Så er jeg hjemme igen efter min vandretur i Spanien.
Rejsen blev på alle måder en anden end jeg havde forestillet mig. Jeg fik Cellulitis. Ikke Rosen, men Cellulitis. Så vidt jeg har forstået, er det vist næsten det samme, men diagnosen var i hvert fald Cellulitis. Lægen sagde på sit begrænsede engelsk at med Rosen var det et mere begrænset område.
Det startede dagen før jeg blev klar over, at det var startet. En eftermiddag efter ca. 15 kilometers vandring følte jeg mig træt. Ikke bare træt efter vandringen, men en anden slags træthed. Jeg var sikker på, at det var fordi, jeg ikke havde fået drukket nok vand, så jeg skyndte mig at drikke en hel masse. Næste morgen bemærkede jeg ikke noget, så jeg gik afsted. Efter et par kilometer, ude i skoven, blev jeg pludselig dårlig, og inden jeg fik set mig om kastede jeg op og rystede af feber. Uden på bukserne kunne jeg mærke en varm plet lige over knæet, og da jeg trak strømpen ned var der rødt.
Jeg gik videre, der var ikke andet at gøre, derude i skoven. Da jeg kom til en lille café og havde hvilet mig lidt tænkte jeg, at det vist ikke var forsvarligt at gå de ti kilometer til det næste herberg, så jeg fat i en taxa og kørte til den nærmeste by. Der indlogerede jeg mig på et pensionat, hvor jeg straks gik i seng med alt tøjet på, rystende af kulde. Efter lidt tid tog jeg strømpen af og til min forfærdelse var store dele af lymfebenet ildrødt og brandvarmt! Selvfølgelig strejfede tanken om Rosen mig, men da jeg aldrig havde haft det før og ikke var hundrede procent klar over, hvor det så ud og foregik kunne jeg ikke være sikker, så jeg besluttede at se tiden an til næste morgen.
Næste morgen var næsten hele benet rødt og varmt, og da jeg steg ud af sengen kunne jeg i første omgang slet ikke støtte på benet. Huden lignede, og føltes, som en meget alvorlig solskoldning. På den lokale lægeklinik kastede man et blik på mit ben og sendte mig så med ambulance til et stort hospital i Santiago, så til Santiago kom jeg – havde dog håbet, det blev til fods, men sådan skulle det ikke gå.
Allerede efter den første nat med antibiotika via drop var der bedring at spore, og i de følgende dage blev det bedre og bedre, både farven og varmen forsvandt gradvist. Min tårnhøje feber gik der nogle dage, før der kom styr på. De første par dage var jeg noget nervøs, for jeg havde endnu ikke fået nogen diagnose, og jeg spekulerede på, om de mon vidste, hvad de var oppe imod, selvom lægen sagde, at hun godt vidste, hvad Lymfødem var. Da jeg fik diagnosen Cellulitis vidste jeg, at de havde stillet den rette. Faktisk nævnte jeg selv allerede den første dag muligheden for Cellulitis.
Noget, der virkelig gjorde mig bange var, at i det sekund jeg svingede benet ud over sengekanten for at gå på toilettet blev fod og underben helt mørkerødt, ja nærmest blåligt, og det var som om ingen klapper, pumper eller noget som helst virkede, så benet hævde op omgående. Efter et par dage blev også dette bedre, hvilken lettelse.
Efter ti dage fik jeg overtalt lægen til at udskrive mig, så jeg kunne flyve hjem, og hvor var det skønt at komme hjem! Selve hospitalsopholdet var dog ikke en grim oplevelse og jeg blev behandlet godt. Det værste var droppet – at få medicin intravenøst. Efter fire-fem dage begyndte medicinen nærmest at blive lidt giftigt for venerne og de måtte skifte droppet flere gange. Der var store problemer med at finde steder, de kunne stikke, da mine vener åbenbart gemmer sig lidt. Jeg var så bange for at alt det stikkeri skulle udløse Lymfødem i armene.
Men hvordan startede det hele? Ja, jeg havde fået en del vabler, bl.a. en ond én under storetåneglen på lymfebenet. Jeg synes nu, den helede fint, men bedst som den var kommet sig bankede jeg tåen ind i en dør på vej ned fra overkøjen på et herberg, av av av! Neglen blev blå og der kom lidt infektion. Det troede jeg, jeg havde fået styr på, men lægen på hospitalet mente, at det var der, balladen startede. Hvem ved... Selv tænkte jeg, at min krop var svag på grund af vandringen, menstruation, stress osv., men måske skal der mere til end det.
Ak ja, så har jeg også prøvet det. Sikken en omgang! Nu ved jeg så, hvad det vil sige at have Rosen, som de fleste jo kalder det, og fremover vil jeg være mere forsigtig. Det var jo også en speciel situation med vandringen og vablerne, men nu ved jeg, hvor vigtigt det er, at passe på og undgå ting, der kan føre til infektion. Jeg håber ikke, jeg nogensinde får det igen, selvom nogen siger, at når man først har haft det én gang er man mere disponeret for at få det igen. Hvem ved...
Jeg har lagt nogle billeder af mit ben med Cellulitis
her (åbner i nyt vindue). De er ikke alt for ubehagelige, jeg synes blot, at man skulle have et valg.
Som om alt dette her ikke var nok har min far, mens jeg har ligget der og kukkeluret, været på sygehuset herhjemme og fået fjernet tre lymfeknuder ifbm. modermærker, der åbenbart var mere alvorlige/fremskredne end ved første øjekast. Modermærkekræft. I dag har han været til kontrol og er blevet frikendt, pyha. Den melding var jeg meget glad for, da muligheden for fjernelse af samtlige lymfeknuder i både lyske og armhuler er blevet nævnt. Jeg har selvfølgelig også været bange for, and min far skulle få Lymfødem efter fjernelsen af de tre. Indtil videre ser det ikke sådan ud, men tiden må vise, hvordan det kan gå.
Jeg skal have vist jer nogle nye bukser og støvler, jeg har købt – kommer snart!
