torsdag den 23. juni 2011

Kjolejagt

Måske denne?
Jeg er blevet inviteret til bryllup. Det er først til september, men for ikke at stå i sidste øjeblik, er jeg allerede gået igang med at lede efter en kjole. September kan jo også snart komme. Jeg har en smuk, lang gallakjole, men den er ti år gammel, slidt og nok også for kort til lymfebenet, som skal gemmes væk.
Jeg glæder mig sådan set til at dulle mig op big time, hvis altså kjolen er flot, sidder godt og jeg føler mig godt tilpas. Det er så vigtigt at føle sig godt tilpas. Hvor mange gange har jeg ikke haft ubehagelige sko på, strømpebukser der faldt ned eller lavede deller på maven, stropper der blev ved at falde ned, måttet gå rundt med maven trukket ind, bekymret mig om man nu kunne se trusserne osv osv. Jeg orker det ikke mere. Det er jo ikke sjovt.
Indtil videre har jeg fundet et par stykker, som jeg skal have studeret nærmere, alle på nettet, fra Danmark eller udlandet. Det er ikke sikkert, der er nogen af dem, der duer.
Tænk, hvad man dog ikke kan købe på det net, jeg har lige bestilt vaniliestænger fra England (vanillamart.com) – kursen er i bund, så jeg slog til, og jeg vil også benytte chancen til at købe pund til rejsen senere på sommeren, hvor jeg skal til London og Skotland med min gode veninde. Det bliver dejligt.
Jeg skal også have købt sko til brylluppet, er lidt spændt på, om jeg mon kan skrue mig ned i et par festsko med hæl. Er nok nødt til at købe to par i forskellige størrelser, festsko kan man vel ikke lige lægge en sål i.

2 kommentarer:

  1. Jeg er lige vendt hjem fra Spanien, skønt med noget sommer varme og smukke strande, men øv øv for benet som efter 2 måneders behandling var blevet meget mindre og som igen er begyndt at hæve op igen. Troede at de nye strømper ville holde det nede- men desværre NEJ:-((
    Jeg så at du søgte en lang fest kjole, jeg har en som jeg vil sælge i str. 38/40. Den er super smuk, farven er knald rød med havfrue snit, altså at den går ind i taljen også går den ud nede ved knæet som også er god til at dække vores store ben!Jeg har selv kun haft den på 2 gange, også er der en tynd sjal med smuk simple brodering i enderne som kan bruges til over skulderne.Jeg har også nogle fantastiske fest sko som jeg sælger- det er fra tidligere kollektioner til hel fab. agtig priser.
    Måske kunne vi finde en dag, hvor du kunne komme forbi og prøve- altså kun hvis du er interesseret:-)) Ha' en fortsat skøn weekend kh. Miss M

    SvarSlet
  2. Hej Miss M,
    velkommen hjem fra dejlig ferie, stort øv med større ben! Tror du, det havde noget med varmen at gøre? Går du i vandet med strømpen eller tager du den af?
    Tak for tilbud med kjole, den lyder flot! Jeg har bestilt to kjoler, som jeg venter på at modtage. Hvis de ikke går, vil jeg måske gerne prøve din.
    Hvordan ser skoene ud? Jeg bruger tåkappe, så åben-tå eller spidse sko går ikke.
    Kærlig hilsen, og også god weekend til dig :-)

    SvarSlet

Skriv en kommentar, jeg bli'r så glad :-)