lørdag den 24. november 2012

Tony Robbins

Sidste år så jeg nogle programmer, der hed Break Through (På dansk "Tilbage til Livet"), de var med Tony Robbins, super coachen fra Amerika. De var meget interessante og inspirerende, og allerede dengang ville jeg have skrevet noget om dem, men kom fra det. Lige nu bliver de genudsendt, lørdag aften på Kanal 4.
Der er vist mange meninger om Robbins, især inden for selvhjælpsverdenen. Personligt synes jeg, han virker utroligt sympatisk, dygtig og med et ærligt ønske om at hjælpe andre mennesker. I programmerne hjælper han mennesker i forskellige steder i livet, mennesker som måske har været ude for en ulykke eller på en eller anden anden måde har brug for hjælp til livet.
Den første udsendelse var, af dem jeg så, den mest interessante, den handlede om en mand, som til sin egen bryllupsfest var sprunget ud på for lavt vand i en swimmingpool og blevet lam fra livet og ned. Meget tragisk. I årene siden ulykken havde han selvsagt haft det meget svært. Svært ved at være afhængig af andre til mange ting. Svært ved at være manden i sit ægteskab. Svært med ikke at kunne gøre de ting, han engang drømte om. Robbins mission var at hjælpe manden igang med livet igen og parret tilbage til hinanden og det liv, de næsten havde opgivet at få sammen.

Selv om det at have Lymfødem ikke kan sammenlignes med at være lam og henvist til en kørestol, er der alligevel aspekter af situationen som jeg synes, er de samme, og jeg følte selv, at jeg kunne bruge nogle af Tonys kloge ord.

I udsendelsen arbejdede han ud fra følgende syv punkter:

1. Omskriv din historie.
2. Konfronter dine problemer.
3. Opdag din indre styrke.
4. Omdefiner hvad der er muligt.
5. Overgå dine forventninger.
6. Ændr din måde at tænke på.
7. Gør dit gennembrud til dit eget.

De fleste af punkterne giver mening for mig, men især nummer fire fangede mig. Omdefiner, hvad der er muligt. Det er jo det, man må gøre, når ens situation ændrer sig, som den kan gøre, når man får en kronisk sygdom og ikke længere kan de samme ting, som før. Det er det, vi må gøre. Jeg har brugt meget tid på at sørge over det, jeg ikke længere kan, men gradvist har jeg sluppet det og arbejder nu udfra hvad jeg kan. Også nummer to, Konfronter dine problemer er meget vedkommende. Nogle lever i årevis med fortrængning og/eller benægtelse. Det kommer der ikke noget godt ud af.

Jeg ville ønske, jeg kunne have gået mere i dybden med dette. Jeg har ikke kunnet finde ret meget om programmet fra Tonys egen hånd, men jeg fandt denne side, hvor en anden coach har tolket på de syv punkter. Måske findes der et sted på nettet, hvor man kan se hele udsendelsen. På denne side taler Tony om den episode, jeg nævner, og de egentlige udfordringer i den.

Og nu til noget helt andet. Jeg sælger disse nye og ubrugte støvletter fra Deichmann. Venstre str. 41, højre str. 39. Se mere på min til-salg side. Jeg er rigtigt glad for mine og overvejer endda at købe endnu et sæt til når disse ikke kan mere. Deichmanns netbutik har gratis fragt og man kan returnere i deres butikker, så man sparer returporto, hvis varerne ikke passer.



Lige om lidt er mit brød færdigt, jeg har bagt i "Svinet" (stegesoen), og da jeg tog låget af for at give det et kvarter uden så det fantastisk ud! Rejemad under opsejling! Jeg gjorde et kup hos ToDoor igår, hvor jeg tilmed havde en deal til. Senere skal jeg bage en laber kage med svesker og til sidst min i den grad røvsparkende græskarsuppe ;-)

4 kommentarer:

  1. Hej Lymfeblogger
    Jeg kommer ikke så tit forbi, så jeg håber det er ok at jeg kommenterer på et gammelt indlæg :-)
    Meget inspirerende med de 7 punkter. Jeg arbejder inden for undervisning, og her taler vi meget om "ressourcesyn" - dvs. at man vælger at kigge på hvad eleverne KAN, i stedet for hvilke problemer de har. På et tidspunkt gik det op for mig at jeg også kunne kigge på mig selv og mit lymfødem med ressourcesyn: i stedet for at kigge på hvor mange begrænsninger det gav mig, begyndte jeg at se på hvad jeg KAN, fx jeg kan svømme, jeg kan bade, jeg kan gå og gå og gå (elsker at gå), jeg kan cykle på min elcykel, jeg kan passe mit arbejde osv osv.... og det gav mig et kæmpe kick! Kald mig bare jubel-idiot; det fik alle de negative tanker væk :-) :-)
    Det gælder om at finde noget der virker. Fortsat god arbejdslyst ;-) Mvh. Marie-Louise

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Marie-Louise,
      det er super dejligt med kommentarer - på nye som gamle indlæg :-)
      Det er interessant med ressourcesyn, og cool at du overførte konceptet til din egen situation!
      I starten synes jeg det var svært at glæde sig over hvad jeg kunne, når nu der var så meget, jeg ikke længere kunne, men det er jo det, vi må gøre. Der kommer ikke noget konstruktivt ud af at blive ved med at fokusere på det, vi har mistet, selvom der helt naturligt er en sørgeperiode. Nu glæder jeg mig i højere grad over det jeg stadig kan.
      Tak for dit positive input! Ha' en rigtig dejlig påske!
      E

      Slet
  2. Hmm kom tilfældigt forbi denne side, og synes lige jeg vil, hvis man synes om Tony Robbins, anbefale hans bog "ubegrænset kraft" som jeg synes er helt fantastisk.
    Tag Jer god tid til at læse den - den er, synes jeg, meget svær at læse, da hjernen lige skal fordøje alle de gode indput.
    Anbefalede den en gang til en ven, som havde for vane at overstrege de gode linjer med en overstregningstuch. Han ringede og fortalte at der var sider i bogen der var helt gule.
    God fornøjelse med bogen.

    Med venlig hilsen
    Kim A.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Kim, mange tak for tippet, det er hermed givet videre, og jeg vil også selv skrive den på ønskesedlen.
      Mange hilsner.

      Slet

Skriv en kommentar, jeg bli'r så glad :-)