fredag den 1. november 2013

Grillstøvle og æblekage

Min store bandageringsmarathon skulle være sluttet i dag, men blev udsat, da jeg kom til skade med min ryg. En af den slags, hvor man bare står helt stille og lænden uden varsel braser sammen. Av! Og øv. Efter indtil videre otte kiropraktorbesøg er jeg heldigvis i bedring, men jeg blev enig med fysioterapeuten om, at det nok ikke var smart at stavre rundt på et indsnøret ben, når kroppen ikke var helt stabil og oppe at køre endnu. Siden har jeg tænkt, om det overhovedet nyttede noget med alt det bandagering, efter få dage eller uger er benet jo alligevel tilbage, hvor det var før, men så alligevel, det er nok godt at det får en omgang af og til, så vævet ikke bliver hårdt. Jeg tror dog, jeg vil nøjes med en uge, når jeg når dertil – nok engang i det nye år.

Jeg beholdt min tid hos bandagisten i dag, hvor jeg blev målt og fik bestilt en ny strømpe. Fordi jeg har lidt problemer med at strømpen gnaver lidt lige der, hvor foden bøjer, får jeg nu syet et lille stykke silke ind, således at friktionen vil være mellem strømpen og silken og ikke mellem strømpen og huden. Det skal nok blive godt. Den ene af pelotterne bliver også justeret lidt.
Vi talte også om min Jovipak, som har været i skammekrogen de sidste par måneder, fordi den og mine ekstremt følsomme knogler på siden af forfoden er samspilsramte. Nu skal vi prøve at klippe lidt af (Jovipakken, altså), så jeg kan bandagere forfoden og dernæst tage Jovipakken – eller grillstøvlen, om man vil – på.

På vej hjem fra bandagisten kom jeg forbi et sted, hvor der lå en hel masse nedfaldsæbler, som jeg straks stod af cyklen og snuppede. De var helt fine, jeg tror, det måske var Gråsten. Der blev en stor portion dejlig kompot til fryseren. I den forbindelse vil jeg gerne reklamere for en rigtig lækker æblekage, jeg for nyligt prøvede at lave.
Lige præcis ved denne tid sidste år lå jeg jo på hospitalet med Rosen i Spanien, og straks hun fik besked om, hvad der var hændt, sendte min søde mor en pakke afsted med kurer, hvori der – udover underbukser, chokolade, avis og et brev – var et Femina med den fantastiske opskrift. Jeg tænkte, at den så og lød virkelig lækker, og nu har jeg så endelig prøvet den. Den er laber! Du kan finde den her.

Det var alt fra mig idag, men jeg vender snart tilbage - yeah right... - nej virkelig, jeg har bl.a. noget om cowboybukser og 144 millioner!



2 kommentarer:

  1. Hej sender mange hilsener og håber din ryg er i bedring. tak fordi du har overskud til at dele. ja det bandagering virker lidt formålsløs der går ikke længe så føler jeg det var spildt men ja vævet bliver blødere og det er godt. jeg kan dele at jeg forledem spillede indendørs fodbold i 1 1/2 time og hvorfor deler jeg det. inden jeg fik lyfmødem dyrkede jeg meget sport og jeg troede det skulle stoppe. nu har jeg snart haft lyfmødem i to år og ja det er en sejre at jeg fortsat kan være aktiv. stort knus fra Christina

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Christina, mange tak for skriv, ryggen er endelig god igen, men sikken en omgang!
      Ja, det er nok bedst at tage en bandageringstur en gang i mellem.
      Hvor er du cool, at du spiller fodbold, og fedt at dit ben kan holde til det :-) I starten tænker man på alt det, man ikke længere kan, men med tiden bliver det omvendt og man opdager, at man stadig kan en hel masse, og livet med lymfødem bliver i det hele mindre svært med tiden, synes jeg. Dog synes jeg stadig, det er enormt svært at håndtere, at jeg ikke kan gå i kjoler og nederdele (undtagen lange) og have fine sko på, men sådan er det, og jeg har heldigvis haft mange år, hvor jeg kunne, og også gjorde, det, inden lymfødem startede.
      Varme hilsner
      E

      Slet

Skriv en kommentar, jeg bli'r så glad :-)