Ydmygende

Igår ringede jeg til Handicapcenter for at prøve at aftale et møde. Det kunne man ikke. Man kunne tale med en dame i telefonen. Det ser ikke ud til, at der er store chancer for at få mere end de to standard strømper, som jeg har fået bevilliget. Der skal meget tunge lægelige argumenter til for at få mere her i Københavns Kommune. Damen sagde flere gange, når jeg f.eks. sagde, at jeg har svært ved at få strømperne tørre til næste morgen eller at jeg ikke magter at stå og vaske i hånden hver eneste aften, at "sådan er det for alle". Det gør jo ikke mit behov mindre, at andre har det ligesådan. Jeg er frustreret over, hvordan det fungerer. Jeg betaler min skat og ligger ikke samfundet til last med overførselsindkomster. Kan man søge om en hjemmehjælper til at vaske strømper? Eller en lejlighed med vaskemaskine? Jeg prøvede at forklare, at der er tale om en beklædningsgenstand på lige fod med et par underbukser, men det havde åbenbart ingen betydning.

Jeg synes, det er ydmygende, at skulle tigge og bede, og så alligevel ikke kunne få det, man har brug for. Jeg ved godt, at jeg har fået bevilliget meget – pumpe, natbandager, kortstræksbandager, og det er jeg glad for, men strømperne er altså næsten det vigtigste. Igen, jeg synes, det er ydmygende. Jeg søger jo ikke om dem for at sidde og lege med dem eller sælge dem videre i Den Blå Avis, og jeg synes altså heller ikke at jeg er doven, fordi jeg ikke orker at stå og vaske i hånden hver aften. Man vil jo også gerne have et liv udover at vaske sine fucking støttestrømper...