lørdag den 18. september 2010

Succes

Bandageringen torsdag eftermiddag var en succes, det sad fint og der var ingen problemer om natten med trykfølsomhed, så jeg var rigtig glad, da jeg vågnede. Målene var gået endnu en smule ned i forhold til onsdag, da vi tog bandagerne af, så det var godt. Benet, foden og anklen så rigtigt fine ud. Bandagering hos fysio er virkelig noget helt andet end der, hvor jeg gik før. Her er der føling med benet, og hvordan det reagerer, og behandlingen tilpasses herefter. Der er meget fokus på ikke at tvinge, og respektere hvad benet kan og vil.
Nu er det lørdag, og jeg har ikke fået nyt på, men skal afsted to gange i næste uge. Det varer ikke ret længe, inden vi skal tage mål til strømpe. Vi har talt om at lave en strømpe med små lommer ved anklen til pelotter, det bliver spændende.
Fysioterapeuten syntes, jeg skulle prøve at lade være med at hoppe i trampolin en tid, for at se om hopningen i virkeligheden gjorde mere skade end gavn. Selv er jeg overbevist om at hopning er godt, og det var klart at se dengang jeg startede, at læggen blev blød, men nu gør jeg, som der bliver sagt, jeg vil ikke udelukke noget.