Det må være ved denne tid sidste år, at jeg, efter diagnostisering og behandling, fik min første kompressionsstrømpe. Tænk at der er gået et år. Jeg har naturligvis brugt strømpe hver dag siden, men det er som om, det først er det sidste halve års tid, at det virkelig har ramt mig. Jeg tænker meget mere på det nu, bekymrer mig om det og er ked af det. Måske på grund af årstiden. Da jeg startede var det alligevel ikke længere sandaltid og derfor naturligt med lange bukser og lukkede sko, så denne sommer var den første.
Man ser tit, at når mennesker mister en, de har elsket meget længe, sørger de i et års tid. Sorgen og savnet vil naturligvis altid vil være der et sted, men det er mærkedagene, årstiderne, traditionerne, man skal igennem første gang uden den anden, der er ekstra hårde. Den første jul. Den første fødselsdag. Den første sommerferie. Måske er det lidt ligesådan med kronisk sygdom. Det første år er det værste. Så har man prøvet de forskellige situationer. Jeg sørger stadig, så mit år er nok ikke gået endnu. Jeg ved ikke, om jeg er stærk nok til nogensinde at håndtere dette her.
Jeg har med stor interesse læst dine indlæg her på bloggen, og jeg synes, at du simpelthen trodser alle de benspænd, der bliver lagt for dig på en utrolig positiv måde.
SvarSletSom vi lærte på skiskolen i Norge for mange år siden, så er der altid en anden måde at komme ned af de stejle løjper på end den direkte, og man skal bare bruge sin fantasi og åbne sine øjne, så er der altid et lys forude.
Jeg håber virkelig, at din blog her vil inspirere andre til at følge dit eksempel, og gøre en indsats både med sunde grøntsager og motion.
F.
skønt at du har taget initativ til at fortælle om dig selv og dine erfaringer omkring lymfødem.
SvarSletJeg er også en pige/ kvinde i 30'erne med primært lymefødem i det ene ben. Jeg har haft min i næsten 20 år, takket være lægerne som sov i timen. Det lyder så voldsomt med 20 år, I know!!! Min kom efter en sports-skade i gymnastik, og det hele startede også med hævelse på min fod og siden har det spredt sig over hele benet. Trods det stor ben, har jeg fundet manden i mit liv og fået to skønne børn:-)) Det er jeg rigtig taknemlig for. Jeg kender alt til dine bekymringer omkring tøj, sko og ikke mindst at man er så meget anderledes end alle andre!!! Jeg dyrker også sport flere gange om ugen, trods det stor ben, selvfølgelig ikke på elite plan som tidligere, men jeg går til Zumba, effect ( som er en form for pilates, yoga og boldtræning)og bodypump som styrker min ryg og mave. Alt i alt har jeg nok lært, at det er en del af mig, men jeg tror aldrig jeg vil opgive håbet om, at jeg får mit normale ben igen én skønne dag:-)) KH. Miss M.