Mail til Det Sociale Nævn

Jeg skriver, fordi jeg har bemærkninger til kommunens afgørelse af min klage over afslag på ansøgning om ekstra kompressionsstrømper. Jeg mener, kommunens svar er usagligt, og at der ikke er blevet lyttet til mine argumenter og taget hensyn til min situation. Svaret "at jeg er blevet kompenseret" er nøjagtigt det samme som ved den første ansøgning.
I øvrigt mener jeg ikke, man er kompenseret, fordi man har fået en "skiftestrømpe". Man kunne måske sige, at man var kompenseret, hvis man f.eks. havde fået hele to kørestole eller elevationssenge, men med beklædningsgenstande, der skal skiftes hver dag, er det en anden sag. En kompressionsstrømpe kan hygiejnemæssigt sidestilles med et par underbukser, da disse skiftes hver dag, og skal vaskes grundigt. Hvem kan klare sig med to par underbukser, som oveni købet skal vaskes i hånden, når man ikke selv har vaskemaskine eller mulighed for at vaske i maskine hver dag? Ydermere er det meget vigtigt for Lymfødem patienter at holde en høj hygiejnestandard for at undgå infektion/Rosen/Cellulitis, som kan være en både meget farlig, smertefuld, og for det offentlige dyr, sag.
I servicelovens §112 står at patienten skal tildeles hjælpemidler efter behov. Mit behov er en løbende bevilling på mindst fire kompressionsstrømper + tåkapper pr. år. Jeg mener ikke, det er reelt at kommunen vurderer at alle patienters behov er det samme, nemlig standardbevillingen på to strømper pr. år. Alle mennesker er forskellige. Når kommunen konsekvent tildeler alle patienter to strømper pr. år tages der ikke stilling til den enkelte patients behov, som loven ellers tilskriver.

Jeg ser frem til at høre fra Dem. De er velkommen til at kontakte mig, såfremt de skulle have spørgsmål eller behov for yderligere information.

Med venlig hilsen