Fordi man kan!

Efter min laaaange, men mindre heldige, bandagering i forsommeren (se her) er jeg stadig dagligt taknemmelig for, at jeg igen kan bevæge mig og bruge mit ben. Jeg elsker at cykle, og hvilken lykke det var, efter at have fået bandagerne af, igen at sadle op og køre en tur i det skønne naturområde ikke så langt fra, hvor jeg bor. Oh salighed, jeg måtte fælde en tåre, så glad var jeg!
Nogengange går jeg ned ad trappen eller ind i toget på en særlig måde, bare fordi jeg kan! Måder, som jeg ikke kunne med stift ben.
Jeg er sikker på, at mine 12 kilometers cykling samt 20 minutters gang hver dag er med til at holde mit lymfødem under kontrol. Jeg hopper dagligt på en minitrampolin, og lidt tid efter jeg begyndte, kunne jeg erfare, at mit underben ikke længere var så stenhårdt som før, nu er det blødt som det "gode" ben, og måske er det synsbedrag, men jeg synes, underbenet virker lidt mindre end inden jeg begyndte at hoppe.
I lang tid har jeg hoppet to minutter hver time, når jeg var hjemme, da jeg kunne læse i e-bogen "Heal Your Lymphatic System & Reduce Lymphedema Swelling" at det skulle være det mest effektive. Jeg er dog en lille smule mistænksom overfor denne bog, da jeg ikke kan se, at forfatteren selv har lymfødem, og jeg ofte støder på skjulte reklamer for hans bog på nettet. Anyway, nu har jeg prøvet med de to minutter i et antal måneder, og vil nu prøve en anden strategi, nemlig at arbejde mig op til måske 15 minutter pr. dag, i et stræk. Pt. hopper jeg lidt mere end fire minutter, ikke hver time, men bare nogle gange i løbet af dagen. På min computer har jeg et musikprogram, og når jeg skal hoppe spiller jeg en sang der varer det antal minutter/sekunder, jeg vil hoppe. På den måde skal jeg ikke rode med æggeure mv., og jeg kan høre god musik mens jeg hopper. Pt. hopper jeg til "Alt ljus på mig" af Bo Kaspers Orkester – favoritsvenskerne!

Fra bogen: