videre ud i systemet.
Det var også rigtigt godt at få indstillet pumpen rigtigt. Jeg har kørt med nogle alt for lange intervaller, men fra nu af er det 30 sekunders pump og 10 sekunders pause.